DIY-projekter

Lav selv smukke rammer

AF: af Eva-Marie Wilken
9.04.2009
Foto: Martin Sølyst
Skab din egen kunst med flotte og kreative rammer med og uden indhold.

Sæt en ramme omkring et billede eller en genstand og se, hvordan det understreger indholdet og tilfører det en særlig værdi og betydning. Her har vi forvandlet gamle rammer til fantastiske og meget personlige kunstværker ved for eksempel at indramme gamle bogomslag, etiketter, postkort, stoffer eller tapeter.


PRÆGET SØLVRAMME TIL RECEPTKUVERTER

Det skal du bruge:
• Sølvkarton med mønsterprægning, varenr. 22449 (Creativ Company)
• Sjalsmønstret karton (Panduro Hobby)
• Gamle receptkuverter
• Hobbylim

Sådan laver du sølvrammen
Klip sølvkartonen ud i strimler i cirkamål, der passer til hver rammeside. Klip hellere for store strimler end for små. Læg strimlerne rundt om rammens kanter uden at lime. Marker med neglene, hvor papirerne skal støde sammen i hjørnerne, og klip til, så linjerne bliver nøjagtige. Lim på med almindelig hobbylim. I rammen har vi lagt et smukt sjalsmønstret papir og limet et par dekorative receptkuverter på, der matcher baggrunden.


PYNT RAMMEN MED FLÆSEKANT

Det skal du bruge:
• Crepepapir i rulle (Creativ Company)
• Hobbylim
• Pyntebånd (Engleblomst)
• Turkisprikket papir (Panduro Hobby)
• Cigarmavebælter
• Prikket ophængsbånd (House Doctor)

Sådan laver du flæsekanten
Klip et stykke crepepapir af i rammens bredde, der er halvanden gang længere end rammens omkreds. Kom lim på hele crepepapiret. Placer papiret på rammen, imens du skubber det sammen, så det rynker. Når det er tørt, limer du et fint bånd på som afslutning. Her har vi lavet et billede med turkisprikket papirbaggrund, pyntet med diverse cigarmavebælter. Til slut har vi bundet et langt prikket bånd som ophæng og ladet det hænge et godt stykke ned under den næste ramme som pynt.


SÅDAN LÆGGER DU BLADMETAL PÅ EN RAMME

Det skal du bruge:
• Metalblade (Panduro Hobby)
• Lim til metalblade (Panduro Hobby)
• 2 pensler
• Eventuelt mat, vandbaseret lak

Sådan gør du
Kom et jævnt og tyndt lag lim på rammen med en pensel. Det er vigtigt, at limen tørrer mindst 15 min., før du begynder at lægge metal på. Limen er klar, når den føles som et stykke tape. Læg nu forsigtigt metallet på, og børst det overskydende af. Du kan sagtens lade metalbladene overlappe hinanden, da de kun hæfter nøjagtig der, hvor limen sidder. Børst overflødigt metal væk. For holdbarhedens skyld kan du lakere dit bladmetal med en mat, vandbaseret lak, men det tager lidt af glansen. Vi har ikke lakeret vores, da vi foretrækker overfladen uden lakering.

Sponsoreret indhold