De lækre, sødmefyldte kirsebær vi kan spise lige fra træet om sommeren, er en sommerdelikatesse, som er svær at hamle op med.
Træerne er ikke kun til nytte, men pynter også i haven, når de blanke frugter stråler rødt eller gult i sommersolen - og tænk bare på blomstringen - de er overdådigt smukke, når de er fyldt med blomster i foråret. Det er ikke uden grund, at der er sakura-festivaller i hele verden dedikeret til det japanske kirsebærtræ.
Der dyrkes to forskellige arter i haverne, sødkirsebær og surkirsebær, som begge har deres berettigelse. Sødkirsebærrene stammer alle fra det mere syrlige vilde kirsebær, Prunus avium, også kaldet fuglekirsebær, som findes vildtvoksende i hegn og skove. Her vokser også det deciderede sure kirsebær, Prunus cerasus, surkirsebærret, som først kommer til sin ret tilberedt, hvor det til gengæld udmærker sig fornemt i saft, vin og julens klassiske kirsebærsovs.
Begge arter byder på vitaminrige bær, som har været kultiveret siden omkring 800 år f.v.t., bl.a. i Grækenland. Fund af forstenede kerner på bopladser i Europa tyder på, at vi også på vores breddegrader i flere tusinde år har nydt godt af det sunde bær.
Kirsebærtræer trives bedst på en solrig plads med rolige vindforhold i en muldet, næringsrig, veldrænet jord og fritstående, så de har plads til at brede sig.
Bedste plantetidspunkt er om efteråret i september-oktober, mens jorden stadig er lun. Det kan også gøres tidligt på foråret. Ved plantning vandes godt i plantehullet, og der sættes en støttepæl ned ved rodklumpen, så det unge træ har noget at støtte sig til de første par år, indtil det har fået godt rodfæste. Herefter kan pælen fjernes. Kronen skal kunne bevæge sig frit, da dette sikrer en stærk stamme. Støttepælen hæftes sammen med træet, fx med en lærredssele eller et stykke cykelslange.
Træet vandes grundigt efter plantning og derefter af og til efter behov. Jorden omkring træet bør holdes fri for ukrudt og græs, så der ikke er konkurrerende planter. De første par år kan træet gødes med kompost om foråret.
Eventuel beskæring foretages i en tør periode i vækstsæsonen, så såret får tid til at hele, og risikoen for svampesygdomme minimeres. Kirsebærtræer er, ligesom blommetræer, modtagelige over for svampesygdomme, og da beskæring ikke er nødvendig, er det bedst at begrænse eller helt undgå det. Er pladsen begrænset, så vælg et træ på svagt voksende stamme eller et søjletræ.
Revner i kirsebærrene er irriterende og nedsætter bærrenes holdbarhed. Revnerne opstår efter regnskyl, hvor bærrene optager mere vand, end skindet kan rumme og derfor revner. Nogle sorter har mere tendens til at revne end andre, undgå dem, hvis du bor i et område med meget sommernedbør. Eneste måde at undgå revnerne på er ved at overdække træet, så bærrene ikke bliver våde.
Både sødkirsebær og surkirsebær formeres ved podning på grundstammer af fuglekirsebær, Prunus avium, og træets størrelse afhænger af, hvilken type grundstamme der bruges.
Grundstammer fra frøplanter giver kraftigt voksende træer, som bliver store og først bærer frugt efter en del år, mens forskellige artshybrider, dvs. krydsninger, hvor andre arter indgår, giver mere svagt voksende træer, som bærer frugt i tidlig alder. På planteskoler angives ofte, hvilken grundstamme der er brugt.
En almindelig brugt grundstamme er Colt, som har ca. 80 procent af frøplanternes vækstkraft og giver et middelstort træ. En anden er Gisela 5, en svagt voksende grundstamme, som giver små træer med højt udbytte. Disse træer forhandles ofte som dværgkirsebær, og denne grundstamme bruges også til søjlekirsebær.
Ud over træets størrelse som fuldvoksent er det vigtigt at vide, om sorten er selvbestøvende, da en del sorter ikke er det. Med et enkelt kirsebærtræ i haven skal det være selvbestøvende, hvis man vil være sikker på at få bær, mens der med flere træer kan vælges mellem sorterne, så længe de kan bestøve hinanden eller er selvbestøvende.
Der findes et bredt udvalg af sødkirsebærsorter på markedet, nogle røde, andre gule. Værd at tage med i overvejelserne ved valg af sort er, hvor robust den er, hvor stort et udbytte den giver samt bærrenes tilbøjelighed til at revne i regnvejr.
En anden relevant faktor er, hvor tidligt sorten blomstrer i forhold til mikroklimaet i den del af landet, hvor man bor, særligt når det gælder risikoen for sen forårsfrost. Frost under blomstringen må så vidt muligt undgås, ellers kan bærhøsten tage skade.
Sidst, men ikke mindst er der naturligvis smagen, som også varierer, samt hvornår bærrene er modne. Sødkirsebær egner sig bedst til at blive spist friske i de uger, hvor de er i sæson. Har man flere bær, end man kan spise, kan de dog også syltes eller henkoges.
Surkirsebær er mindre end sødkirsebær, væsentligt mere sure og derfor især velegnede til syltning og vinbrygning. Prunus cerasus 'Stevnsbær' er et kraftigt voksende træ med små bær, som normalt kun bruges til saft og vin, da bærrene er meget små. Til gengæld er de bedst til vin.
Andre surkirsebærsorter får større bær med mere frugtkød og egner sig til både saft, syltetøj og kirsebærsovs, det gælder f.eks. Prunus cerasus 'Skyggemorel' og Prunus cerasus ’Kelleriis 16', som begge giver fine surkirsebær. Alle tre sorter er selvbestøvende.
TIP: Hvis du ikke selv har et træ, kan du i stedet plukke dejlige kirsebær i pluk selv-plantager rundtomkring i landet. Find plantagerne her.