Mirabeller er sunde og lette at have med at gøre. Vil du dyrke mirabeller for frugtens skyld, vil du få det bedste udbytte, hvis planten sættes et solrigt sted. Bedste plantetidspunkt er fra september til november. Mirabellerne er modne, når de slipper grenen, så snart du trækker i dem.
En mirabelle er en lille blomme med sæson i juli-august. Man kan ikke købe dem i butikkerne, så hvis ikke man har dem i egen have, finder man dem i hegn mellem marker eller vildt i naturen. Mirabellen er fin og lille og kan være gul eller rød, og når den bærer frugt, er der som regel mange på én gang.
Se også: Råsyltede mirabeller med vanilje
Træet, som egentlig er en busk, kan blive meget høje, og frugterne hænger ofte drilagtigt højt og utilnærmeligt, da man jo sjældent har en stige med på tur. Mirabelle er en høj busk eller et lille træ med torne på alle grene. Under optimale forhold kan den blive 8-10 m i højden.
Mirabeller har sjældent meget kraftig smag, og nogle er nærmest smagløse og tørre i kødet, mens andre kan være syrligt-søde og saftige. De er bedst til marmelade og kompot, grød og chutney, som vinder mest ved at være sødet uden at overdøve mirabellens friske syrlighed.
Mirabeller er - ligesom andre træer og buske inden for rosenfamilien - modtagelige for svampesygdommen sølvglans. Hvis du beskærer i perioden midten af juli til midten af september, vil træerne være i fuld vækst og kan derfor lukke sårene med det samme, så den skadelige svamp ikke kan trænge ind. Bliver dit træ alligevel ramt af svamp, så sørg for at fjerne angrebne grene straks. Brænd de angrebne grene, og desinficer din saks i sprit for hvert klip.
Mere haveinspiration: Sådan får du succes med blommer
Hvis der sidder døde grene på træet, eller du opdager, at blade og skud er ved at visne på en gren, skal du fjerne de angrebne dele helt ned til sundt ved. Når du klipper grenen af, skal ringen under barken være grøn og veddet lyst og fint. Så er du sikker på at være nået ned til sundt ved. Hvis der er grene, som gnider op ad hinanden, skal du fjerne den ene af grenene, så der ikke udvikles et stort åbent sår.