Havetips

Juni i haven

AF: af Nanna Louise Teckemeier & Anita Lauridsen
31.05.2016
Foto: Kira Brandt.
I juni er der meget at gøre i haven. Du kan bl.a. pudse roserne af og få en ekstra blomstring eller plante to-årige planter og sikre næste års blomsterflor. Få de bedste havetips til juni her!

I juni er der meget at gøre i haven, der kan både høstes og sås, og flere større planter trænger til pleje. Men husk også at standse op og nyde blomsterduften. Det er nemlig i juni, at mange af de blomstrende planter er på deres højdepunkt. Her har vi samlet en række grønne gøremål, du med fordel kan klare i haven i juni.

Tilbage: Havekalender: Gøremål i haven - uge for uge.

Juni: Gøremål i haven

Inspiration til sommergøremål:

  1. Hyp kartoflerne, og tynd ud i køkkenhaven - og nyd høsten!
  2. Så stedmoderblomster i potter og kasser, så er der også farve på sensommeren.
  3. Klip purløg ned, studs riddersporerne, og ryk vildskud af roserne.
  4. Saml sammen til sankthans, og husk at flytte bunken, før den brændes.
  5. Tag på visit på den lokale rideskole!

Besøg din lokale rideskole

I juni er der fokus på roserne. Tag på rideskole og hør, om ikke du må få noget hestemøg. Du må med garanti få, alt hvad du kan bære. Roser gødes i juni og juli, og de nyder i særdeleshed hestepærer. Gødningen lægges oven på jorden i et lag på cirka 5 cm.

Puds roserne af

Hvis du har roser i haven af den gammeldags slags, der kun blomstrer én gang, kan du ofte lokke dem til en ekstra blomstring igennem det, som englænderne kalder for ”deadheading”. Det betyder ganske enkelt, at man nipper de afblomstrede roser af med det samme, så der ikke kommer hyben på planten. Når planten sætter frø, frigøres signalstoffer, som forhindrer den i at sætte flere blomster. Men hvis du forhindrer den i at sætte frø, vil den i nogle tilfælde sætte gang i endnu en blomstring eller simpelthen blive ved.

Du kan klippe blomsterstilkene af med en rosensaks, eller simpelthen nive fat om blomsten med fingrene (hvis rosens torne tillader det) og rive den af med et lille drej med håndleddet. Også mange andre blomsterplanter, som lupin, ærteblomst, fucsia og salvie, leverer flere blomster, hvis du ”deadheader”. Læs mere om roser her.

Det er også nu du skal være efter vildskud. Ryk vildskud af på roser ved roden. Det er vigtigt at du rykker dem af. Hvis du klipper dem, skyder de bare villigt igen.

Pas dit drivhus

Drivhuset går ind i sin højsæson med masser af frugter og planter, der gror lystigt. Tag en daglig runde, hvor du både tjekker vand, varme og fugtighed, og om planterne har det godt. Jorden må gerne være tør i overfladen, uden at det er nødvendigt at vande. Vand hellere grundigt én gang om ugen helt nede ved jorden end sjatvanding hver dag.

Der kan lynhurtigt blive meget varmt og fugtigt inde i det lille glashus, og det bryder planterne sig slet ikke om, så det er vigtigt at lufte ud gennem både dør og vinduer på solskinsdage. Temperaturen skal helst ikke overstige 27-28° – bliver det varmere, kan det have en negativ indflydelse på planterne.

Plant to-årige

Tænk på næste års blomsterflor allerede nu og plant to-årige planter som fingerbøl, akeleje, kongelys, kæmpe natlys og studenternelliker nu. Så kan de nå at sætte grønne blade, inden efteråret kommer, hvor de vil visne ned – og derefter være klar til blomstring næste sommer.

Så dem i lave kasser eller potter, og plant dem ud på deres blivende sted, når de er store nok til at klare sig. Eller sæt dem i rækker i køkkenhaven og flyt dem til deres bestemmelsessted næste forår. Læs også om, hvordan du dyrker lupiner i haven.

Høst og så igen

Mange af de afgrøder, som skal sås tidligt, kan med stor fordel sås igen i juni. Herved kan du høste igen sidst på sommeren eller om efteråret. Prøv fx at så et hold mere af både ærter og gulerødder, og sæt flere kartofler, hvis du har plads. Ærterne kan bruges som både ærtespirer, spiselige blomster og hele eller bælgede, alt efter om det er sukkerærter eller almindelige ærter. Nye kartofler, små sprøde gulerødder og friskhøstede ærter om efteråret er en skøn måde at afslutte havesæsonen på.

Asiatiske fornemmelser i køkkenhaven

Prøv at føje asiatiske bladgrøntsager som pak choi, mizuna eller tatsoi til din køkkenhave. Den kødfulde og sprøde pak choi er god til wokretter, tatsois sprøde, runde blade kan bruges på samme måde som spinat, mens mizuna nærmest er en asiatisk pendant til rucola. Den har en skarp, frisk smag og vokser hurtigt, så du kan nå at høste flere gange fra samme plante.

Juni er et perfekt tidspunkt at så disse varmeelskende asiater. Hvis man gør det tidligere på året, kan man nemlig risikere, at planterne går i blomst, hvilket går ud over bladenes spændstighed og smag.

Mere grøn inspiration: Dyrk lækre babyleaves

Tynd ud i frugterne

Har du æbletræer, er tiden nu inde til at tynde ud i frugterne, så de kan udvikle sig optimalt. Afstanden mellem de blivende æbler afhænger meget af træets størrelse og dets vækst. Små nye æbletræer skal bruge energien på at etablere sig og vokse sig sunde og kraftige, så her bør alle æblerne faktisk fjernes, men lad bare et par stykker sidde, så du kan få nogle smagsprøver.

Flyt sankthans-bålet

Hvis jeres boligkvarter har samlet kvas til Sankt Hans-bålet igennem længere tid, så sørg endelig for at flytte bunken, inden I sætter ild til det. Smådyr som pindsvin og fugle flytter gerne ind i kvasbunkerne, hvor de bygger huler og reder - og de og deres unger kan blive brændt levende, hvis der uden varsel bliver sat en tændstik til deres hjem. Ved at flytte kvasbunken på båldagen, giver man dyrene en chance for at undslippe flammerne.

Sponsoreret indhold