
Selvom vinteren ikke er den mest blomstrende tid på året, er der stadig mange smukke blomster og grene, der er i sæson og perfekte til buketter. Her er nogle af dem:
Disse blomster og grene kan kombineres til smukke, vinterlige buketter, der holder længe og skaber hygge i hjemmet. Herunder har vi samlet seks bud på fine buketter, der kan laves om vinteren.
Tag en saks i lommen, og gå en tur i haven eller skoven. Så kan du klippe grene til at tage med hjem og drive frem til buketter. Du kan bruge de fleste grene, men nogle åbner de små knopper hurtigere end andre.
Giv grenene et skråt snit – hvis det er tykke grene, kan du banke dem med en hammer nederst, så kan de nemmere suge vand. Sæt grenene i en spand lunkent vand, og stil dem i et køligt rum. Lad dem stå i en uge, eller indtil knopperne begynder at åbne sig. Skift vandet løbende. Husk at have god tålmodighed. Der kan gå op til flere uger, før du ser knopper på grenene. Jo tidligere på året, du driver grene, jo længere tid tager det.
1. Varme tulipaner
Blomster i varme farver spiller op mod de blålige eukalyptus i buketten. En lang magnoliagren er i centrum, men du kan også bruge andre skulpturelle grene, selv uden knopper. Sæt grenen i den ene side af vasen. Fyld cirka syv eukalyptusgrene, et bundt orange tulipaner og tre stilke orange liljer i vasen. Stik blomsterpinde/splitbambus i to hyacintløg, så de får en ”stilk”. Sæt dem i vasen til sidst.
2. Håbet er lysegrønt
Spiræagrene sørger for det yndigste lysegrønne skær i buketten. Sæt grenene i den ene halvdel af vasen, så de stikker godt op i luften over resten af dine materialer. Sæt også et bundt farve-visse med små sart rosa blomster i vasen og tre protea i knop som blikfang. Tip: Sprøjt lidt vand på vintergrene med en forstøver, hvis det ser ud, som om de er ved at tørre ud. Eller stil dem udenfor et minut i regnvejr. Det er naturens egen forstøver.
3. Hvidt til sanserne
Pilegrene med bløde gæslinger og duftende hvide hyacinter – buketten her byder både på skønhed for øjnene, følesansen og lugtesansen. Vi bandt den af pilegrene, fem hvide hyacinter, fem fuglemælk, hjertegræs, almindelig pengeurt, et bundt hvide tulipaner og spidsbladet eukalyptus. Tag en tulipan, en stilk eukalyptus og en fuglemælk i hånden. Læg flere af materialerne på efterhånden, imens du drejer buketten. Bind snor omkring stilkene.
4. En lyserød drøm
Kejserbusk blomstrer om vinteren. Her giver grenene med de lyserøde blomsterknopper buketten højde og et luftigt udtryk sammen med pilegrene med lyserøde gæslinger (fra blomsterhandleren). Du skal også bruge et par røde franske anemoner, pink tulipaner, lyserøde tulipaner, en sart lyserød hyacint og spidsbladet eukalyptus. Tag en rød fransk anemone i hånden sammen med en kejserbuskgren og en pilegren. Bind de andre materialer med, imens du drejer buketten. Bind snor om stilkene.
5. De første forsytia
Nogle af de tidligste grene, du kan drive frem, er forsytia. Den eventyrlige gule buket er bundet af forsytiagrene, lidt gule ranunkler og gul trommestik, Craspedia. Desuden et par gule tulipaner, almindelig pengeurt, farve-visse og gyldenris. Sæt forsytiagrenene i vasen. Klip resten af materialerne i forskellige længder, så kan du bygge buketten op med blomster i flere niveauer omkring grenene.
6. Højt på en gren
… en lille blomsterknop sad. Den dekorative gren er fra en kvalkved. Sæt først grenen i vasen og derefter et bundt lilla farve-visse. Fordel tre blå iris i den ene side af vasen, fem pink tulipaner i den anden og en blå fransk anemone cirka i midten. Buketten er flad på bagsiden, fordi den står op ad en væg, så du skal kun tænke på at bygge forsiden flot og op. TIP Skift vandet i vasen hver tredje dag og vask vasen. Så vil buketten holde længst muligt.