Undgå skadedyr i pæretræet
Frugter & Bær

Undgå skadedyr i pæretræet

AF: af Line Sølvhøj Johansson, Susie Helsing Nielsen og Jytte Boch
2.09.2014
Foto: Jytte Boch
Gå til kamp mod skurv, gitterrust og pæregalmyg, så du kan høste de lækreste pærer fra haven. Her guider vi til den perfekte pære-høst!

Har du pæretræer i haven, så går du sikkert og tæller ned hele sommeren til, at du kan høste de første pærer. Men ærgerligt er det, hvis du opdager, at skadedyr og andet har været på rov, før du selv er nået forbi pæretræet. Vi har samlet vores bedste tips til at undgå både skurv, gitterrust og pæregalmyg.

Har du også æbler i haven? Guide til hjemmelavet æblemost

Sådan undgår du skurv i dit pæretræ

Ligesom æbler kan pærerne få skurv. Skurven er især et problem, når der er kølige og våde perioder forår og efterår. Pæreskurven angriber ikke kun frugterne, ligesom æbleskurven gør, men angriber også knopper, blade og skud. Det er en svampesygdom, som resulterer i revner og misdannelser på frugterne, og på kvistene opstår der hævede områder, som springer på et tidspunkt.

For at forebygge sygdommen skal du holde pæretræet åbent mod midten, så luften kan cirkulere mellem blade og frugter. De syge grene og nedfaldne frugter skal du fjerne og brænde, og nedfaldne blade skal enten køres over med plæneklipperen, så de hurtigt nedbrydes eller helt fjernes fra jorden og smides væk.

Se også: Paradisæbler - guide til dyrkning og sorter

Gitterrust i pæretræet

En meget udbredt sygdom i pæretræerne er gitterrust, som er en svampesygdom, der ses som orange pletter først på bladene og siden hen på frugterne. Denne svamp har brug for at overvintre på enebær for at kunne overleve, så har du problemer med de rustrøde pletter på dit pæretræ om sommeren, skal du fjerne eventuelle enebær i haven. Er det naboen, som har enebær i haven, må du på diplomatisk maner forsøge at få dem overbevist om, at busken skal væk. Forebyggende er det vigtigt at holde kronen åben og at undgå for meget kvælstofgødning. Desuden skal du straks fjerne de angrebne blade.

Læs også: Lav din egen økologiske juice

Slip for pæregalmyg

Små sorte frugter, der falder af, skyldes pæregalmyggens larver, som lever inde i frugterne. Saml straks de nedfaldne sorte pærer op, og kasser dem, så larverne ikke har mulighed for at afslutte deres cyklus nede i jorden lige under pæretræet og dermed være klar til at ødelægge næste års pærer.

For at forebygge sygdomme og skadedyr den kommende sæson skal du fjerne de frugter, der evt. sidder tilbage på træet, når årets vækstsæson er slut omkring oktober. Fjern også de nedfaldne pæreblade, enten ved at findele dem med plæneklipperen, så de hurtigt forsvinder ned i jorden, eller ved at rive dem sammen og kassere dem.

Sponsoreret indhold