Det er første gange, at jeg høster i min humlehave. Og da tidspunktet kom, hvor et par af mine humleplanter var klar til at blive høstet, glædede jeg mig meget til at komme i gang. Humle er klar til høst, når lupulinet er klistret til med gulligt støv. Det ser du, når du åbner en moden humlekop op.
Humlehøsten skal tørres straks efter, du har plukket den. Jeg bruger sætter dem i ovnen ved 50-55° på en bradepande, og jeg vender løbende humlekopperne med en grydeske. Jeg sætter et stegetermometer ind i ovnen, så jeg hele tiden kan holde øje med temperaturen. Det er nemlig ret vigtigt, at temperaturen konstant ligger på de 50-55°, for ellers tørres humlekopperne ikke korrekt, og det kan gå ud over smagen.
Alternativt kan du lægge små kurve med metalnet i fyrrummet. Det er bare vigtigt, at der er god luftcirkulation. Grunden til, at du skal tørre humlekopperne, er, at de bedre kan holde sig, hvis du skal nå at bruge dem til at fremstille øl.
Efter du har tørret humlekopperne, kommer du dem poser. Jeg har nøje afvejet dem i forhold til, hvilken batch jeg skal brygge. Poserne dræner jeg for luft og fryser ned, for på den måde har jeg humle indtil næste humlehøst.
Sæsonen 2013 gav følgende humlehøst. Vægten er, efter humlekopperne er tørret.
43 g Saazer
120 g Hallertauer Mittelfrüh
86 g Phoenix
150 g Hallertauer Aroma
101 g Taurus
367 g Magnum
Saazer
Saazer høstede jeg den 8. september. Den får store flotte humlekopper, men planten skulle ikke give så meget her i Danmark. Det er første år, at jeg har plantet Saazer, og min humlehøst gav da også kun 43 g, efter den blev tørret.
Hallertauer Mittelfrüh
Hallertauer Mittelfrüh høstede jeg den 8. september, og den har mindre og faktisk lidt tungere humlekopper. Planten har givet pænt her det første år, og jeg har høstet 120 g i tørret vægt.
Phoenix
Phoenix høstede jeg den 9. september, og den er på sit andet år i humlehaven. Og selvom den står lidt i skygge, gav den alligevel 86 g tørrede humlekopper.
Hallertauer Aroma
Hallertauer Aroma høstet jeg den 24. september. Den har middelstore kopper, som samtidig er de nemmeste at plukke, idet humlekopperne nemt slipper stilken. Jeg høstede i alt 150 g tørrede humlekopper.
Taurus
Taurus høstede jeg den 24. september. Den står lidt i skygge bag et æbletræ, hvor den vokser op ad et stativ og videre op i en syren. Det er den plante, der har de mindste humlekopper i min humlehave, men den gav alligevel 101 g tørrede humlekopper.
Magnum
Magnum høstede jeg den 25. september, og den står stik mod øst op ad et flethegn for at skjule rodet bag det. Alligevel bugnede den med store humlekopper, og den var den humlesort i min humlehave, der havde de største humlekopper. Jeg høstede løs og fik hele 367 g tørrede humlekopper. Det tog hele syv timer at tørre Magnum-humlen i ovnen, og der blev til 9 x 40 g’s poser samt en enkelt pose med 7 g.