Det danske vejr byder, om vi vil det eller ej, ofte på meget regn, så det er oplagt at udnytte hver en dråbe i haven. Der er mange måder at gå til regnvandsopsamling på – små og store tønder, åbne og lukkede ─ tilmed store tanke, der kan graves ned. Derfor er det vigtigt at overveje, hvilket vandingsbehov din have har, så du anskaffer den rette beholder. Bliv klogere på opsamling af regnvand tli havebrug her.
Skal tanken stå gemt væk i haven, er det ikke afgørende, hvordan den ser ud. Skal den derimod stå et fremtrædende sted i haven, bør du tænke over, hvilket design der passer ind og ser hyggeligt ud din haveindretning.
Regnvandstønder fås både som stilrene plasttønder og som charmerende ombyggede vintønder.
Vælg en farve, som ikke tiltrækker for meget opmærksomhed, og som falder godt i med omgivelserne. Du kan også vælge en af de modeller, hvor vandtanken skjules af, at der foroven er en stor blomsterkrukke, som kan plantes til med skønne blomster. En tønde i genbrugsplast er tilmed ekstra god for samvittigheden.
Størrelsen afhænger af hvor meget vand, du kan bruge. De største tanke kan være svære at fylde, hvis de er koblet til et tag af beskeden størrelse, og er haven ikke en af de største, kan det være svært at få brugt vandet, hvis først tanken er fyldt. De fleste tønder på markedet kan indeholde et par hundrede liter og op efter. De større palletanke kan indeholde tusind liter vand, men kommer ofte i klar plast. En beholder i klar plast er uhensigtsmæssig, da algerne har frit spil, når solens stråler uden videre trænger ind i beholderen.
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan opsamle regnvand i. Opsamlingen kan ske i hvilken som helst beholder med en fornuftig volumen. Her er det et gammelt blikbadekar, der både opbevarer regnvandet, men også tilføjer haven et skønt vandspejl.
Regnvandstønden står naturligvis bedst i nærheden af et nedløbsrør. Det er vandet fra dine tagrender, du opsamler, og det gøres ved at montere en regnvandsudleder på nedløbsrøret. Det kaldes også et vandudtag eller en nedløbsventil - alt efter hvilken model, du anvender.
Det er en god idé med et regnvandsfilter, der monteres på samme måde som regnvandsudlederen. Det sørger for, at der ikke kommer fremmedlegemer fra taget ned i tønden.
Nogle tønder kommer uden monterede haner og nedløbsventiler, og her skal du selv bore hullerne og montere. Sådan er det også muligt at kæde flere tønder sammen.
En liter vand vejer et kilo, så 300 litervand kræver selvfølgelig et sikkert og solidt underlag. Sørg for, at tønden står, hvor den skal, og at den er drejet i den rigtige retning, før den bliver fyldt. 300 kg er ikke sådan lige at flytte rundt på.
Regnvand er meget velegnet til vanding af træer, buske og blomster, da vandet er blødt, altså fri for kalk, men vær forsigtig med at bruge det til at vande frugt og grønt i køkkenhaven, som du spiser råt. Vandet kan indeholde bakterier, både fra fuglene på taget, men også fra den tid, vandet har fået lov at stå i tønden. Særligt i sommerperioden har bakterierne frit spil i varmen.
Optager planterne udelukkende vandet fra jorden, fx tomat- og agurkeplanter, kan regnvandet godt bruges, så længe det ikke kommer i direkte kontakt med grøntsagerne. Grøntsagerne optager nemlig ikke bakterierne via jorden. Vand løs, når det gælder stiklinger - der er ingen fare for at bakterierne havner på afgrøderne om månedsvis.
Regnvandstønder er forholdsvis lette at vedligeholde. Når havesæsonen begynder, er det en god idé at tømme tanken helt og rengøre den, før den tages i brug. I vinterperioden skal den tømmes, så der ikke opstår skader på beholderen, når vandet fryser. Ønsker du at bruge vandet fra tønden hen over vinteren, kan du installere et frostsikringskabel.
På din kommunes hjemmeside kan du se, om der er bestemte regler og krav, du skal følge, hvis du vil etablere en regnvandstønde. Der kan også være regler, hvis man bor til leje – det kan være krav til typen af tønden, hvad du må bruge vandet til eller et krav om, at den skal monteres af en professionel.
TIP: I ferieperioder er der ingen hjemme til at få tømt regnvandstønden og ingen til at vande havens tørstige planter. Men det er der råd for - du kan bruge det her smarte trick, og sørge for at dine planter har adgang til regnvand selvom du er langt væk hjemmefra: