æblesort
Frugter & Bær

Vælg en god æblesort (oversigt over æblesorter)

AF: Tekst og
12.09.2024
foto af redaktionen, Marian Haugaard Steffensen, Jytte Boch og Columbus Leth.
Æblet er nærmest en nationalfrugt herhjemme, hvor klimaet passer fint til det, og alene af spiseæbler findes der tusindvis af æblesorter.

Når du drømmer om at plante et æbletræ, er der flere ting at tænke over. Forskellige æblesorter har meget at sige i forhold til hvad det er for en slags frugt du får ud af det. Hvis ikke du allerede har et yndlingsæble, så er det værd at tænke over flere ting ud over selvfølgelig, at du skal elske smagen.

Her får du først vejledning i det du skal tænke over, og længere nede kommer der en masse forskellige forslag til æblesorter som er gode på hver sin måde, og nederst, får du en boks med de mest almindelige danske sorter – sorteret – alfabetisk.

Valg af æblesort

Der er nok at vælge imellem, hvis du gerne vil prøve en gammel æblesort i haven. For at indkredse feltet lidt kan du starte med at beslutte, om du er ude efter et rent spiseæble, et rent madæble eller et æble, som kan bruges til begge dele. Har du mulighed for at opbevare frugten til hen på vinteren, kan holdbarhed efter plukning også stå på tjeklisten. Går du efter det mere eksotiske, har nogle af de gamle sorter en usædvanlig smag med krydrede nuan-cer af fx stikkelsbær, melon, muskat, stjernefrugt eller hasselnød.

Vælge sorter, der kan bestøve hinanden

Ud over smagen er det vigtigt at tænke på bestøvning for at sikre frugtsætningen. Æbletræer kræver bestøvning af et andet æbletræ, og er der ikke et bestøvertræ i nærheden, må man selv plante et. Dog er æbletræet et af de mest almindelige frugttræer herhjemme, så der er god sandsynlighed for, at der findes et i nærheden.

Tænk også på sygdomme og æbletræets størrelse

Endnu et aspekt er træets modstandsdygtighed over for sygdomme, som for æbletræets vedkommende især er skurv, æblemeldug og frugttræskræft. Sidst, men ikke mindst er træets størrelse selvfølgelig værd at overveje, afhængigt af hvor meget plads du har i haven. Her spiller både sort og grundstamme ind. Æbletræer formeres ved podning på en grundstamme, som har afgørende indflydelse på træets senere udvikling i forhold til bl.a. dets vækst og størrelse, resistens mod sygdomme og frugtbarhed.

Æblesorter sådan helt historisk

Æblet, Malus, hører til rosenfamilien og omfatter ca. 35 navngivne arter foruden de talrige sorter. Det findes vildt-voksende mange steder i verden, og historisk dukker det op i fund af æblerester på bopladser fra 6.500 år f.Kr. og herhjemme i fund af æblerester fra sten- og bronzealderen.

Dyrkning og forædling af æblesorter ser ud til at være begyndt i oldtiden i Grækenland og Rom, hvorfra det siden bredte sig. Til Danmark nåede æbledyrkning i middelalderen, hvor munke i klostre begyndte at dyrke æbletræer, og siden bredte det sig til frugthaver rundtomkring i landet.

I 1800- og 1900-tallet tog det virkelig fart med at udvikle nye sorter rundtomkring. Fra England kom bl.a. ’ Cox’s Orange’ (1825) og ’James Grieve’ (1890), fra Holland ’Belle de Boskoop’ (1856) og ’Elstar’ (1955), fra Tyskland ’Hol-steiner Cox’ (1920), fra USA ’Golden Delicious’ (1905) og ’Jonagold’ (1943), fra Australien ’Granny Smith’ (1868) og fra Canada ’Spartan’ (1926).

Danske æblesorter

Også herhjemme er der historisk set kommet en del nye sorter til, bl.a. ’Filippa’ (1880) og ’Ingrid Marie’ (1936), mens Frankrig på sin side havde været tidligere ude med ’Grå Fransk Reinet’ (1653) og ’Rød Vinter Pigeon’ (1667).

Forslag til æblesorter, hvis du ønsker dig et godt, dansk æble:

  • ’Augustæble’
  • ’Barritskov Madæble’
  • ’Brændekilde’
  • ’Brøndæble’
  • ’Bøghs Citronæble’
  • ’Dauglykke’
  • ’Dronning Louise’
  • ’Else Lindstow’
  • ’Filippa’
  • ’Flintinge æble’
  • ’Gråsten’
  • ’Guldborg’
  • ’Hans Wassard’
  • ’Henrik Jensens Æble’
  • ’Ingrid Marie’
  • ’Kronprins Frederiks Taffelæble’
  • ’Løgæble’
  • ’Maglemer’
  • ‘Nonnetit Bastard’
  • ’Ondrup Sommeræble’
  • ’Ormslev æble’
  • ’Pederstrup’
  • ’Pigeon fra Spejlsby’
  • ’Pæregårds Æble’
  • ’Ring Kloster Kammerjunker’
  • ’Sønderskov æble’
  • ’Tyrrestrup Kirsebæræble’
  • ’Yduns Æble’

