Hvis det har summet lidt ekstra omkring en husmur i sommerens løb, er det værd at være opmærksom. Det kan nemlig være murbier, der saboterer din yndlingsplads i solen med brummen og vinger.
Og ikke nok med det, murbier saboterer og destabiliserer også dit murværk med al den kriblekrablen.
Det tydeligeste tegn på, at du har fået murbier er huller i fugerne mellem murstenene. Særligt syd- og vestvendte mure er udsatte, da murbierne foretrækker at grave deres gange, hvor der er varmt.
Murbien - Colletes daviesanus på latin - tilhører insektfamilien, årevingede insekter, som også tæller almindelige bier, hvepse og myrer.
Det kan være svært at skelne murbien fra dens gule, flyvende familiemedlemmer, men den ligner mest af alt en lille honningbi. Murbien er cirka 6-10 millimeter lang og mere mat i farverne end hvepse og bier.
Dens naturlige levesteder er ler- og kalkskrænter, men uheldigvis kan den også finde på at flytte ind i din husmur. Her graver den gange til æg, i mørtlen mellem murstenene.
Inde i gangen klækkes ægget til en larve, som overvintrer i muren. Om foråret forpupper den sig, og en voksen bi flyver ud og sværmer omkring muren i juli.
Du skal ikke være bange for at tage en lur i liggestolen på terrassen, selvom det er her, du har murbier. Murbien er nemlig ganske rolig af natur og stikker kun, hvis den bliver provokeret.
I modsætning til bier, der lever i store familier, og hvepse, hvis bo er en slags samfund med rangorden, er murbien en slags eneboer. Den lever alene, formerer sig alene og skaffer sin føde alene.
Det betyder imidlertid ikke, at murbien ikke kan få selskab af andre murbier, hvis den først har fundet en lækker, solvarm mur med blød fuge. Så kan utallige murbier samle sig og gnave og grave hver deres gange til hver deres æg. Og mange gange små…
Også andre grene af insektfamilien kan finde på at besøge murbiernes huller: Hvepse, bier og humlebier lader sig alle lokke af de varme og beskyttede gange. Du kan således let komme til at forveksle et murbihul med f.eks. et hvepsebo.
Skrækscenariet, når du har murbier, er, at huset falder fra hinanden. Men bare rolig - det er uhyre usandsynligt!
Når det er sagt, kan murbier faktisk lede til, at murværkets bæreevne reduceres, og hvis det står rigtig galt til, kan bygningsdele styrte ned, f.eks. skorstene.
En anden fare ved murbier er, at det ikke kun er de relativt uskadelige bier, der kan benytte indgangene gennem hullerne: Regnvand og fugt kan også trænge ind, og det kan lede til frostskader.
Skaderne fra murbier er imidlertid sjældent alvorlige. De udvikler sig langsomt og giver rig mulighed for at gribe ind i god tid.
Mindre angreb af murbier er som nævnt ikke alarmerende, og de betragtes som almindelig vedligeholdelse - altså bygningsejeren ansvar.
Til gengæld kan det blive en kostelig affære, hvis dit hus er mere alvorligt angrebet af murbier.
Skal du købe nyt hus, er det klogt at overveje at investere i en ejerskifteforsikring. På den måde har du mulighed for at få erstatning, hvis du opdager skader, der ikke er anført i tilstandsrapporten.
Selvom murbierne ikke nødvendigvis gør synderligt skade på dit hus, kan de gøre skade i forbindelse med et eventuelt salg. Huller i murværket virker afskrækkende på mulige købere, der kan få den opfattelse, at huset er misvedligeholdt.
Murbiernes ravage ser heller ikke godt ud i tilstandsrapporterne, og de små, lådne flyvere kan ende med at få dit hus til at falde i pris. Så det er klogt at få murbierne ud af hullerne, for at undgå et økonomisk tab.
Selvom murbierne ikke ligefrem giver dit hus et ansigtsløft, kan de ikke alene stå til ansvar for murens dårlige stand. Derimod må murbierne ses som et symptom på det egentlige problem: Ødelagte fuger.
Murbierne flytter kun ind, hvis fugerne i forvejen er skrøbelige, så de er lette at trænge igennem.
Uden at blive alt for happy go lucky kan man altså godt sige, at murbierne er et venligt vink med en vognstang om, at fugerne trænger til en kærlig hånd.
Fordi murbiens naturlige levesteder er ler- og kalkskrænter, er dit hus desuden i risikogruppen, hvis det er muret med en svag kalkmørtel. Det er ikke så almindeligt at mure med ren kalkmørtel i dag, men hvis dit hus er bygget før 1970'erne, er der en risiko.
Fordi murbierne er et symptom på, snarere end roden til, alt ondt i dit murværk, er det ikke bierne, du skal gå i krig med at fjerne. I stedet skal du af med de dårlige fuger, så du kan få omfuget.
Der er altså ingen grund til at kaste dig ud i en omfattende Googlesøgning på gift, insektmiddel og spray mod murbier.
Du skal bare sørge for at omfuge uden for biernes flyvetid (juni-august). Så risikerer du ikke, at de gnaver sig igennem mørtlen, før den er hærdet. Og samtidig gør du alt det skønne grønne en tjeneste ved ikke at forstyrre bierne i deres bestøvningsarbejde.
Skadedyrsbekæmpelsen af murbier består altså i forebyggelse: Hold din mur sund og stærk, så den er uigennemtrængelig for murbier.
På den måde vil den også være uigennemtrængelig for vind, vejr og andre ballademagere, som f.eks. spætten, der kan finde på at hakke efter larver i den bløde fuge.
En god mur er guld. Med mindre du er hjemmevant med mørtel og fugeske, kan det derfor godt betale sig at kaste nogle penge efter en professionel.
Han eller hun kan også guide dig til, hvor meget af muren, der skal omfuges. Det er desværre sjældent tilstrækkeligt at omfuge lokalt, dér hvor murbihullerne er, for hvis fugen er svag andre steder på huset, finder bierne måske en ny vinkel at angribe fra.
Der er dog visse ting, du selv kan holde øje med for at undgå murbiernes uønskede besøg.