Her i februar begynder haven så småt at vågne op til dåd igen, så det er ved at være sidste chance for at dyrke noget såkaldt ”armchair gardening”, inden aktiviteterne igen rykker udenfor. Det engelske udtryk, der direkte kan oversættes til ”lænestols-havearbejde”, dækker over den tid i lænestolen en haveentusiast bruger på at samle inspiration i havebøger, blogs og kataloger, bestille ting og sager hjem, og planlægge, hvordan det kommende år i haven skal forløbe.
En oplagt aktivitet for lænestols-gartneren er at gå sin havekalender igennem og evaluere på den sidste havesæsons sejre og nederlag. Hvis du ikke allerede har en havekalender, så er der intet tidspunkt bedre end nu til at starte en. Du kan vælge en fint indbunden notesbog, eller simpelthen åbne et dokument på computeren, alt efter temperament. Det vigtigste er, at der er plads til at skrive dine erfaringer ind, som året skrider frem.
Start med at tænke haveåret igennem. Hvad vil du plante, hvornår skal der forspires, skal der lægges løg eller rykkes rundt på planter og bede, prøves nye dyrkningsformer af? Skriv det hele ind i kalenderen ud for det rigtige tidspunkt, så du har en tidsplan for året. Som året skrider frem, og du fører din plan ud i livet (inden for rimelighedens grænser), så skriv ind i kalenderen, hvad du faktisk gjorde, og hvad erfaringerne var. Hvad fungerede godt, og hvad fungerede dårligere i praksis end i havebøgerne?
Gem kalenderen år efter år, tag den frem, når du skal planlægge og fortsæt med at skrive dine erfaringer ned. Med tiden vil kalenderen blive en uvurderlig guide til, hvordan du får det bedste ud af netop din have – og hvordan, du undgår at begå den samme fejl igen.