Hvis du har haft blomstrende hyacinter til at pynte over julen, så er det måske nogle præparerede løg, du selv har drevet, eller nogle som er blevet drevet til blomstring af producenten. Det betyder, at planten har blomstret langt tidligere end den ellers ville, og derfor vil den ikke blomstre igen til foråret. Løget bruger mange kræfter under drivningsprocessen, så mange vælger at kassere det udmattede løg efter afblomstring. Men der er ingen grund til at forkaste et løg, der allerede én gang har spredt glæde. Planter du det ud, vil den blomstre igen næste forår!
Når blomsterne er visnet, klipper du stænglen af - men det er vigtigt, at du lader bladene sidde. Placér planten lidt køligere, og pas den med vand og næring. Når vi kommer hen til foråret, kan du plante løget ud i haven, og det vil blomstre igen det efterfølgende forår. Blomstringen bliver typisk noget sparsom, idet der er langt færre blomster på stænglen, end da løget blev drevet i blomst. Dette minder faktisk mere om den oprindelige, naturlige blomnstring hos hyacinten. Den helt overdådige blomstring skyldes nemlig forædling.