Kilde: Sonneruplund.dk

Vores favorit-æblesorter

  • ’Discovery’. Moden fra sidst i august.
  • ’Rød Ananas’. Moden i september.
  • ’James Grieve’. Moden fra midten af september.
  • ’Filippa’. Plukkes sidst i september.
  • ’Elstar’. Plukkes i starten af oktober.
  • ’Cox’s Orange’. Plukkes i starten af oktober.
  • ’Ingrid Marie’. Plukkes sidst i oktober.
  • ’Belle de Boskoop’. Plukkes sidst i oktober.
  • Paradisæble, Malus ’Hyslop’. Moden fra september.

6 Gode gamle æblesorter

Æblesort: Rødby Æble.

1. ’Rødby Æble’ fra ca. 1830. Godt, saftigt spise- og madæble med en kraftig, fin, sød og krydret smag. Modner sidst i august og kan plukkes til helt ind i november. Plukkes så sent på året som muligt, bruges fra december til februar. Robust mod skurv, meldug og frugttræskræft.

James Grieve Lired er et godt spiseæble.

2. ’James Grieve Lired’. Fint spiseæble, som bortset fra den røde farve er identisk med ’James Grieve’. Moden september-oktober. Har begrænset holdbarhed. Sundt, rigt bærende og hårdført træ.

Kronprins Frederiks Taffelæble.

3. ’Kronprins Frederiks Taffelæble’ stammer fra Ørslev Kloster ved Viborg, ca. 1913. Godt spise- og madæble med sød, vinagtig smag med kanelaroma. Sæson september-oktober. Meget hårdført og frugtbart træ, robust over for skurv og frugttræskræft, dog lidt følsomt over for meldug.

Saftigt og velsmagende æble; cox ponoma.

4. ’Cox’s Ponoma’ fra England 1825. Godt spise- og madæble, saftigt og velsmagende. Modner sidste halvdel af september.

Alsisk citronæble er et godt madæble.

5. ’Alsisk Citronæble’ er en gammel egnssort fra Als. Saftigt madæble med god, lidt syrlig smag. Modningstid fra oktober til jul.

Dobbelt nonnetit er en gammel æblesort.

6. ’Dobbelt Nonnetit’ stammer fra Tyskland og er kendt herhjemme fra 1795. ’Nonnetit’-æbler kaldes også ’Fla-skeæble’. Fint spiseæble med sød-syrlig smag og fast kød. Modner sidst i september og holder til december.

Her kan du få fat i gamle æblesorter:

pometet.dk
Pometet i Taastrup sælger i december podekviste til gamle æble- og pæresorter via deres hjemmeside. Her sæl-ges ikke grundstammer.

de-gamle-sorter.dk
Frugtplanteskolen De Gamle Sorter sælger podekviste, grundstammer og udstyr til podning.

blomstergaardenvedviborg.dk
Podekviste, grundstammer og færdigpodede træer kan købes hos Blomstergården ved Viborg, 8830 Tjele.

Vil du gerne smage de gamle sorter, inden du planter, kan du gøre det flere steder i landet, bl.a. på Frilands-museet i Kgs. Lyngby, når de holder Gamle Sorters Dag.

4 gode gemmeæble-sorter

Her er fire sunde og dejlige efterårsæbler, der er plukkemodne fra slut september, og som kan gemmes helt frem til jul.

Gode gemmeæbler.

1. Witos

En ny, sund sort, der er meget rigt bærende på et moderat voksende træ. Æblet er utrolig sprødt, og så er det overraskende saftigt. Æblerne er røde og modner fra sidst i september og kan gemmes nogle måneder.

2. Aroma

En krydsning mellem ’Ingrid Marie’ og ’Filippa’. Som navnet siger, har det en fin aroma og er saftigt og smagfuldt både som spise- og madæble. Et stort æble, som modner fra begyndelsen af september og kan gemmes nogle måneder.

3. Holsteiner Cox

Et holdbart efterårsæble, der smagsmæssigt er en glimrende afløser for ’Cox Orange’, som kan være lidt svær at dyrke i private haver. ’Holsteiner Cox’ er spisemodent fra oktober og kan gemmes helt til marts/april. Det er et skønt spiseæble og yderst velegnet til mad.

4. Rubinola

Et middelstort, sundt træ, der er velegnet til økologisk dyrkning og ikke behøver megen udtynding. Det er et saftigt efterårsæble med god syrlig-sød smag og højt indhold af C-vitamin. Plukkes fra midt september til oktober og kan gemmes til jul.

Hvis du planlægger at høste og gemme mange æbler, så er det en god idé at have forholdene i orden. Du kan læse om, hvordan du forlænger holdbarheden på dine æbler. Her kan du desuden læse om hvordan du laver dine egne diy æblekasser.

