Knap 200 m². Det er, hvad Lotte Skipper Thomsen, hendes mand Carsten og deres to teenagebørn har at gøre godt med til kreative udfoldelser i haven i Frederikshavn. Men det begrænser dem slet ikke, for i haven er der både et orangeri, et udekøkken og masser af små siddepladser.
Der er sket meget, siden parret overtog huset og haven. Dengang bestod haven af en græsplæne i midten og bede langs kanten samt nogle højbede. De kunne først og fremmest godt tænke sig et orangeri, som skulle placeres, hvor der er sol hele året. Det blev i den vestlige side af haven.
Der er en befæstet havegang, som leder op til orangeriet, og den havegang blev udgangspunktet for resten af havens indretning. Parret fik hjælp af havearkitekt Hanne Lynge Jacobsen til at lave en haveplan over haven.
Der er lige linjer i haven, som følger husets form, og ad flisegange og brostensstier kommer man rundt fra plads til plads. Den enkle struktur gør den lille have harmonisk, og frodighed og grøftekantsudtryk indrammes af linjer og kanter.
For at holde strukturen stram er der plantet kantplanter omkring bedene. De klippes af og til med en buksbomsaks, så de holdes skarpe langs havegangene, for ellers ville stauderne hurtigt vokse ud over bedenes kanter.
Haven er indrettet med en stor terrasse ved boligen og en rund siddeplads i hjørnet mod nordøst, som har samme størrelse som køkkenhaven, der også er rund og ligger i hjørnet diagonalt overfor.
Orangeriet afgrænser haven mod vest, boligen afgrænser mod øst, og et cykelskur ligger i den sydlige del af haven. Neden for skuret er der en arbejdsplads, hvor man kan så og potte om.
Det er de høje planter, der adskiller de forskellige haverum fra hinanden, men det er ikke høje, bastante hække eller hegn. Det er i stedet yndefulde og lette høje planter som sommerfuglebusk, Buddleja davidii, kæmpeskælhoved, Cephalaria gigantea, og roser, der pryder haven.
Fine espalierer og slanke klatrestativer bidrager til højden. Her vokser klematis, Clematis, klokkeranke, Cobaea scandens, og almindelig ærteblomst, Lathyrus odoratus.
Med fine ting i den lille have er der noget at se på, også selvom blomstringen skulle holde en pause. Her er det Carstens opfindsomme fuglekasse og et insektbo, parret har fået i gave.
I en lille have er krukker gode, fordi de kan bidrage i højden og skabe liv, hvor der måske ikke er plads til store bede. På den store terrasse står krukker med almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, på smedejernsbordene.
Langs den runde køkkenhave er et højbed, som er kantet af rustent cortenstål. I midten er der et rundt bed. Her dyrkes kartofler, jordbær, ærter og spinat, og nogle år er her også blomster til afskæring, som man kan binde buketter af.
Der er ingen græs i haven, men i stedet farvekoordinerede bede. Et af bedene er anlagt med hvide blomster med et strejf af lysegult og gulgrønt. Her er bl.a. hvid klematis, Clematis ’Madame le Coultre’, hvid indianermynte, Agastache foeniculum ’Alabaster’, stor stjerneskærm, Astrantia major, matrem, Tanacetum parthenium, hvide liljer og hvid-gul almindelig blomsterkarse, Tropaeolum majus.
I et andet bed er farverne lilla og blå med bl.a. blå indianermynte, Agastache foeniculum, ridderspore, Delphinium, og klokkeranke, Cobaea scandens. På klatrestativer i bedet blomstrer ærteblomster, og langs kanten snor dusksalvie, Salvia viridis, og jomfru i det grønne, Nigella damascena, sig. Kæmpejernurt, Verbena bonariensis, får lov at så sig selv i bedet.
Bedene er holdt i hvid, rosa, blå, violet og sart gul. Der er ingen blomster i varm gul, orange eller rød. En begrænset farvepalet giver ro og harmoni i en lille have.
Buksbomhække og takshække bidrager til strukturen. Her i det hvide bed får farverne lov at bevæge sig over i lysegult og grøn-gult. Hostaerne kan klare skyggen fra æbletræet, når det bliver større.
Det fine orangeri er bygget af naboens gamle vinduer, og afslutter haven mod vest.
Om sommeren dyrkes agurker, tomater og chilier i orangeriet. I vindueskarmen er der også plads til krukker med krydderurter.
Den runde køkkenhave er anlagt, hvor trampolinen tidligere var.
Der er en fin balance mellem pynt og planter i den lille have.
'Astrid Lindgren'-roserne, riddersporerne og sommerfuglebusken rager op i bedet og giver et let slør, så man ikke kan se pladsen foran orangeriet. Den lette rumopdeling er god i den lille have.
De rette havegange fører fra rum til rum og inddeler haven i bede.
Potter og krukker kan udskiftes, så haven forbliver i blomst.
I dette bed er farverne holdt i blå og violette toner med dusksalvie, indianermynte og ridderspore.
Dusksalvie, jomfru i det grønne og matrem er alle planter, der sår sig selv.