Buketter & kranse

Historiske roser til haven

AF: af Birgitte Hasholt (redigeret af redaktionen)
2.04.2013
Foto: Kim Ahm
Roser har fascineret mennesker i århundreder. Deres skønhed og duft er omtalt og fortolket i digte og malerier, og rosen er stadig en foretrukken haveplante for folk med hang til det romantiske.

Folk, der elsker blomster, elsker også roser, kunne ikke drømme om at lægge deres ferierejse under fremmede himmelstrøg i juli, der er rosernes højsæson. Især ikke hvis de har historiske roser i haven, for de fleste blomstrer kun én gang om året, oftest i juli. Ferien holdes derfor hjemme, så man ikke går glip af den overdådige blomstring

Roser er en sanselig oplevelse
Historiske roser er roser, der stammer fra før 1867, eller som slægtsmæssigt knytter sig til den gamle gruppe af roser. De historiske roser udmærker sig ved at være kraftigt voksende buskroser med en overvældende blomstring. Den eneste ulempe ved de historiske roser er, at mange af dem kun blomstrer én gang i løbet af sommeren. Højdepunktet er midt i juli. Brug roserne i bedene sammen med andre haveplanter som stauder, eller plant dem for sig selv. Lad de høje roser vælte ud over hegn og stakitter, og lad dem slynge sig op ad stativer og buer. Vil du fylde din have med blomster, sanselighed og rosenduft, så er de historiske roser oplagte at plante i din have.


Rosa Mundi
De særprægede, bolsjestribede blomster er en udfordring for øjet, men på besnærende vis vinder rosen alligevel beskuerens hjerte. Rosa Mundi er en stribet variant af apotekerrosen Rosa gallica officinalis. Plant Rosa Mundi et sted, hvor den får masser af sol. Rosen blomstrer i juni og juli.


Duchesse de Montebello
Duchesse de Montebello er en fransk rose fra før 1829. Her er den brugt som en smuk, velduftende hæk, der drysser poetisk omkring sig med sartrosa kronblade. Rosen blomstrer i juni-juli.


Blush Noisette
Blush Noisette er en smuk historisk rose. De hvide-sartrosa blomster er ret små og pryder rosen til langt ud på efteråret. I kolde vintre kan rosen fryse noget tilbage, men den kommer stærkt igen. 'Blush Noisette' kan bruges som slyngrose. Den hører til de historiske roser, som genblomstrer.

Rose de Rescht
Rose de Rescht er en hårdfør damascena bifera-rose, som ikke nøjes med at blomstre to gange - den bliver ved til langt ud på efteråret. I Orienten er 'Rose de Rescht' blevet brugt til fremstilling af rosenolie. Brug den til gelé og i roseneddike, eller prøv en velduftende rosengranité. Rosen blomstrer fra juli.


Ghislaine de Féligonde
Den abrikosfarvede rose står midt i staudebedet. Selvom man skal sørge for, at naboplanterne ikke kommer for tæt på, har 'Ghislaine de Feligonde' livskraft nok til at klare konkurrencen. Rosen er remonterende og begynder blomstringen omkring slutningen af juni.

Rosensaft mod tandpine

Rosen nævnes for første gang i dansk litteratur i middelalderen. Den kongelige læge og kannik ved Roskilde Domkirke Henrik Harpestræng fortæller i sin urtebog Liber herbarum fra omkring 1300, at det lindrer tandpine, hvis tænderne skylles med rosensaft fra apotekerrosen Rosa gallica officinalis. Plant rosen mellem krydderurter og lægeplanter, f.eks. blandt salvie og lavendler.

Sponsoreret indhold