Du behøver ikke at slå ordet zen op, før du besøger Nanett Taarup Nielsson, indehaver af virksomheden ZenOut Home. For zen - som i nærvær og umiddelbar opmærksomhed - er der masser af.
ZenOut Home har agenturet på flere internationale mærker, og i 2012 åbnede Nanett Taarup Nielsson en møbel- og interiørbutik med samme navn. Hun bor i Gentofte sammen med mand og to døtre i 350 m² villa fra 1903, indrettet i international herskabelig stil.
"Mit hjem er mit slot og min hule," siger Nanett Taarup Nielsson, der er agent for internationale mærker som blandt andre Designers Guild, Ralph Lauren, Christian Lacroix og Jonathan Adler.
"Her er det sted, hvor hele familien kan være, både sammen og hver for sig," siger hun, der bor i den 350 m² store villa fra 1903 med sin mand og to døtre.
Mangler du interiør til boligen - se de mange spændende produkter i ISABELLAS-shoppen.
Boligindretning med Zen
Villaen, der er i tre længer, er gemt godt ad vejen for enden af en tætbevokset vej. Den er pudset op i en blå og koksgrå farve, og hver længe har sin egen indgang.
Den midterste længe huser en stue, soveværelse på første sal og altaner til begge sider. I den venstre længe er der et køkken-alrum i stueetagen og et badeværelse med dobbeltdøre og fransk altan på første sal. I den sidste længe var der indtil for nylig Nanett Taarup Nielssons showroom og kontor. Det er i dag flyttet til de større lokaler på Strandvejen i Hellerup, som også huser møbel- og interiørbutikken ZenOut Home.
Gardiner, stoffer og tapeter
"Der findes ikke ét rigtigt look," siger Nanett Taarup Nielsson, der er selvlært indretningsarkitekt.
"Vi ønsker jo ikke at leve i et stillbillede, der er som taget ud af et boligkatalog," siger hun, som bruger tekstiler, tæpper og tapeter som vigtige redskaber til at sætte det helt rigtige personlige præg på et hjem.
"Min egen spisestues Newport-stole fra Designers Guild har allerede haft adskillige betræk," siger hun, der selv ombetrækker.
Jeg blander også moderne design, antikviteter og småting med affektionsværdi, fordi det alt sammen er med til at få en historie frem, siger hun, der går tæt på og spørger ind til hverdagsliv, fritidsinteresser, drømme og ikke mindst personerne, der skal bo i hjemmet, når hun indretter.
"Indretning er ikke bare at flytte rundt på møbler. Det er en proces fra bolig til nogens hjem," siger hun.
Boligindretning - se den stilfuldt indrettede og charmerende bolig her i galleriet