Ægte lilje, Lilium, er en slægt i liljefamilien, Liliaceae, med løg og store blomster, som sidder enkeltvis eller i store klaser. Der findes over 110 vildtvoksende arter i det tempererede bælte på den nordlige halvkugle. Ud fra dem har man krydset sig frem til tusindvis af hybrider, som grupperes efter de forældre, de nedstammer fra. Der er altså et hav af forskellige liljer at vælge imellem, så du kan finde præcis dem, der passer bedst ind i din have.
Liljer kommer også i mange forskellige former og farver – typisk purpurrød, rosa, gul, hvid, orange, højrød og bourgognerød. Nogle sorter blomstrer tidligt, mens andre lyser op i haven i sensommeren og det tidlige efterår. Liljernes blomstringstid går fra midten af juni til begyndelsen af september, men blomstringstiderne varierer for hver enkelt hybrid og art.
Liljer er meget nemme at dyrke i haven, så det er et overskueligt projekt at kaste sig ud i. Det bedste tidspunkt at plante løgene er i foråret, når al risiko for frost er ovre.
De foretrækker porøs og veldrænet jord, som er lidt til den sure side og velgødet. Før du planter løgene, bør du tilføre jorden rigeligt med organisk materiale, bladkompost og lidt sand. Det vil fremme en smuk blomstring. Løgene klarer sig fint på det samme sted i op til fem år, hvis jorden er af god kvalitet. Blomsterne udvikler sig bedst på en solrig plads, gerne i fuld sol det meste af dagen, men det gør ikke noget, hvis de står i lidt skygge om eftermiddagen.
Lær også, hvordan du dyrker lavendel i sommerhaven. Se mere her.
Liljerne er blandt de mest nøjsomme løgvækster, vi har. De fleste liljearter er hårdføre over for frost, men især arter, som stammer fra bjergrige egne, fx Lillium nepalense, trives ikke med kulde og fugt. Grav dem op om vinteren, og opbevar dem tørt og køligt vinteren over.
Hold også udkig efter ærkefjenden liljebillen. Både de røde biller og deres brune larver spiser liljer og kan spolere liljeglæden på ingen tid. Tag en daglig tur forbi liljerne, fjern de røde biller, og knus dem. Tjek bladenes underside for de snaskede, brune larver, og tør dem forsigtigt af.
Det er nemt at formere liljer, så du kan skabe et helt bed eller flere fyldt med de elegante og fyrige liljer. De kan formeres ved deling i efteråret. Løsn de nye løg, som dannes rundt om det gamle, og plant dem ud.
Frøsåning er også en mulighed, hvis du har tid til at vente. Det tager ofte fem-seks år, før planterne blomstrer. Selvom frøformerede liljer er både sunde og hårdføre, er det bedre at bruge løg, som hurtigt etablerer sig. Nogle arter danner små løg mellem bladet og stilken. Disse sideløg kan løsnes fra moderplanten og plantes ud, når de har lidt størrelse.
Læs også: Planteportræt: Verbena bonariensis, Kæmpeverbena.