Højtider & mærkedage

Sådan laver du fine kræmmerhuse

AF: af Sidsel Zachariassen og Thea Lind Thomsen
18.11.2021
Foto: Frederikke Heiberg.
Kræmmerhuse er et hit at pynte op med til jul, og så er de nemme selv at lave. Vi viser dig her fire fine kræmmerhuse, du selv kan kaste dig ud i.

Kræmmerhuse pryder oftest juletræet, hvor de hænger fyldt op til randen med sød julekonfekt og sprøde småkager. Men de kan også pynte smukt mange andre steder i hjemmet op til jul. Find inspiration til fine idéer nederst i artiklen.

Juleklip: Sådan laver du et kræmmerhus

Kræmmerhuset er måske det letteste stykke juleklip selv at lave. Du kan lave dine egne skabeloner ved at tegne en kvart cirkel på et stykke karton.

Du kan nøjes med at klippe en kvart cirkel ud, og lime det sammen i siden, men det bliver langt pænere, hvis du tegner en lille flap ind i den ene side på din skabelon, så kræmmerhuset få en fin kant, når det samles.

Sådan:

Eksempel på hjemmelavet kræmmerhusskabelon

Vælg dit kræmmerhus

Herunder finder du links til en hel stribe af vores kræmmerhuse, hvor du også finder vejledninger og skabeloner. Længere nede kan du se eksempler på pynt med kræmmerhuse.

Idéer til pynt med kræmmerhuse

Du kan fx lave kræmmerhuse i en kæmpe version, hvor der både er plads til store grangrene og pakker, og hænge dem op i entréen eller på trappegelænderet. Eller brug dem i små stilleben på borde og reoler, hvor de kan gøre det ud for et hyggeligt julelandskab. Sæt dem sammen med julens blomster, fx hyacinter eller juleroser i små vaser.

Du kan også dække et fint julebord med kræmmerhuse. Læg dem på hver tallerken eller tilfældigt rundtomkring på bordet, så dine gæster kan tage dem med hjem bagefter og mindes den hyggelige aften. Sæt en lille label med navn på, og brug kræmmerhusene som bordkort.

Dæk et fint julebord, hvor du lægger et kræmmerhus på hver tallerken. Du kan evt. skrive navnet på din gæst direkte på kræmmerhuset, så bordopdækningen bliver endnu mere personlig.Sådan gør du:Tegn en kræmmerhusskabelon af på et stykke fint karton. Har du ikke en skabelon liggende, kan du lave en ved at tegne en kvart cirkel af på et stykke tykt karton i den størrelse, du ønsker. Husk at lave en ekstra flap på den ene side, som du kan lime kræmmerhuset sammen med. Lav en hank af et aflangt stykke karton, og lim det hele sammen.
Lav kæmpekræmmerhuse, og brug dem som julesok eller blot til pynt på fx trappegelænderet.Sådan gør du:Kræmmerhuset er lavet i to forskellige slags papir. Lav først et kræmmerhus i den ene slags papir, og lav derefter et andet i den anden slags papir. Klip den øverste del af, og sæt det første kræmmerhus ned i den spids, der er tilbage. Sørg evt. for lidt ekstra papir, så du kan bøje kanterne ned, så de bliver pæne. Lim dem sammen. Til sidst sætter du hanken på.
Lav nogle stilrene og enkle kræmmerhuse af papir med struktur, og fyld dem med masser af julegodter, fx karameller og chokolader. Læg kræmmerhusene på et fad, og stil det frem til dine gæster. Det er en alternativ måde at lave et slikfad på, men det vil med garanti hitte blandt dine gæster.
Har du tapetrester, som du ikke ved, hvad du skal bruge til, kan du bruge dem til at lave kræmmerhuse af. Vi har stillet dem sammen med hyacinter i glasbeholdere og små lysestager med kronelys.

Sponsoreret indhold