Kender du det? Du er til havefest, har fået et glas hvidvin stukket i hånden og er lige gået ombord i en skål friske jordbær. Pludselig taber du et saftigt bær, og et lyst stykke tøj er med ét forvandlet til en plettet pjalt, som for evigt må leve en skjoldet tilværelse bagest i skabet.
Sådan behøver det dog heldigvis ikke at gå. Hvis du handler hurtigt, kan de fleste pletter fra frugter og bær fjernes helt fra tøjet. Her er, hvad du skal gøre:
Det værste, du kan gøre, er at lade pletten sidde på tøjet i dagevis. Det gælder om at forsøge at fjerne den med det samme.
Smør hurtigt en klat klar opvaskemiddel direkte på pletten, og skyl den straks under den varme hane – det er vigtigt, at vandet er så varmt som muligt, og du kan evt. gnubbe pletten lidt med en negl.
Er det ikke nok til at fjerne pletten, kan du vaske tøjet med et vaskemiddel med blegemiddel ved 95 grader.
Kan tøjet ikke tåle så høj en temperatur, kan du komme klar opvaskemiddel på pletten, lade det virke i 6-7 timer og derefter vaske tøjet ved 40-60 grader. Pletter fra ferskener er dog ekstra svære at fjerne. Her skal du skylle stoffet så hurtigt som muligt og derefter følge ovenstående anvisning. Er tøjet stadig plettet efter vask, kan du lægge det i blød i 1 del citronsyre og 9 dele vand. Lad tøjet ligge et par timer, skyl og vask ved 40 grader.
Desværre tåler ikke alt slags stof at blive behandlet med knofedt og høje temperaturer. Heldigvis er der dog også råd for det. Skal dit tøj vaskes på uldprogram, kan du gnide pletten med sprit, inden du lægger den ind i vaskemaskinen. Ved hvidt uldtøj skal du bruge citronsaft. Ved genstridige pletter kan du bruge sæbevand, der er tilsat 8 % ufortyndet salmiakspiritus. Vask herefter tøjet grundigt.
Hvis tøjet skal vaskes på silkeprogram, skal du først gnide pletten med sprit eller 8 % ufortyndet salmiakspiritus. Ved lyst silketøj dupper du pletten med citronsaft og gnider straks efter med sprit, inden du vasker i maskinen. Så burde pletten forsvinde.
NB: Vær dog altid opmærksom på vaskeanvisningen i tøjet, inden du går i gang med pletfjerningen, så du ved, hvor hårdhændet du må være i kampen mod pletterne. Og har du fat i et af de skrappere pletfjerningsmidler, så test det altid på et ikke-synligt sted på tøjet først.
Kilde: plet-rens.dk og Pletguiden.