Krydderurter er ikke kun skønne i maden, men tilfører også liv og farver til din have, hvor de er gode både som pryd- og nytteplanter. Hver urt har sin egen, umiskendelige duft og smag at byde på, og de fleste krydderurter får desuden smukke blomster, som både kan bruges i madlavning, salater, urtete og som pynt på kager. Planterne indeholder mange æteriske olier, der får dem til at dufte helt fantastisk, når man rører ved bladene. Med så mange gode kvaliteter er det synd at gemme krydderurterne væk nederst i køkkenhaven.
Lad dem indgå i prydhaven, plant dem i krukker eller andre fine beholdere på altanen eller terrassen, eller hvis du bor i byen, så gå sammen med andre beboere i ejendommen om at plante dem på et tag i baggården. Kun fantasien sætter grænser, for det eneste, krydderurterne kræver for at trives, er lidt vand og en passende mængde næring.
Det er ikke kun i sommersæsonen, at krydderurter pryder haven, for det er faktisk
hele året, du kan have glæde af dem, hvis du giver dem passende mængde næring. Plant urterne tæt på køkkendøren, så de er lige ved hånden og kan høstes, uden at du skal lade gryderne passe sig selv i længere tid eller bane dig igennem sne og is for at hente en kvist timian om vinteren.
Du kan også med fordel plante urterne langs gangarealer eller ved siddepladser, hvor du har god mulighed for at nyde synet og duften af dem hele året. Plant fx en robust, krybende timian ved havebænken, så du kan opleve den skønne duft, når du tager dig et hvil fra havearbejdet.
Vi omtaler ofte krydderurter som ”det grønne drys”, men faktisk findes de med et væld af andre skønne bladfarver, fra rødbladede til brogede i hvid og grøn. Derfor gør de sig godt i krukker eller højbede sammen med fx sommerblomster i matchende farver. Vil du have en helt spiselig krukke, kan du også plante krydderurterne sammen med spiselige sommerblomster som fx citron- eller lakridstagetes samt frodig tallerkensmækker.
Du kan også sagtens plante krydderurter sammen med chilier eller frilandstomater, og hvis du er begrænset af pladsen, er det en god idé at plante i højden. Plant stangbønner eller høje ærter op ad et stativ, og lad krydderurterne fylde bunden ud, evt. sammen med dekorative kål eller løg som fx slangehvidløg, pibeløg eller etageløg.
Pas urten rigtigt: I forhold til krydderurternes pasning er det praktisk at inddele dem i to grupper:
Den ene gruppe er tørketålende urter, som gror naturligt i tørre steppeområder i bl.a. de varme middelhavslande. Det er nøjsomme krydderurter, der typisk er småbladede med træede stængler, fx timian, rosmarin, oregano, sar, isop, karryplante og lavendel. De vil helst stå solrigt med rødderne i sandet jord og vandes og gødes sparsomt.
Den anden gruppe er urter, som har saftspændte, store blade og stængler og gror hurtigt, fx mynte, persille, citronmelisse, fennikel, storbladede sorter af frugtsalvie og basilikum. De kræver mere næringsrig jord og hyppigere vanding. De må dog ikke soppe i vand ved rødderne.
Bor du i byen, behøver du ikke undvære de friske, hjemmedyrkede krydderurter, for selv på en lille altan er der plads til et par krydderurter i altankassen. Udnyt din altans vægplads med hylder og små plantekasser, eller lav en lille miniurtehave i en større potte, hvor du kan blande krydderurterne med ærteplanter, bønner eller jordbær. Du skal bare sørge for at gøde og vande grundigt, så vil krydderurterne kvittere med både duft og smag. Tørketålende urter som salvie og timian er de sikreste valg til små beholdere som altankasser og krukker, som hurtigt kan tørre ud.
Vil du dyrke fællesskabet, så gå sammen med naboerne og gør baggården grønnere: Taget over cykelskuret eller skraldestativerne kan udnyttes til dyrkning af krydderurter, tomater og spiselige blomster. I mange større byer har frivillige i samarbejde med kommunerne anlagt spændende byhaver på tomme byggegrunde eller på uudnyttede arealer, hvor de dyrker i højbede, ofte lavet af pallerammer. Her kan man dyrke sin egen lille have med krydderurter, bær og grøntsager i et fællesskab med andre haveinteresserede i alle aldre. Det giver folk, der bor i en lille lejlighed på fjerde sal, mulighed for at få friske urter og nyde udelivet.
Har du opstammede buske eller træer i krukker, kan du dyrke krydderurter i bunden, bare det ikke er urter med for kraftige rødder. Brug fx rød skovsyre, Oxalis acetosella ’Rosea’, krybende portulak, Portulaca oleracea, brøndkarse, Nasturtium, eller som vist vild fuglegræs, Stellaria media, som kan spises i salater.
Fransk syre, Rumex scutatus, er et fantastisk bunddække i vandrende skygge under et træ eller en stor busk. Planterne er flerårige og krybende med meget lange stængler. Giver et citrusagtigt, syrligt pift i salater.
Her dyrkes krydderurter i integreret havemiljø med bl.a. hønsegård, genbrugstank, vandmiljø med guldfisk og selvvandende plantekasser. Præsenteret af Tagtomat på udstillingen CPH Garden. Se mere på tagtomat.dk.
Lav en hængende urtehave med kokedama, som er japansk inspirerede mosbolde. Tag en tørketålende krydderurt ud af potten. Dyp den grundigt i vand, og lad den dryppe af. Bind med snor et godt lag mos rundt om pottejorden, så den er helt dækket. Vikl snoren rundt, og bind til. Hæng planten op i den lange ende af snoren. Vand ved at dyppe hele bolden i en spand.