Hæk & Hegn

Værd at vide om laurbærkirsebær som hæk i haven

AF: af Elisabeth Winkel
29.07.2020
Foto: Shutterstock
En tæt, grøn hæk er et hit for mange haveejere og laurbærkirsebær er et populært valg, men der er visse ting, du bør vide, inden du kaster dig over at plante denne stedsegrønne hæk.

De fleste haveejere påskønner både den læ og det privatliv, som en god, tæt hæk kan give, og laurbærkirsebær (latin: prunus laurocerasus) med de kraftige, stedsegrønne blade er blevet et hit for mange.

Dens popularitet begyndte at vokse stødt i takt med at bambussen døde i midt 90’erne og i dag ser vi den som hæk i mange villakvarterer, men den fungerer også godt som rumdeler i haven – og nogle arter kan sågar opstammes til små, vintergrønne træer.

Er laurbærkirsebær den rigtige hæk for dig?

Er det vigtigt med en tæt hæk, og minder taks og thuja dig mest om kirkegårde – og er liguster simpelthen for almindeligt? Så er det værd at kigge på laurbærkirsebær som hæk.

Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på inden, du træffer din beslutning.

Laurbærkirsebær er ikke vild med frost:

Selvom laurbærkirsebær er en særdeles hårdfør plante, så er den ikke glad for rigtig hård frost, der kan dræbe skud og blade, som ellers gerne skulle blive siddende i to til tre år.

Blåsyre i laurbærkirsebærplanten:

Har du børn, er det også vigtigt lige at fortælle dem, at laurbærkirsebær faktisk er en giftig plante. Og her taler vi altså om alle dele af den. Både blade og særligt de frø, der sidder inde i plantens frugter, skal man holde sig fra – de indeholder blåsyre. Det betyder heldigvis også, at begge dele skulle smage ret så rædselsfuldt.

Laurbærkirsebær egner sig ikke til en meget præcist klippet hæk:

Det er også værd at overveje, om du er til en meget præcist formet hæk, for så er det en plante med mindre blade, du skal gå efter – det er nok én af grundene til, at den klassiske liguster er så populær blandt mange. Overvejer du at plante en ligusterhæk? Så læs vores guide her.

SÅdan planter du laurbærkirsebær

Uanset, om du vil bruge laurbærkirsebær som hæk, som rumdeler i haven eller bare som busk, så skal du sørge for, at roden er godt fugtig, inden den kommer i jorden. Planter du med klump skal det gøres omkring september oktober, inden frosten sætter ind.

Skal en hæk etableres, graver du en rende, der er cirka dobbelt så bred, som plantens klump – længden afhænger naturligvis af, hvor lang din hæk skal være. Du kan vælge at berige jorden med havemuld eller en organisk gødning ved at bryde jorden i hullet eller renden op og blande gødning eller muld i her. Dernæst placerer du klumpen i renden, så planten står lige, og toppen af klumpen er i højde med jordoverfladen. Til slut fylder du jord eller en blanding af jord og gødning i omkring rodklumpen og stamper til. Og tilsæt så blot vand.

Laurbærkirsebær i blomst

Om foråret får laurbærkirsebær hvide og velduftende blomster.

Beskæring af laurbærkirsebær

Alle planter, der bruges til hæk, skal være hårdføre, for de skal, om nogen, leve under meget kontrollerede og begrænsede forhold, og her kan laurbærkirsebær altså sagtens være med. Planten vokser kraftigt og hurtigt, når den først har fået fat – ofte mellem 20-60 centimeter om året afhængigt af hvilken sort, du vælger. Derfor tåler den også kraftig beskæring, og man skal faktisk være lidt efter den, hvis den ikke skal have lov at brede sig, for det gør den gerne, hvis den får mulighed for det.

Man kan altså roligt beskære den hårdt, den skal nok klare den og udmærker sig ved både at vokse og hele hurtigt. Til gengæld skal du lade det elektriske udstyr og den gode gamle hækkesaks blive i skuret, når din laurbærkirsebærhæk skal beskæres. Her er det udtynding og tilbageskæring, der klarer ærterne – eller hækken i dette tilfælde – og derfor er det i stedet beskæringssaksen, der skal i brug.

Laurbærkirsebærhækken beskæres én til to gange om året – og endelig ikke for sent på året, dvs. senest i begyndelsen af september. Sørg gerne for at holde hækken bredere forneden end foroven, så det øverste ikke skygger for den nederste del af planten.

Fordele ved at plante laurbærkirsebær som hæk:

  • Laurbærkirsebær er et er god til at skabe struktur i vinterhaven, hvor de skinnende, læderagtige blade pynter på grå dage.
  • Nogle sorter af laurbærkirsebær er så hårdføre, at de plantes i industriområder, hvor der er meget forurenet.
  • Den trives i de fleste jorde og kan klare skyggefyldte forhold. Derfor er den fx også god som busk eller hæk langs nordvendte mure.
  • En hæk i laurbærkirsebær kræver ikke meget pleje og angribes sjældent af sygdomme eller skadedyr.
  • Planten er desuden god til både friske og tørre dekorationer. I tørret tilstand mister de det blanke udseende, men er stadig kønne at se på.

Ulemper ved at plante en laurbærkirsebærhæk:

  • En hæk i laurbærkirsebær kan ikke formes så præcist, som andre typer af hække med mindre blade kan.
  • Planten kan ikke klare hård frost. Tommelfingerreglen her er, at jo hurtigere voksende planten er og jo større blade, den har – jo større er risikoen for, at den er kuldefølsom.
  • Uanset, hvilken sort af laurbærkirsebær du vælger, er det en giftig plante for både dig og dine eventuelle kæledyr.

Sponsoreret indhold