Der kan være mange årsager til, at du vil bygge et hegn. Måske for at skærme imod støj, blæst eller naboens nysgerrige blikke, måske for at holde dyr ude eller inde eller også skal det blot være en nydelig indramning af haverummet. Der er mange muligheder! Her er samlet alt, du bør overveje, før du kaster dig ud i planlægningen af dit eget hegn i haven.
Planlæg dit hegn til haven
Først og fremmest må du beslutte, hvilken løsning du ønsker.
Plankeværk, eller bræddehegn
Plankeværket er en løsning, der egner sig særligt godt til afskærmning. Et plankeværk tager sig godt ud i forlængelse af mindre bygninger, som garage og redskabskur. Plankeværk kan været højt uden at fylde særligt i bredden. Jo højere et hegn, jo mere privatliv. Det er kønt både med og uden maling.
Plankeværket er ofte konstrueret med lodret eller vandret beklædning. Vedligeholdelsen består i at behandle træet med maling eller olie, også selvom træet er trykimprægneret.
Stakitter, eller rækværk Stakitter er ofte væsentligt lavere end plankeværket, i omegnen af en meters højde. Stakittet anvendes som indramning af haven og holder børn og dyr inde uden at forhindre indkig. Stakittet er ligesom plankeværket konstrueret af lodrette eller vandrette stakitstave - ofte med spring imellem beklædningsbrædderne. En anden mulighed er et stakit i smedejern - en kostbar men flot løsning.
Raftehegn Et raftehegn giver et naturligt look. Det består af rafter med eller uden bark af fx fyr, gran, eg eller lærk. Konstruktionen er ofte lavet med vandrette rafter, men fungerer også udmærket med lodrette rafter. Rafterne er som regel sømmet fast, men fungerer også i samspil med H-stolper med fals, som rafterne stables i. Består rafterne af hårdere træsorter, overfladebehandles mest for synets skyld, da uskåret hårdt træ i sig selv har lang levetid. Blødere sorter kræver en oliebehandling med svampehæmmende middel.
Færdige hegnsmoduler Der findes et bredt udvalg af præfabrikerede hegnsmoduler, i alle prisklasser og af forskellig kvalitet og materiale. Fælles for løsningerne er, at det både er let og hurtigt at montere. De billigste løsninger er ofte spinkle, og i træ, og bør vedligeholdes som plankeværk. Andre er mere solide, af højere kvalitet og kan være lavet af langtidsholdbart materiale, som fx komposit hegn ─ med de dyrere løsninger kommer som regel også et langt lavere vedligeholdelsesniveau.
Trådhegn Trådhegn består oftest af et væv af metal spændt ud imellem stolper og fås med mange forskellige maskestørrelser. Her er det formålet, der afgører løsningen. Trådhegn bruges mest til at holde vilde dyr ude og egne dyr inde. Hønsenet især er ofte anvendt til at konstruere bure til mindre dyr, der holdes i haven. Rionet og armeringsnet bruges også som hegn og monteres mellem stolper.
Flettede hegn Pileflet kan fås som færdige moduler med pil flettet imellem stokke i en ramme. Du kan også flette dig eget pileflethegn, mellem stolper, eller plante frisk pil direkte i jorden, og se dit flettede hegn udvikle sig til et levende hegn. Dyrehavehegn udføres ligesom pileflet, men af afkvistede grene som fletmateriale i stedet. Flettede hegn gør sig særligt godt som afskærmning og rumopdelinge inde i haven. Flettede hegn kan behandles med olie med svampemiddel, og langt det letteste er at spraye behandlingen på.
Huskeliste til planlægningen - Overvej formålet med hegnet, og hvilket vedligholdelsesniveau du ønsker dig. Hegnets udseende har meget at sige i forhold til grundens samlede udtryk.
- Planlæg konstruktionen grundigt - et solidt stykke arbejde kan holde lige så længe som materialernes levetid. Det er altid en god idé at få vejledning af en fagmand, hvis der er noget du er i tvivl om.
- Hvor skal hegnet stå? Hvilken vej skal det vende? Skal det beklædes på begge sider? Hvis grunden skråner, må du vælge en løsning, der kan trappes.
- Hvordan er jorden? Har du et hegn i forvejen, så er der måske gamle stolper og funderinger, der skal fjernes. Beslut hvor stolperne skal graves ned og kontroller, at der ikke er store sten, kabler eller rør i vejen.
- Skal der være en havelåge? Stolperne på hver side af en låge er nærmere hinanden end stolperne imellem et faghegn.
- Hvad skal det koste? Rafter og tråd er billigt, træ koster alt efter kvaliteten, og forskellige løsninger kræver forskellige mængder af materiale. I byggemarkeder er det muligt at få en overslagspris pr. meter, og så kan du hurtigt selv regne dig frem til, hvad hele projektet skal koste.
