Byd naturen indenfor ved at sætte pressede blade eller blomster i fine, transparente rammer. De er utroligt flotte som del af en billedvæg, men står også smukt i vindueskarmen, hvor lyset kan strømme igennem dem. Og så kan du sagtens lave dem selv! Vi viser dig her, hvordan du gør:
Trin 1: Skær 2 stykker plexiglas til – vores største ramme måler 50 x 38 cm – med rundsaven. Sav langsomt, og indstil klingen, så den kun lige akkurat går gennem plexiglasset.
Trin 2: Sav 4 lister til i skærekassen, så de passer med plexiglassets mål, og lav et snit på 45° i hver ende af de 4 stykker.
Trin 3: Kom montagelim på et eller begge glas eller listerne, og montér listerne, så de danner rammen.
Trin 4: Bor 4 huller i glas og ramme – 2 i hver ende, f.eks. 6½ cm fra hver kant (læg et håndklæde under for at undgå ridser i plexiglasset). Læg nu blade, pressede blomster el.lign. mellem de 2 stykker plexiglas, og klem glassene sammen med bræddeboltene. Lav evt. flere rammer.
TIP: Mal evt. rammen i en flot farve, eller find en gammel, mørk liste der giver et spændende udtryk.
Du kan bruge både friske og tørrede blomster eller blade. Hvis du ønsker at bruge tørrede, er det en god idé først at tørre og presse dem i en gammel bog, så væsken fra planten opsuges, og den derved ikke rådner. Lad planterne ligge i pres i 14 dage, inden du indsætter dem i dine rammer.