At træde ind i familien Thorsteds have i Roskilde er at tvinge sig selv ned i tempo. Selvom haven ligger ret centralt i byen, er her kun ganske få lyde, og dem, der er, stammer fra fuglene, et par summende bier og barnebarnet Sylvester på to år, der kalder på hunden Chili. Haven er frodig og en lille smule vild. Der er ukrudt i græsplænen, og visne roser dækker pergolaen, som forbinder den ene del af gårdhaven med den anden.
– Jeg har aldrig hørt til dem, der ville kontrollere min have. Jeg elsker, når naturen får lov at bestemme så meget som muligt, og jeg synes faktisk, at visne roser er smukke – at de afspejler en slags forfald, der er med til at underbygge og forstå hele rytmen i cyklussen, fortæller Kirsten Thorsted
Læs også: Køkkenhave i krukker og kasserVi kommer til haven via trappen fra hovedhuset. Fra dette sted er der udsigt til flere små haverum med hvert deres særpræg og med hver deres særlige stemning. De fleste haverum er solfyldte, men lige foran os har Kirsten og hendes mand anlagt en kølig skyggefyldt krog omkranset af vilde vedbend, der får lov at gebærde sig, som de nu kan.
Her er placeret et par gamle frønnede træstole med bløde puder i. Stolene har fået lov til at stå ude hele året, selvom solkrogen ikke er overdækket. De er fra Ilva, men ligner på grund af vind og vejr den slags grå strandvaskede møbler, man ser i strandhusene på Martha’s Vineyard i det nordlige USA. Foran dem pryder Kirstens yndlingsblomst, den lange, smukke almindelig fingerbøl i en dyb rosa farve. Den toårige staude sår sig selv og vokser gerne op mellem brosten og fliser og får lov at blive der. Den ser forskellig ud, afhængigt af hvor i haven den vælger at vokse, fortæller Kirsten.
En sirlig sti af små håndlagte marksten fører os mod den sydøstlige del af haven, som ifølge Kirsten er det vigtigste sted i haven. Det er nemlig her, lysthuset, der egentlig er et drivhus, befinder sig, og hvor familien tilbringer masser af forårs- og efterårsaftener.
Huset er trukket en smule tilbage og indhyllet i både almindelig fingerbøl, vilde roser og frugtbuske. Indenfor hersker en forunderlig stemning, for ud over et abrikostræ i en zinkspand og andre grønne planter rummer huset en hel del ting, man normalt ikke finder i et drivhus. Her er et maleri i klassisk stil, en smuk Ibsen-skulptur, en håndfuld pensler, som Kirsten bruger, når hun maler, en kande og et par lysestager samt gardiner, der tilsammen gør rummet indbydende, beboet og frem for alt hyggeligt.
– Jeg tror, vi startede i det små for 10 år siden. Vi sad her meget, og jeg syede derfor gardiner som afskærmning mod lyset. Og så var jeg i gang. Jeg holder af at omgive mig med ting, jeg kan lide – så simpelt er det vel. Jeg analyserer ikke, og jeg har ikke tænkt i indretningsbaner eller stilarter – i hvert fald ikke bevidst. Her skulle bare være fredfyldt og roligt, forklarer Kirsten.
Uden for drivhuset er der mulighed for at nyde solen fra et par magelige kurvelignende stole med meget smukke puder. Stolene er lavet af et syntetisk materiale, og Kirsten fortæller, at de også står ude hele året, på nær når stormen vil lade dem flyve rundt i haven.
– Med alle vores børn og børnebørn på besøg næsten dagligt er min dag ikke blevet mindre travl. En af de ting, jeg har lært mig over tid, er et afslappet forhold til perfektionisme. Hvis en plastikstol gør det samme for øjet, er det fint for mig, og min lyst til at ordne ukrudt er langt nede i en prioritet, der hellere omfatter pasning af ungerne. Jeg gider ikke gøre det hele mere besværligt for mig selv.