Blomster & Planter

Tanker om et nyt og større drivhus

AF: Kenn Römer-Bruhn
2.05.2017
Nu er stedet, hvor det kommende store væksthus skal ligge, bestemt. Da vand og el skulle føres derned, blev der gravet på kryds og tværs. Og slemt så det ud.

Tanker om et nyt og større drivhus, har længe rumsteret inde i mit hoved. Tanker om udformning, størrelse, materialevalg og ikke mindst hvor det skulle placeres.

Præcist som det hele på forunderlig vis gik op i en højere enhed, kom min hustru med endnu et forslag: Hvorfor ikke lave en pavillon – altså et glashus med fast tag? Og så tog tankerne igen fat. For hun viste mig et billede af en meget fin hjemmelavet pavillon. Det ville også passe fint med mine idéer om et udekøkken med brændekomfur. Men et drivhus var det jo ikke helt …

Læs også: Tomatfest i drivhuset

Placeringen er vigtig

Udformning, udseende mv. kan jo altid komme. Noget andet er placeringen, der af gode grunde helst være på plads, inden byggeriet begynder. Der skrives og tales meget om at et væksthus – om det så er et drivhus, orangeri eller pavillon – skal ligge med et så stort lysindfald som muligt. Det kan bare ikke komme overens med den placering, vi har valgt her i blomsterhaven. For den kommer til at ligge ned mod det lille vandhul. Godt tilbagetrukket naturligvis. Men helt mod øst, hvor der også er store træer. De vil unægtelig skygge en stor del af morgenen og formiddagen, hvorefter solen kan få adgang.

Vand og el til drivhuset graves ned
Kenn Römer-Bruhn

Vi ønsker jo heller ikke et væksthus som tager for meget af udsigten til have og folde. Derfor er det nu bestemt, at det kommer til at ligge mod øst op ad krat og skov. Og i direkte forbindelse med køkkenhaven, vingården og vores store terrasse ved anneks og veranda.

Læs mere her: Sådan dyrker du hvidløg i køkkenhaven

Planlægning

I forbindelse med at vores løsdriftsstald skulle have gravet vand og el ind, kunne vi jo lige slå et smut forbi det sted, hvor væksthuset skal ligge. Og jeg skal ellers love for at terrasse og køkkenhave blev gravet godt og grundt igennem på kryds og tværs. Hold da op et kaos. Det hjalp jo heller ikke ligefrem på det, at der kom regn i store mængder.

Jordbunker fylder godt op
Kenn Römer-Bruhn

Der hvor væksthuset kommer til at ligge, blev vand og el gravet ned, og er klar til at blive taget i brug, den dag væksthuset er kommet op at stå. Om det bliver næste år eller året efter, finder vi ud af. Nu ved vi i hvert fald hvor det skal ligge …

Sponsoreret indhold