Æblesorter med særlige smagsnuancer og aromaer

Der kan være mange forskellige årsager til at vælge en bestemt sort. Nogle gange handler det om at det skal være et godt gemmeæble, som dem herover, men andre gange handler det måske mere om at det skal være en æble-sort med en helt bestemt eller unik smag.

Her er eksempelvis seks forskellige smage, som sådan ikke har noget med æbler at gøre, men som findes i æbler.

Smagen af…

  • Stikkelsbær findes i ’Løgæble’ og ’Annas æble’.
  • Stjernefrugt findes i ’Kronprins Frederiks Taffelæble’.
  • Melon findes i ’Sukkeræble’.
  • Muskat findes i ’Langeland Hvid Pigeon’.
  • Hasselnød findes i ’Kansleræble’.
  • Mandel findes i ’Rød Ananas’.

Kilde: 'Gode gamle æblesorter i haven' af faglig sekretær Maren Korsgaard og lektor Torben Bo Toldam-Andersen, Afgrødevidenskab, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet.

Æblesorter med smukke blomster

Æbleblomster er jo helt fantastiske, når de blomstrer i forårs- og forsommertiden. Du kan dyrke sargentæble for blomsternes skyld — fx som en blomstrende hæk af sargentæble, Malus sargentii. Det kan ikke blive mere roman-tisk. Sargentæble har stærke grene og kan blive op til to-tre meter høj og lige så bred med blanke, grønne løvblade med savtakket rand. I sensommeren får sargentæble små, rønnebærstore, røde æbler, som fuglene gerne spiser. Løvet farves gult. Sargentæble er hårdfør og vindfør og trives bedst i sol og i ikke for let jord. Kan beskæres eller klippes efter blomstring og i vintermånederne.

Æblesorter alfabetisk

Et udpluk af almindelige æblersorter listet alfabetisk.

A

  • Ahrista
  • Alfriston
  • Allington
  • Aroma
  • Arreskov
  • Astrakan Hvid
  • Augustæble

B

  • Beauty of Bath
  • Belle de Boskoop
  • Bismarck
  • Bodils æble
  • Bolero
  • Bramley
  • Brownless Russet

C

  • Canada Reinet
  • Casseler Reinet
  • Charlamowsky
  • Coulon
  • Cox’s Orange
  • Cox’ Pomona

D

  • Danziger Kantæble
  • Discovery
  • Dronning Louise

E

  • Early Golden Russet
  • Egremont Russet
  • Ellisons Orange
  • Ellisons Orange Rød
  • Elstar

F

  • Ferskenæble
  • Filippa
  • Flaskeæble
  • Flaskeæble Rød
  • Frogmore
  • Fraa’s Sommerkalvil

G

  • Gascoigness Scarlet
  • Gloria Mundi
  • Grans Richard
  • Grå Fransk Reinet
  • Gråsten Gul
  • Gråsten Rød
  • Guldborg

H

  • Hampus
  • Harberts Reinet
  • Himmestrup
  • Holsteiner Gelber Cox
  • Holstener Cox
  • Husmoder

I

  • Ingrid Marie

J

  • James Grieve
  • Jernæble
  • Jonathan
  • Jordbæræble

K

  • Karin Schneider
  • Kathrineæble fra Moesgård
  • Katinka
  • Katja fra Balsgaard
  • Kronprins Frederiks Taffelæble

L

  • Lady Sudeley
  • Laxtin Superb Rød
  • Lobo
  • Lord Derby

M

  • Maglemer
  • Maren Nis
  • Melba Rød
  • Morsøæble
  • Muskat Reinet
  • Møllers Venus

N

  • Niels Juul
  • Ninas æble
  • Nonnetit Bastard

O

  • Ondrup Moseæble
  • Oudrupgårds Høstæble
  • Oretorp Reinet
  • Orleans Reinet

P

  • Pederstrup
  • Per Smeds Æble
  • Pernille Æble
  • Pigeon Hvid Vinter
  • Pigeon Ildrød
  • Pigeon Stribet
  • Prinsesse Margrethe

Q

  • Queens Cox

R

  • Reverend Wilks
  • Rhode Island Greening
  • Riesenboiken
  • Ritt Bjerregaard
  • Rival
  • Rogers McIntosh
  • Roseberry
  • Rosenholm
  • Rubinola

S

  • Sariola
  • Skovfoged
  • Spartan
  • Sukkertop

T

  • Tidlig Gul Reinet
  • Tjele Æble
  • Transparente Blanche
  • Transparente Rouge
  • Tremletts Bitter
  • Tønnes

V

  • Vallekilde
  • Vinter Guldæble
  • Värmlands Sötapple

W

  • Weidners Reinet
  • Whealthy Red
  • Witos

Å

  • Åbyæble

Udpluk fra: Æbler, dyrkning og sundhedsvurderinger — af Margit og Villy Mougaard, Blomstergården (2015)

Sponsoreret indhold