Boligreportage

Stråtækt idyl med antikviteter og historie

AF: Tekst og
17.05.2016
foto: Jytte Boch Andersen
Kom med inden for i stråtækt idyl i dette husmandssted i Nordsjælland. Her myldrer det med rustikke antikviteter og gamle bondegårdsting, der alle har en historie.
Allerede som barn blev Ellen Hansen smittet af glæden ved at finde gamle ting med en historie. Hun er vokset op i en lille landsby i Holland, hvor hendes mor fandt mange antikviteter, som hun satte sammen på nye måder. Ellen havde altid ønsket at bo på en gård tæt ved vandet, med stråtag og synlige bjælker. Så da hun og manden Henrik for 22 år siden fandt det gamle, trelængede husmandssted ’Smedens have’ i Nordsjælland, faldt hun fuldstændig for stedet, selv om der var huller i taget, og haven lignede en losseplads. - Jeg er meget påvirkelig overfor stemninger, og fra det øjeblik jeg gik ind ad køkkendøren, følte jeg mig fuldstændig hjemme, fortæller Ellen Hansen. Læs også: Loppefund og moderne detaljer på Ærø

Fælles fund til huset

Når parret er på tur efter antikviteter, falder de ofte for de samme ting, og deres interesser supplerer fint hinanden. Henrik har et godt øje for gammelt værktøj og håndværk, mens Ellen har en forkærlighed for gamle brugsting, der har en historie. - Jeg er meget fascineret af de ting, der er slidte af at blive brugt, og som har været gennem hænderne mange gange, fortæller hun De fleste af Ellen og Henriks antikviteter i huset er samlet over mange år, men de bliver hele tiden flyttet rundt og suppleret med nye fund. Nogle af deres bedste køb er gjort på Bornholm, og de har forelsket sig så meget i øen, at den er blevet deres faste retrætested. Her kender de efterhånden en del af øens forhandlere og antikvitetshandlere. De falder som regel over noget, de absolut må have med hjem, og slidmærker er ingen hindring. - Jeg synes ofte, at et stykke porcelæn eller gammelt legetøj er mere interessant, når det er blevet fint repareret eller klinket, siger Ellen, »og man kan næsten fornemme, hvor megen kærlighed en gammel bedstefar har lagt i at få sit barnebarns slidte legetøj til at fungere igen.« Læs også: Kunstnerhjem med autentisk vintage-charme

Tingene skal bruges

Selv om parrets hjem er fyldt med antikviteter og gamle brugsting, bliver tingene flittigt benyttet i det daglige. Især i køkkenet, hvor der altid er gang i Madam Blå og det gamle porcelæn. - Vores hjem må aldrig blive et museum, og vi kan godt lide at blande lidt nyt eller overraskende ind imellem, pointerer Ellen. - Tingene skal bruges, men der er selvfølgelig arveting, jeg er meget øm over, som fx min tipoldemors smukke, gamle tallerkener. Dem bruger vi til fødselsdag og jul, og så bliver de vasket af med stor andægtighed og sat på bordet sammen med arvede krystalglas. Det giver altid en helt speciel stemning både for børn og voksne, når der serveres med det fine stel.

Du kan selv besøge Smedens have - læs mere her!

SE DE SKØNNE BILLEDER FRA 'SMEDENS HAVE' I GALLERIET HERUNDER!

Nostalgi i Smedens have

Sponsoreret indhold