Haveindretning

Sådan ser vores haveplan ud

AF: Tekst og
20.08.2014
foto: Kenn Römer-Bruhn
Vi har brugt en god del af vores tid på det nye sted med at istandsætte huset, så det er dejligt endelig at have tid til at fokusere på haven. Læs om vores haveplan for den nye have her.
Når der blot har været en halv times pause fra renoveringen af huset, har vi set vores snit til at smutte i haven. På den måde er det lykkes os at få noget af havens vildnis under kontrol. Det faldefærdige drivhus er blevet sat på plads igen, og vi kan snart høste de første tomater. Desuden har vi brugt meget af tiden i køkkenhaven og på at trimme mange af de store træer. Læs også: Formering af klematis

Vores haveplan

Vores have er på 3.100 m², så det er nødvendigt med en udførlig haveplan. Du kan evt. tegne din haveplan op for at gøre det hele mere overskueligt. Mens byggeriet og renoveringen har stået på, er der opstået en masse tanker og idéer til haven. Så vi er så småt ved at danne os et indtryk af, hvordan haven kommer til at se ud. Med en så stor have er det vigtigt at indrette den i forskellige afdelinger eller haverum. De haverum, vi forestiller os, der skal være i vores have, ser du nedenfor.
  • En skyggehave
  • En blomsterhave
  • En grøft med vandforsinkelsesbed/faskine
  • En frugthave til bær, vin, æbler mv.
  • En køkkenhave
  • Et drivhus
  • En stor græsplæne
  • En bålplads, hvor min store smedejernsgrill fra sommerhuset skal stå
Skyggehaven eksisterer allerede i dag i det sydvestlige hjørne og består af et stort og velvoksent fyrretræ samt fire gamle æbletræer. Æbletræerne er vel omkring 30-40 år gamle, og de er alle lettere angrebet af æblekræft, men de får lov til at stå, for de er så fine. Til vinter beskærer vi æbletræerne, så kronerne kortes af, og frugterne dermed nemmere kan nås. Det er alle sammen sommeræbler, og de smager dejligt. En skyggehave er skøn at have, når det er varmt. Blomsterhaven skal etableres fra scratch og skal ligge foran huset mod vest. Her skal den svinge ind mod indkørslen, der på den modsatte side består af skyggehaven. I blomsterhavens nordlige del er der også plantet æbletræer, som får lov til at blive stående. Æbletræerne er plantet på en lille skråning, der går ned bagom huset på den nordlige side. Mellem huset og blomsterhaven skal der laves en terrasse. Herfra bliver der frit udsyn over blomsterhaven, foldene og søen på den anden side af haven. Vi vil grave og bygge en grøft op med naturlige danske grøftekantsblomster. Vandet skal komme fra taget og opsamles i mindre bassiner, der langsomt siver ud. Grøften skal gå på skråningen fra blomsterhavens nordlige kant, bagom huset og ned mod en lille sø, vi har på grunden i det nordøstlige hjørne. Desuden vil vi anlægge en frugthave, som skal have solbær-, jostabær-, stikkelsbær-, jordbær-, hindbær- og stikkelsbærkiwibuske samt vinplanter, nødder og et espalier af æbler og pærer. Frugthaven skal ligge mod nord i havens østlige del og skal grænse op mod køkkenhaven og det nye drivhus. Vi har sådan set allerede lavet en køkkenhave, men jeg har planer om at lave den i terrasser eller højbede. Det har været et stort arbejde at fjerne skvalderkål og andet ukrudt, men den løse sandjord har gjort det muligt uden alt for mange anstrengelser. Køkkenhaven skal bl.a. give os kartofler, jordskokker, asparges, løg, kål, gulerødder, porrer og ærter. Læs også: Strik dine egne karklude med hæklekant Der var allerede et drivhus på grunden, så det har vi gjort i stand. Det står mellem det sted, vi vil have en stor græsplæne, og køkkenhaven. Men det får kun en kort sæson, for på samme sted skal et hjemmebygget victoriansk drivhus nemlig bygges til næste år. Jeg fik mit gamle drivhus med mig fra den gamle blomsterhave, men det kommer imidlertid ikke op igen. Der er opstået nye planer pga. erfaringen med det gamle drivhus, så det nye drivhus skal være noget helt særligt. På fundamentet vil vi mure op i samme blødstrøgne mursten, som huset er opført i. I haven findes der i dag allerede en græsplæne på samme sted, som vi ønsker den. Den er dog fyldt med forskellige runde bede, der absolut skal væk. Og så er græsplænen fyldt med mos, da den har fået alt for lidt lys pga. skoven mod syd. Derfor vil vi fælde nogle af træerne for at skabe lyslommer. Vi skal også have en bålplads, for vi er udemennesker og nyder livet under den åbne himmel. Fjernsynet er afløst af hygge i haven, og her er et lille bål både hyggeligt og nyttigt. Min dygtige fætter har smedet en stor grill til os til sommerhuset i Småland, men sommerhuset har vi tænkt os at sælge, så nu er grillen flyttet til Hjortespring. Jeg forestiller mig, at bålpladsen skal være et sted mellem græsplænen og køkkenhaven, men jeg er endnu ikke helt sikker på placeringen. En lille sø bagest i havens nordøstlige del er groet helt til. Den skal åbnes op, så vandspejlet igen kan pryde og give et alsidigt dyre- og planteliv. Nu må vi se, hvornår der bliver tid til det.

Se billeder fra vores have i galleriet nedenfor.

Sådan ser vores haveplan ud

Sponsoreret indhold