Selvom du ikke har et gammelt, stråtækt hus på landet, kan du sagtens lave dit eget countryliv midt i storbyen. Kom med på inspirationstur blandt genbrugsmøbler og skønne loppefund på 3. sal i et 1960’er-byggeri på Frederiksberg.
Anette og hendes mand, Erik Kjærgaard, bor i et mainstream 1960’er-byggeri i storbyen, alligevel føles det som at besøge en gård på landet, når man træder ind i lejligheden på 3. sal. Mange af møblerne og tingene i hjemmet har Anette fundet på nettet eller på loppemarkeder og antikmesser, og det bedste er, når der følger en historie med fra de tidligere ejere.
Dekoratør til fingerspidserne
Anette er uddannet vinduesdekoratør og har arbejdet i mange år inden for faget. Derfor falder det hende naturligt at lave skønne opstillinger og tableauer, og idéerne står i kø for at komme ud og blive realiseret. Når hun har gjort et nyt fund, ved hun som regel, hvor det skal stå, allerede før hun er nået hjem med det. Flere af de tunge kister og kasser har Erik sat hjul under, så de er nemme at flytte rundt med. – Jeg er hele tiden i gang med nye projekter, og kan slet ikke lade være med at flytte rundt og lave om hele tiden, siger Anette
Fra 60'er-køkken til IKEA-drøm
De rå vægge, der har en fantastisk farve, har fået lov til at stå ubehandlede i det meste af lejligheden efter Erik dampede tapetet af dem ved indflytningen. Og så har køkkenet også fået en overhaling, så det passer til den øvrige stil. Det oprindelige 1960’erkøkken var for lille og smalt og meget mørkt med kun et enkelt vindue, fortæller Anette, der derfor besluttede at inddrage et af værelserne, så køkkenet kunne udbygges med et halvt værelse og et ekstra vindue.
Måltider under åben himmel
Der hører også en rimelig stor altan til lejligheden, som Anette har indrettet med hvide havemøbler og en skøn slagbænk. Her laves de fleste af måltiderne på grillen om sommeren og nydes udendørs under halvtaget, hvor man kan sidde lunt til langt ud på aftenen. Anette og Erik har dækket den gule murstensvæg med murersveller og hængt sjove, gamle kander og pynt op på væggen. En fin måde at camouflere en kedelig mur på, der kan bruges, uanset om man bor i en lejlighed i byen eller i et hus på landet.
Anettes indretningstips
Hold gerne én gennemgående farveskala i rummet for at skabe et harmonisk udtryk.
Er dine vægge farvede eller tapetserede, så hold gulve og lofter i neutrale nuancer, fx lysegrå, cremefarvet eller hvid.
Miks zink og stål med bløde tekstiler. Det bløder op og lader rummene ånde.
Skab luft og lys med spejle, glas og blanke overflader.
SE DE SMUKKE BILLEDER FRA COUNTRY-LEJLIGHEDEN I GALLERIET HERUNDER!