De fleste kender troldhassel på dens krogede grene. Ofte bliver den brugt i dekorationer ifm. højtider, men også i haven giver den en fantastisk struktur.
Troldhassel er en bred, opret busk og har grønne ovale blade. Planten bliver noget mindre end almindelig hassel, sjældent mere end 3 meter, og 2-3 meter bred. Troldhassel blomstrer i det tidlige forår — hanblomsterne med store, hængende rakler og hunblomsterne med stande af røde knopper.
Grenene kan beskrives som krogede og nogle gange nærmest proptrækkeragtige. De krogede grene er især gode, når man planlægger vinterhaven. Plant troldhassel som solitærplante nær vinduer eller ved indgangspartier, og så vil der altid være noget pænt og spændende at se på uanset årstid.
Troldhassel er meget nem. En af de eneste ting, du bør holde dig for øje, er at beskære, hvor det er nødvendigt. Planten kan få et tung og tæt udtryk i sommerperioden, så du kan udtynde lidt. Hvis du skærer grene af til dekorationer til jul, er det som regel rigelig beskæring.
Det er også vigtigt at fjerne grene vokser lige. Den krogede vækst er en mutation, og når der pludselig dukker lange lige skud op, så er det de originale gener der slår igennem. Hvis ikke den almindelige hassel skal overtage væksten, skal du klippe de lange lige skud af helt inde ved stammen.
Troldhassel er desuden hårdfør og stiller ingen særlige krav til voksestedet. Den vokser dog noget mere uregelmæssigt, hvis den står i skygge. Troldhassel nyder en god, fugtbevarende jord.
Hvis du ønsker, kan du gøde i 1-2 gange i vækstperioden.
Her ses en 30 år gammel troldhassel. Ikke nok med at dens egen fantastiske struktur skaber spænding i haven, så er træet her udsmykket med gamle klokker fra wc-cisterner, der stammer fra en tid med træk og slip. Troldhassel går særligt godt til de mere kreative udsmykninger i haven.
Troldhassel, Corylus Avellana 'Contorta', er en mutation af almindelig hassel, Corylus Avellana, og man taler derfor ikke om forskellige sorter af troldhassel.
Der er intent i vejen for at spise af nødder af troldhassel, men de er ofte meget små.
Leder du efter andre spændende nøddetræer til haven, så læs vores forslag her.