DIY-projekter

Økologiske pyntepuder

AF: Line Hvid
2.10.2014
Køb dine pyntepuder i økologisk bomuld. Vi giver dig her et galleri med mange forskellige slags.

Der er bare noget god karma ved økologi. Og hvis du køber meget økologisk mad, hvorfor så ikke gå skridtet videre og forskøn din sofa med økologiske pyntepuder. Der er efterhånden mange designfirmaer, der har interiør i en økologisk variant. Så kan du shoppe med god samvittighed.

Fotoprint på økologiske pyntepuder

Mange af de firmaer, der har puder af økologisk bomuld, sørger også for, at produktionen har et godgørende formål. Fotografen Pernille Westh har fået printet sine designs på pyntepuder. Hendes engelske leverandør køber det økologiske stof af en indisk familie, der afsætter hele deres produktion til ham. Derved ved familien, at de kan få solgt alt det, de producerer. Stoffet er håndlavet. Puderne bliver trykt på et lille tekstiltrykkeri i England og syet på en lille systue herhjemme i Danmark.

Se også: Design dit eget mønster på dine pyntepuder

Pyntepuder i unika-design

En lignende idé ligger bag designfirmaet musahar. Det er håndsyede puder, designet i Danmark og produceret i Musahar i Nepal af kvinder, der før måtte arbejde nærmest i døgndrift på omkringliggende gårde. Nu har de et job, hvor de syr puder og kan tjene deres egne penge uden at skulle arbejde sig halvt ihjel. Puderne er unikke, da de er farvet med plantefarve. Det er det helt specielle ved disse pyntepuder, at ikke to er ens.

Se også: 15 lækre plaider du kan sætte sammen med dine pyntepuder

Når du skal købe pyntepuder, så tænk lidt over, hvordan de er produceret. Det er muligt at få pyntepuder i et bæredygtigt design af økologiske materialer. Pyntepuder kan bruges både i sofaen, i en lænestol og på sengen i soveværelset. Det giver bare det sidste touch og skaber god hygge i hjemmet. Miks dine pyntepuder i forskellige stærrelser og designs, men sørg for at tonerne i dine pyntepuder er i samme nuance. Miks ensfarvede pyntepuder med pyntepuder med mønster og motiv på.

Sponsoreret indhold