- Må du overhoved bygge den type hegn, du ønsker dig? Ofte er det blot naboer, der skal være enige, men der kan være lokalplaner, der dikterer, hvor højt eller hvordan et hegn skal se ud, ligesom der ofte er helt bestemte regler i boligforeninger.
Fundering af stolper Vigtigst af alt, er dine hegnspæle - stolperne som konstruktionen er monteret på. De må stå urokkeligt fast og være i vater. Når du vælger dine stolpers materiale, bør du vælge kvalitet. Ved nedgravning er det vigtigt at vælge stolper med lang levetid. Så får du også et hegn, der står længe. Eg, robinie og taks er blandt de mest holdbare. Det er fristende at købe billigt, men fx gran forgår allerede efter få år. Under alle omstændigheder er det en god idé at overfladebehandle træet inden det graves ned. Sørg også for at endefladerne er forseglede med maling eller lim. Du kan yderligere mindske risikoen for råd ved at smøre træ, der er i kontakt med jorden, med kalk. For hegn anbefales en nedgravningsdybde på 90 cm. Støb ikke dine stolper fast. Støbningen skaber en skål omkring stolpen, og de vil derfor altid stå i vand. Et par stumper af et forskallingsbræt monteret på tværs af stolpen er anker nok, hvis du alligevel ønsker at øge stabiliteten. Alternativt kan støbes et anker omkring stolpen, midt på det nedgravede stykke - vigtigst er bare, at betonen ikke lukke sig omkring bunden. Sørg for løbende at kontrollere om stolpen er i lod, efterhånden som du fylder hullet, og komprimerer jorden. Et alternativ til at grave træ ned, er at anvende stolpefødder. Det er særlige beslag der forankres i jorden, hvorpå stolperne kan monteres. Beslagene kaldes også stolpesko. Oftest skal de støbes ned, eller limes fast til fundamenter, men kan også købes med tilhørende stolpesten, der blot skal graves ned. Ulempen ved stolpefødder er, at konstruktionen ikke er lige så stabil, som var stolpen gravet ned.
Konstruktionen Forskellige løsninger kræver forskellige konstruktioner, men fælles for alt hegn er stolperne. hvorpå et hegnsmodul monteres. Stakit og plankeværk med lodret beklædning består ofte af to tværgående revler, der fastskrues til stolperne, hvorpå beklædningen monteres. Vandret beklædning, brædder eller rafter kan du montere direkte på stolperne, eller du kan placere dem i en h-stolpes not. Søm- og skruehoveder bør altid flugte med træoverflader. En skrue bør være mere en dobbelt så lang som tykkelsen af det emne, den skal fastholde. Søm bør være tre gange længere end emnet. Skruer og søm må ikke gå igennem underlaget, og bør aldrig gå igennem mere end to lag. Vælg galvaniserede skruer og søm for at undgå misfarvning på træet ved korrosion.
Konstruktiv beskyttelse Du kan forlænge hegnets levetid kraftigt ved at udforme konstruktionen sådan, at vand ikke fanges på træet. Endeflader kan forsegles eller dækkes med overlæggere. Det kunne eksempelvis være et topbrædt på hegnets overside, monteret med et udhæng. I bunden af lodret beklædning vil vanddråber blive hængende. Skærer du enden i en 30 graders vinkel, vil vandet kunne løbe af. Sørg desuden for at der er meget lidt, eller et betydeligt mellemrum mellem samlinger. Du kan konstruere plankeværk med et skørt af bundbrædder, så ikke alle beklædningsbrædder er nær jorden. Et vandret jordbræt er hurtigere at udskifte end samtlige lodrette beklædningsbrædder, skulle det blive nødvendigt. Havelågen En låge i et plankeværk eller et stakit er ofte nødvendig. Det kan virke som en noget mere kompleks opgave end hegnet, men det er dog alt taget i betragtning forholdsvis simpelt. I byggemarkederne findes et væld af forskellige typer hænglser og låseanordninger, som fx et glipfald ─ den klassiske havelåge lås, der monteres på en stolpe og griber et beslag monteret på lågen. Selve konstruktionen udføres som regel af det samme beklædningsmateriale som er anvendt til hegnet. Lågens ramme består af to vandrette revler, på samme måde som et fag i plankeværket, men har også en tværstiver fra et hjørne til et andet. Det giver en z-formet konstruktion, hvorpår beklædningen moteres. Fastgør beklædningen til de to revler, og til tværstiveren. Montér lågens hængsler på revlerne, og på stolperne. På indersiden af stolpen, hvor låsen er monteret, er det en fordel at placere en stopliste, der kan tage fra, når lågen smækkes.