Havekalenderen

Havekalender | Uge 12

18.03.2021
18.03.2021 - af: Redaktionen. Foto: Jytte Boch Andersen og Tia Borgsmidt
Der er altså forårsstemning derude, og det betyder som altid flere og flere gøremål i haven. Se bare denne uges havekalender.

En have er et mikrokosmos i vort liv – en konstant forandring, et konstant tab – en konstant skabelse. Altid et nyt underværk altid et nyt håb.
- Pam Brown

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 12

Checklisten:

  1. Frisk havemøblerne op
  2. Klip stauderne ned
  3. Anlæg et aspargesbed
  4. Tjek solbærbusken

Frisk havemøblerne op

Vask havemøblerne godt af og stil dem til tørre et lunt sted. Møbler af teaktræ kan skrubbes fri for alger med sæbevand og en stiv børste. Efter en uges tørretid kan de olieres eller gives anden efterbehandling. Plastikmøbler tørres af med en tør klud og behandles med bilvoks.

Klip stauderne ned

Stauderne begynder at skyde under de visne toppe, som har beskyttet planten vinteren over, men nu skal klippes ned. Fjerne visne plantedele, som dækker for de nye skud, så langt nede som muligt. Stive stængler behøver ikke at blive klippet helt i bund.

Anlæg et aspargesbed

Hvis asparges skal trives, skal voksestedet forberedes godt, før man planter. Løsn jorden i dybden, og tilsæt sand eller grus, hvis jorden er tung. Rens helt for rodukrudt som skvalderkål, tidsler og senegræs, og tjek pH-værdien, som skal være over 6. Er den for lav, så tilsæt en lille smule kalk. Der går 3 år, fra man har plantet asparges, til man kan få sin første ”rigtige” høst, men herefter kan der høstes fra samme plante i 10 år eller mere.

Tjek solbærbusken

Kig nærmere på solbærbus­ken og fjern knopper, som er større end de andre og mere kuglerunde. De kan være angrebet af solbærknopgalmider, hvis larver spiser og ødelægger knopperne indefra. Smid ikke angrebne knopper i komposten.

Fin kaffekrog en forårsdag.

Sponsoreret indhold