Er det mørkt, når du tager afsted om morgenen? Og mørkt, når du vender hjem igen om eftermiddagen? Vinteren kan føles lang og grå, men med planter og lys ved indgangen kan du give dig selv og dine gæster en varm velkomst.
Levende lys i lanterner og glas og små krukker med løgblomster – stil det hele på et lille havebord ved døren, mere skal der ikke til for at skabe et lyspunkt i vintermørket. Hæng også en LED-lyskæde op – den holder længe og bruger kun lidt strøm, men skaber stor hygge! Her får du vores guide til at skabe den hyggeligste stemning i vintermørket med fine blomsteranretninger og lysdekorationer!
Savner du synet af grønne planter om vinteren, så tjek planteskolen for stedsegrønne buske, f.eks. skimmia, som ovenikøbet har fine røde eller hvide blomsterknopper om vinteren og helt frem til foråret, hvor blomsterne springer ud. Skimmia trives bedst i surbundsjord og egner sig godt til at stå i krukker. Skimmia fås som både store og små planter, og hvis du sætter mange små planter i potter, kan du skabe et fint arrangement med dem ved indgangspartiet.
Med blot få krukker i forskellige størrelser kan du hurtigt give dit indgangsparti en vinterlig makeover. Skab små miljøer ved at placere krukkerne i øjenhøjde på et bord eller på trappetrinene, og lys mørket op ved at sætte et par lanterner sammen med krukkerne. Der findes også andre lyskilder, som kan give indgangspartiet et hyggeligt skær, f.eks. lyskæder og soldrevne lanterner, som tænder automatisk, når mørket falder på.
Levende lys skaber også en helt særlig stemning og understreger den varme velkomst. Placér både de levende lys og de elektriske lys et sted udenfor, hvor du også kan nyde synet af dem inde fra f.eks. din stue eller dit køkken.
Hvis du ikke fik lagt blomsterløg i krukkerne i efteråret, kan du købe spirede blomsterløg i plantecentre og dagligvareforretninger hele vinteren. Især i januar er udvalget af spirede blomsterløg stort.
Klimaet om vinteren i Danmark er generelt blevet mere mildt samt mere vådt, men frosten kan stadig være hård, især om natten. Mange løgplanters blomster kan ikke tåle den hårde frost, men hvis står de i krukker, kan du flytte dem ind i et køligt rum natten over. Eller du kan flytte krukkerne tæt på huset og lægge nogle grangrene over dem.
Erantis og vintergækker er de første blomster, der trodser sne og frost. Allerede i januar kan deres små, hvide og gule blomster begynde at pible frem i haverne. Og køber du dem i potter, kan du plante dem i krukker sammen med andre tidligt blomstrende planter, f.eks. krokus.
Hyacinter kan du også få nu, og selvom de ikke naturligt blomstrer så tidligt, kan de ofte godt tåle kulde, især hvis de står lidt beskyttet tæt på huset. Også hornvioler er ret hårdføre over for vinterligt vejr og kan tilføre januar overdådige farver. Bliv ikke forskrækket, hvis den klapper sammen i kulden, den skal nok rejse sig igen.
Almindelig julerose, Helleborus niger, og påskeklokke, Helleborus orientalis, er smukke i krukker. De ligner hinanden meget og er nære slægtninge, der begge blomstrer tidligt. Julerosen skyder sine blomster op af jorden først, fra december til april, når de fleste andre blomster er visnet. Påskeklokkerne blomstrer i haven, fra når vintergækkerne er ved at være færdige og frem til maj, og de kan fint tåle lidt frost.
Når løgblomsterne i krukkerne har blomstret af, er det fristende at smide dem ud. Men de kan blomstre igen, hvis du hjælper dem lidt på vej. Fortsæt med at vande og gøde dem, så kan du plante dem ud i et bed, når jorden er varm nok. Eller klip blomsterstilkene af nede ved løgene, lad planterne visne ned og gem løgene et tørt sted, til det bliver efterår, og du kan lægge dem i jorden.
TIP: Kurve af naturmaterialer er hyggelige at blande imellem krukkerne udenfor. De holder længere, hvis du forer dem med f.eks. sort plastik, inden du planter dem til. Prik gerne huller i bunden, så overskydende vand kan sive ud.