hosta
Blomster & Planter

Dyrk hosta i bede og krukker

AF: Af Jytte Boch
18.09.2023
Foto: Anastazia Anjo Jørgensen og Jytte Boch.
Hosta er en plante, som tilfører elegance og stil til haven. Her får du gode råd til, hvordan du kan dyrke din hosta i et bed eller en krukke.

Hostaer er nemme planter, der kan gro i næsten al slags jord, og er helt uundværlige på de lidt mere skyggefulde steder i haven, hvor de smukke grønne og gule blade kan skabe frodighed.

Guide: Pasning og pleje af hosta

De fleste hostaer er gode bunddækkeplanter, da de tætsiddende blade skygger for jorden, så ukrudtet holdes nede. Hosta vælges primært på grund af deres smukke bladfarver, der kan variere i alle grønne, gule, blålige og brogede mønstre. Den samme hostasort kan være mørkere eller lysere i bladene, alt efter om den står lyst eller mørkt i haven.

Hosta har en flot blomst!

Mange tænker på de karakteristiske grønne blade, når de tænker på hosta. Hosta er så fantastisk en bunddækkeplante, og så god til at føje frodigt grønt til bedet, at nogen faktisk ofte glemmer at hosta også har nogle fantastisk flotte blomster.

Som bladplante giver hosta farve, tekstur og ro til havens skyggefulde hjørner, mens storblomstrende varianter selv kan indtage hovedrollen i blomsterbedet. Hostaen kan nydes i haven, fra bladene folder sig ud sidst i april, til de visner i de smukkeste gule og orange farver i det sene efterår.

7 råd til dyrkning af hosta

  1. Hosta plantes bedst forår og efterår. Planter man om sommeren, skal man være opmærksom på udtørring og sørge for at vande i tørre perioder, indtil planten har etableret sig.

  2. Fjern ukrudt inden plantning, især det flerårige som skvalderkål og kvik, og grav jorden godt igennem for at lufte den. Lav hullet dobbelt så bredt og dybt som rodklumpen. Er jorden tung af ler, blandes den godt med kompost, så jorden bliver mere luftig. Er jorden sandet, kan der suppleres med lergranulat.

  3. Planten skal have noget at leve af, og gødningen kan med fordel blandes i plantejorden.

  4. Hostaer er ikke så kræsne med typen af gødning, så brug enten NPK-gødning, havekompost, staldgødning, flydende gødning eller organisk, langtidsvirkende gødning.

  5. Plant hostaen, så hjerteskuddet er lige under jordoverfladen, ofte 3-5 cm dybere end i potten. Gød hostaplanter i det tidlige forår, når de nye skud titter op af jorden, og giv én gang mere i juni før blomstring.

  6. Alle hostaer skal have lys, men de fleste kan nøjes med morgensolen. Dog er den bedste placering i vandrende sol og skygge under løvtræer eller høje stauder, hvor de skånes for den stærkeste middagssol.

  7. De tyndbladede hostaer er mest udsat for svidning af solen, så det handler om at finde den rette balance. Jo tykkere bladene er, jo mere sol kan planten tåle, og jo større bladene er, jo mindre lys kan de nøjes med.

Hvornår kan hosta plantes?

Hosta kan plantens hvornår det skulle være — så længe der ikke er frost. Du kan plante og flytte dine hosta hele året rundt, når bare vejret er mildt og du kan stikke en spade i jorden.

Dyrk hosta i bed

De fleste hostaer trives fint i både surbund, fugtig jord og i stenbedet - bare jorden ikke er for kalkholdig. Generelt vil hosta gerne stå lidt i læ for blæsten, og de gror hurtigst til i en fugtig muldjord. De tager ikke skade af kortvarige oversvømmelser efter kraftig regn, men de færreste planter kan klare at stå med rødderne i vand gennem længere tid. De små dværg- og minihosta kan tåle at stå lidt mere tørt og klarer sig fint i stenbedet. Jo større planten er, jo mere vand og gødning skal den have.

Når du har hostaer stående i et bed, skal du være opmærksom på frost. De tidlige hostaer skyder frem allerede i april, hvor der stadig er fare for frost. Så længe, bladene ikke har foldet sig ud, kan den sagtens tåle kulden, men er man så uheldig, at der kommer frost, efter bladene er foldet ud, vil de blive svedet. Planten skal nok overleve og få nye blade, men de frosne blade er varigt beskadiget og skal klippes af.

Ligger bedet meget skyggefuldt, er det en fordel at købe meget storbladede hosta i grønne farver. De trives fint, bare de får lidt morgen- eller aftensol. Generelt bliver hostaer ikke så intense i farven, hvis de får for meget sol.

Pasning og pleje af hosta

Dyrk hosta i krukker

Hosta er en fantastisk krukkeplante, og på få år har man en stor veletableret plante, der fylder godt. Planterne skal ikke vandes så hyppigt, hvis man sørger for at bruge underskåle til potten. Midt på sommeren er det som regel nok at vande en enkelt gang hver 14. dag, hvis planten står i skygge for middagssolen. Krukkerne har også den fordel, at de kan flyttes rundt efter lyst og behov og blandes med skiftende krukker af sommerblomster, småtræer, stauder eller græsser.

På den solrige terrasse eller altan kan man vælge tykbladede hosta eller sorter med duftende blomster, der kan tåle fuld sol. De skal blot vandes lidt oftere. Giv pottejorden kompost eller anden fast gødning i det tidlige forår, når skuddene dukker op, og derefter flydende gødning ved hver vanding. Så vil hostaerne trives og vokse fint.

Se smukke hosta og deres blomster

Denne hosta er en fantastisk terrasseplante i krukke eller i bede. De fyldte, hvide blomster dufter vidunderligt om aftenen. Alle duftende hostaer er sentblomstrende. Planten kan være lidt svær at få til at trives, men er værd at prøve.
Cascades lever op til sit navn, både i farverne og de spidse blade, der drejer lidt og hænger nedad. Den er lidt tyndbladet og skal helst stå lyst, men skyggefuldt for middagssolen for ikke at få svedne blade.
Silver Bay har hvide blomster og boblede, gule blade. Den starter med at have grønne blade, der bliver mere gule og efterhånden får grønne aftegninger.
Her er der plantet en række ens Hosta fortunei var. aureomarginata langs husmuren. Planten får gule kanter, hvis den primært står i skygge. Hvor solen rammer, bliver kanterne hvide.
Denne hosta bliver meget bred, op til 150 cm, og ca. 60 cm høj. Bladene er smukt skinnende. Den får kæmpestore hvide blomster.
Her er flere hostaer plantet sammen i et bed under et træ. Denne store hosta er god sammen med lavt bunddække, da stænglerne vokser opret og bøjer udad ved bladene, så den løfter sig over underlaget og bliver vaseformet.
Denne minihosta er dekorativ i stenbedet eller i en krukke eller anden form for beholder. Den får lysende gule blade om foråret, der bliver helt kobberfarvede om efteråret. Blomstrer flittigt.

Sponsoreret indhold