Efteråret er ikke typisk det tidspunkt, hvor haverne er på sit højeste, for her er de fleste planter og afgrøder for længst gået i vinterhi. Sådan er det også i Ingunn Anviks have nær Larvik i Norge, hvor haven langt fra er lige så frodig, som den har været henover sommeren.
Planter, der tidligere struttede af klorofyl, hænger nu med hovederne. De er færdige med at blomstre og frøformere sig, og de venter stort set bare på næste sæson. Alligevel er der noget helt magisk over den store, herskabelige have i Larvik på denne tid af året. Her kan du læse om inspirationen bag, og se fine billeder fra de mange hyggelige kroge i Ingunns have og fantastiske orangeri.
Læs med, eller gå på opdagelse i haven i galleriet her.
Ingunn har mere eller mindre bygget haven op fra bunden, siden hun flyttede ind.
– Jeg har stort set skabt min have af planter, jeg har fået af andre. Jeg nyder mere at modtage planter fremfor selv at fremavle nye sorter eller flere planter. Det er fedest, hvis blomster og planter oprindeligt kommer fra en helt anden have, er kommet hertil som aflæggere eller givet som en gave, siger Ingunn.
På den måde får planterne en form for affektionsværdi for Ingunn. Det er, som om de tidligere ejere af moderplanten, eller de, som har taget aflæggeren, på sin vis bliver en del af haven. Det kommer til at føles, som om venner og familie er til stede i haven og repræsenteret i form af planterne.
Sådan er det især med Ingunns farmor og farfar, Karen og Halvor. Det var dem, der i 1940’erne købte stedet, som kaldes Oreli. Ingunn besøgte ofte sine bedsteforældre i barndommen, og da hun fik muligheden for at arve stedet, var hun ikke i tvivl om, at det skulle hun.
Det er endnu ikke lykkedes for de grønne planter at dække hele pergolaen, som står midt i haven. Det er meningen, at det skal blive til en grøn allé, der munder ud nede ved pavillonen. Idéen er at skabe forskellige rum i haven, så der hele tiden er noget nyt at opleve, hvor end man befinder sig. Siddende, stående eller gående.
– Når man skal anlægge en have, skal man først og fremmest tænke over kompositionen, siger Ingunn og fortsætter:
– Jeg synes, det ser godt ud at bruge jern i haven, også når det er rustent. Kontrasten mellem metallet og de fine slyngplanter er særlig skøn.
Kontrasterne mødes også inde i den gamle grisestald, som nu er parrets drivhus. Her er der et rødt sandgulv, som er inspireret af nogle af de vingårde, som Ingunn og Rune har besøgt på deres rejse til Sydafrika. Hylderne i drivhuset har Osvald svejset. Halvdelen af drivhuset er bygget oven på en gammel bygning, som altid har stået der, og som har været brugt til grise og høns.
Det er sidenhen blevet renoveret og brugt som gæsteværelse, men da de fleste venner og slægtninge bor i området, havde parret ikke brug for det ekstra værelse. Nu kalder de huset for Drivhuset, men det ville være mere korrekt at kalde det et orangeri.