Bål har altid været samlingspunkt for mennesker. Varme, tryghed og mad knytter sig til flammerne, og når vi sidder på de lune sommeraftner og kigger ind i bålet, er vi tættere forbundet med vores forfædre end på noget andet tidspunkt. Når et bål er centrum for mange forskellige aktiviteter i haven, er det kun naturligt at bålstedet er et godt og velvalgt et.
Bålstedet kan være så simpelt eller stilet, som du har lyst til, når bare du husker på at anvende materialer, der kan tåle varmen, og at bålstedet er anlagt i passende afstand til omkringliggende huse og beplantning.
Laver du bål, skal der være 10 meter til bygninger med hårdt tag. Afstanden er 30 meter til bygninger med letantændeligt tag, bevoksninger og marker. I jævn og frisk vind skal afstandene fordobles. Det er vigtigt at tage med, når du udser dig et sted til at anlægge et bålsted.
Beredskabsstyrelsen har lavet en vejledning til afstande i forbindelse med afbrænding. Den finder du her.
Før du kaster dig ud i et større projekt, er det en god idé at overveje karakteren af de aktiviteter, der skal foregår ved bålet. Skal det være et sted, hvor ungerne kan lave snobrød, eller skal det være samlingssted for havefesten?
Det simple bålsted består af en ring af nedgravede kampesten, der skærmer, når bålet skyder - stenene sørger for at holde ilden ude af græsset, og samtidigt give børn og andre snobrødselskere et sted at hvile snobrødspinden.
En større og mere stilren bålplads med omkringliggende belægning udføres efter de samme principper som andre faste belægninger, og kan laves med præcis det udtryk, der passer til havens stil.
Størrelsen afhænger lidt af temperament. Pas at bålstedet ikke bliver for småt. Sæt en markeringspind i jorden og brug så en snor og et målebånd til at lave en cirkel med en diameter på 100-150 cm.
Gruset du lægger, gør det nemt at placere og sikre kampestenene, og så sørger det for, at bålstedet ikke så let gror til i perioder, hvor det ikke bliver brugt.
Sørg for at bruge sten som er varmesikre. Porøse stenarter er farlige, og kan eksplodere når de bliver varme - det gælder fx flint eller granit.
En anden populær måde at anlægge et bålsted indebærer belægninger af betonsten. Fordelen ved et bålsted i en belægning er at området omkring bålet er langt mere ildfast end en sommertør græsplæne.
Mange steder ses cirkulære belægninger anlagt med fx kopsten - nogle steder uden et egentligt bålsted i midten, hvor tanken er at lave bålet på selve belægningen.
Det stilrene bålsted er et godt samlingssted for det større selskab, og alt efter belægningen størrelse er der mulighed for at opholde sig i mere eller mindre faste havemøbler i nærheden af bålhyggen.
Vælger du at anlægge et bålsted med en højere, muret kant af fx klinker eller natursten, er det let at bruge grillriste over bålet. Det skaber en oplagt mulighed for at flytte madlavningen ud i haven.
Det gælder også, hvis du anlægger et bålsted, hvor der er plads til at fastgøre stativer til ophæng af gryder, eller rotisseri, der findes med klassisk håndsving, og med motor til de magelige.
Der findes en lang række af flytbare og praktiske bålsteder, som bålskåle og andre støbejernsanordninger, der gør det muligt at lave bål lige præcis, hvor det passer. Det smarte ved bålskåle er, at det gør det muligt at lave bål i helt små haver, hvor det ellers er umuligt at overholde reglerne for sikker afstand til bebyggelse. Hvis du laver et bål der er mindre end 80 cm i diameter, i en bålskål, behøver du ikke overholde reglen, der kræver en afstand på 10 meter til faste tage. Reglerne for sikker afstand gælder dog stadig for stråtækt og let antændelig bevoksning.
Der er mange muligheder for at lave siddepladser omkring bålestedet. Det kan være behagelige sten, placeret fornuftige steder omkring bålstedet, eller den klassiske stub, der kan flyttes. Tænk over, at vinden kan vende, og røgen ændre retning. Sørg for, at der er flere siddepladser at vælge imellem, eller at møbler kan flyttes, når du får røgen i øjnene.
Bruger du havemøbler, må du være opmærksom på, at de kan tåle varmen, og at de ikke består af et letantændeligt materiale.
Omkrans fx bålstedet med træstammer - det giver siddeplads, biodiversitet og spejderassociationer - og så er der plads til hele børneflokken på én gang. Løfter du stammerne fri af jorden, ved at lægge stubbe under, holder de længere, og så ersiddepladserne bedre egnet til dem, der ikke så let kommer helt ned til jorden.
Først og fremmest gælder det om at overholde Beredskabsstyrelsens regler for sikkerhedsafstande. Derudover er der nogle almindelige forsigtighedsbestemmelser:
Det er som udgangspunkt ikke er tilladt at brænde haveaffald af. Der kan være særlige kommunale regulativer i landzoner, der tillader det i bestemte perioder. Dog er det normalt tilladt at brænde haveaffald, rent og tørt affaldstræ på sankthansaften.
Du kan læse mere i beredskabsstyrelsens vejledning til grill, bål og ukrudt. Den finder du her.