Se også: Blomstrende buske, løg og stauder i februar
En håndfuld frø, der bliver forspiret i vindueskarmen, er den lige vej til en lang vækstsæson og mange planter til få penge. Og selve opgaven er lige til at gå til! Vælg blot de frø, du gerne vil have planter af, og følg vejledningen på frøposen.
Læs også: Driv smukke løgvækster frem
Prøv også: 3 afgrøder, du kan forspire i januar
Potterne kan være alt fra æggebakker til særlige tørvepotter, der opløser sig selv, når planterne plantes ud. Uanset om du vælger den ene eller anden løsning, kommer du ikke uden om at købe en pose såjord, der kan fås for omkring en 20'er. Såjord er let, luftig, steril og gør det ekstra nemt for de små spirer at komme i gang.
Så snart planterne har spiret, skal de have det så lyst som muligt. Lyset gør planten i stand til ved en nærmest alkymistisk proces (fotosyntese) at omdanne luft og vand til plantemateriale og vækst.
Sørg for, at jorden aldrig tørrer ud, mens frøene spirer, og tynd ud, hvis planterne står for tæt. En plante skal have plads til at vokse, ellers bliver den tynd og svag. Gød med en lille smule gødning i vandingsvandet, når planterne har fået 4-6 blade, og plant dem over i en større potte, hvis rødderne begynder at stikke ud i bunden.
Plant planterne ud i maj, når der ikke længere er risiko for frost om natten. Det kan være lidt voldsomt for dem at komme direkte fra vindueskarmen og ud i den skarpe sol. Lad derfor gerne bakkerne stå ude på et sted med skygge og eventuelt med en fiberdug over om natten i de første par dage, før du planter de nye planter ud på deres blivende voksested.