Lille, grønt DIY haveskur
Havetips

Gør det selv: Byg et redskabsskur af genbrugstræ

AF: Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn.
21.08.2019
Forvandl gamle, aflagte brædder til et lille funktionelt skur i haven. Det holder haveredskaberne tørre, og så er de lige ved hånden.

Lav et haveskur, der kan opstilles hvor som helst i haven. Så har du nem adgang til dine haveredskaber eller de småting, du altid lige står og mangler derude. Skuret kan males i en smuk farve og blive et skulpturelt indslag i haven – også om vinteren.

Gør det selv-redskabsskur af genbrugsbrædder

Gamle brædder kan ofte købes eller afhentes via Gul og gratis eller lignende steder, eller måske er du heldig at have noget tilovers fra et byggeri. Selvom træværket bærer præg af tidens tand og har mange år på bagen, er det perfekt til forskellige gør det selv-projekter i haven.

De brædder, der her bruges, stammer fra en gammel og udtjent carport med et faldefærdigt skur for enden. Det hele blev pillet fra hinanden og søm trukket ud af brædderne.

Det skal du bruge til dit haveskur

Værktøj

  • Sav (f.eks. rundsav eller geringssav).
  • Skruemaskine og skruer.
  • Skruetvinger.
  • Noget at måle og strege med.

Materialer

  • Hængsler.
  • Gamle brædder.
  • En trykimprægneret bjælke.
  • Evt. tagpap.

Afhængigt af bredden på dine brædder kan du med fordel bruge en bordsav eller en rundsav til projektet, da mange af brædderne skal skæres på langs og opdeles i mindre dimensioner, der kan bruges som lister. En geringssav er også god, da den nemt og hurtigt kan afkorte brædderne eller skære præcise vinkler, fx til gavlene. Brædderne til dette projekt er 15 cm brede.

Mål og dimensioner

Det skønne ved genbrugs-projekter er, at projektet uden tvivl bliver unikt. Formen på det lille haveskur kan stille og roligt komme af sig selv.

Måske har du en god lang rive, som du vil have plads til i haveskuret. Dermed er højden bestemt. Det er også vigtigt, at der er plads til småting som snor, metaltråd, etiketter, små planteskovle og lign., og derfor er det smart at lave hylder i den ene side.

Lav den samme vinkel på tagkonstruktionen, som dine øvrige bygninger har – det giver ensartethed.

Lav fire sider

For en lille konstruktion som denne, er det ikke nødvendigt at bygge et skelet først.

Frem for at lave et skelet af haveskuret, som du efterfølgende skal beklæde med brædder, kan du med fordel lave alle skurets fire sider som moduler, der bagefter samles.

Gør det selv-redskabskur

Læg ud med at samle de to sider. Læg tre brædder ved siden af hinanden, og saml dem med lister og skruer. For at holde brædderne ordentligt på plads skrues nogle tværgående lister fast ned langs siderne. Alle tværgående lister sættes i samme højde og bliver på den måde til hyldeholdere. Den nederste liste er bredere og ender med at blive base for haveskurets gulv.

Haveskur af genbrugstræ

Haveskuret skal være lidt bredere, end det er dybt, og derfor laves modulerne til for- og bagside af fire brædder hver. Brædderne samles med lister og skruer, der holder det hele på plads.

I den ene ende saves skråt ud til taget. Gavlene laves på samme måde som siderne, blot skæres der en vinkel ud til taget, og så skal den ene side naturligvis have plads til en dør. Udskårne lister holder sammen på brædderne til det ene sidemodul.

På forsiden skal der gøres plads til en dør, som består af tre brædder. Dobbelttjek, at forsidemodulet har plads til dør og hængsler. Døren skæres til og samles med tværlister i top og bund samt en skrå liste, som går diagonalt inderst fra den nederste liste til den øverste.

Lille haveskur

Rejs et af sidemodulerne op, og sæt det sammen med bagsidemodulet ved at fastgøre skruer i modulernes lister. Rejs det andet sidemodul op, og fastgør det på samme måde, så du nu har et åbent skilderhus uden forside og dør.

På med gulvet

Nu kan haveskurets gulv laves. Længden tilpasses, så gulvbrædderne kan lægges direkte på sidemodulernes nederste brede lister. Det er nødvendigt at skære ud der, hvor hjørnerne på haveskuret er.

Hjemmelavet skur

Gulvet skrues fast på de nederste brede lister. Hylderne saves til, så de bliver kvadratiske, og skrues fast på rammernes tværgående lister. Forsidemodulet monteres på samme måde som siderne.

Et par bjælkestykker i trykimprægneret træ skrues fast i bunden som fødder. Det giver den del af skuret, der er i kontakt med jorden en ekstra levetid.

Hylder, bund og fødder monteres, mens redskabsskuret ligger ned.

Taget på et hjemmelavet redskabsskur

Taget laves også af brædder, der skrues fast i taghældningens lister. Gør brædderne lidt længere end skuret, så der kommer et udhæng. Montér lister under udhænget på for- og bagside, så du også kan montere sternbrædder. Det får redskabsskuret til at se gedigent ud.

Nu kan tagpap lægges på taget, og døren monteres med hængsler. Så er skuret næsten færdigt.

Måske skal det males?

Tilbage er blot at beslutte, hvordan træet skal behandles.

Her er brugt en dejlig støvet grøn maling, som passer godt ind i haven. Ud over at pynte indeholder den også træbeskyttelse til udendørs brug, og kan dermed forlænge haveskurets holdbarhed.

Færdigt haveskur

Sponsoreret indhold