Det er som at træde ind i en helt anden verden, når man træder ind i Lene Christensen og Morten van Hauens 600 m² store glashus i et parcelhuskvarter i Nordsjælland. Parrets hjem består af et E-formet træhus omgivet af et stort drivhus, som er fyldt med alverdens planter, træer, urter og grøntsager.
Parret fik idéen til glashuset i 2000, da de så arkitekten Torkild Kristensens hus, som er bygget efter samme princip. De fik også hjælp af ham i processen, men Lene og Morten har selv stået for store dele af byggearbejdet.
I 2007 stod huset klar til indflytning. I dag er det en skøn oase, som på mange måder minder om mere eksotiske egne.
GLASHUS ÅRET RUNDT
Planterne har virkelig gode vækstvilkår i glashuset, så de står flot hele året rundt. Drivhuset er ikke opvarmet, så der kan godt blive koldt. Der er dog aldrig så koldt, at man ikke kan sidde ude og nyde en kop kaffe eller tage et bad under den fri bruser. Nogle gange kan temperaturen ramme 20° i november.
Selvom parret har et traditionelt træhus i forbindelse med drivhuset, bruger de meget tid i drivhuset både om sommeren og vinteren. Træhuset er 265 m² og indeholder køkken, stue, værelse og bad. Men mindre kunne sagtens have gjort det, for drivhuset er så tiltalende, at det meste af parrets tid bliver tilbragt her.
BLOMSTRENDE FRIRUM
Der er en ganske særlig stemning i glashuset med det enestående lysindfald, de eksotiske planter og varmen. Men noget lignende glasdrømmen kan sagtens udleves i et mindre størrelsesforhold.
Et lille drivhus med et hjørne, hvor man kan læse en bog og sidde med en kop kaffe, gør utrolig meget for livskvaliteten. For egentlig handler det blot om at skabe et sted, hvor man kan nyde glæden ved at se noget spire og sidde lunt med en bog allerede i februar.