Terrasse og altan

Lad altanen spire og blomstre

AF: af Freja Lyngbo
4.05.2017
Foto: Lars Kaslov.
Du kan sagtens dyrke spirende grøntsager og farvestrålende blomster, selvom du bor i byen. Her får du fire råd til, hvordan du kommer i gang med de grønne forårsprojekter på altanen.

Hvis du vil dyrke dine egne grøntsager, blomster og krydderurter i byen, så er altanen og tagterrassen oplagte steder. Her er højbede og plantekasser ideelle. Jorden er mere porøs, da man ikke går på den, hvilket betyder, at den hurtigere opvarmes, og arbejdet med at luge i bedende er overskueligt og arbejdshøjden behagelig.

Læs også: Køkkenhave i krukker og kasser

1. Vælg den rigtige plantekasse eller højbed

Hvor skal der plantes? Hvordan er underlaget? Hvad vil du plante? Det er nogle af de spørgsmål, der er gode at overveje, før du vælger højbed og plantekasse. Skal der plantes på en tagterrasse eller altan, er pladsen ofte knap, og en mindre eller eventuel mobil løsning kan være at foretrække. Her er det også en god idé at vælge et materiale, der ikke smitter af ved berøring. Vælg eksempelvis et materiale som galvaniseret stål fremfor et, der ruster.

2. Vælg den rigtige jord

Vælg en let jord, som holder godt på fugten – vi anbefaler en god krukke- eller højbedejord. Hvis du vil dyrke spiseligt grønt, er det vigtigt, at jorden ikke er forurenet, hvilket jorden i byerne ofte er. Køb derfor ren og frisk jord, og beregn gerne omkring 20 procent mere jord end rumfanget af dine højbede og plantekasser – jorden synker cirka 20 procent med tiden.

3. Vælg de rigtige planter

Som i krukker er jorden i højbede og plantekasser udsat for hurtige temperatursvingninger og øget fordampning. Det sikre valg er derfor varmeelskende planter, der tåler let udtørring om sommeren og kulde om vinteren. Et klassisk højbed kan bruges til stort set alt og egner sig godt til blomster, små buske og træer, samt til køkkenhaver med krydderurter, grøntsager og rodfrugter.

4. Vand regelmæssigt

Sørg for at vande dine højbede og plantekasser med jævne mellemrum. Vand hellere lidt og ofte fremfor meget og sjældent.

Bag en sommersød kage: Rabarbertærte med vaniljecreme

Sponsoreret indhold