Blomster & Planter

Dyrk honningurt til gavn og pynt

AF: Af Max Martinussen og Dorte Nissen
25.08.2020
Foto: Colourbox.
Honningurt er en plante med mange gode egenskaber. Den har en lang blomstringstid og lokker blomsterfluer til. Planten fungerer godt som grøngødning og bidrager til at forbedre næringsstatus og jordstruktur.

Der er mange fordele ved at dyrke honningurt i haven. Den er smuk, og blomstrer længe, og så lokker den nyttedyr til, så skadedyrene får sværere ved at overtage haven — og så er den også rigtig god som grøngødning! Her får du tips til brugen af honningurt.

Guide: Så nyttig honningurt

Honningurt, Phacelia tanacetifolia, stammer fra Californien, men herhjemme findes den dyrkes og forvildet i en forædlet form. Den er ganske køn, og ret særlig med sine børstelignende blomster, som kommer for enden af de op til 70 cm lange stængler. Når blomstringen går i gang, kan den blive for tung i toppen og vælte. Den fortsætter væksten krybende uden problemer.

Den trives i næsten al slags jord, særligt let jord. Du kan så den fra tidligt forår, hvor den hurtigt spirer frem, men fortvivl ej, hvis den lader vente på sig, den får nemlig først rigtig fat, når varmen kommer. Den kan endda tåle let frost uden at gå til.

TIP: Du kan så honningurt i august eller i september, så vil den gavne og beskytte jorden hele efteråret og vinteren.

Honningurtens blomstring

Blomstringen er lang, og sår du honningurt tidligt kan du se den blomstre allerede fra først på sommeren og langt ind i efteråret, ofte helt indtil den første frost rammer.

Honningurtens frø

Frøene er meget små, så hvis du køber en lille pakke med honningurtefrø, vil den måske føles lidt tom. Se på pakken, hvor mange m2 det drejer sig om. Honningurt bruges i landbruget som efterafgrøde, og ofte kan den findes i foderstofbutikker og grovvarecentre, hvor du kan købe den kilovis — og frøenes størrelse taget i betragtning, så går der en hel del planter på et kg.

Honningurt imod skadedyr

Du kan gøre meget for at modvirke angreb af skadedyr ved at så planter som honningurt. Vælger du blomster som våben kan du tilmed kombinere det smukke med det praktiske!

Mange skadedyr har naturlige fjender, og når vi dyrker meget få slags planter i haven, er det ofte let for skadedyr at etablere sig i store mængder uden konkurrence. Er dine roser f.eks. hårdt ramt af bladlus, kan det skyldes at der ikke er særlig stor biodiversitet i haven og at der ikke er gode forhold for de dyr og insekter som lever af bladlusene. Her er honningurt et godt eksempel, da honningurt lokker svirrefluer til. Svirrefluens larver elsker bladlus, og æder dem i massevis, før larven udvikler sig til sit fluestadie.

Fugle æder også bladlus, og i løbet af en sæson fodres millioner af bladlus til fuglenes unger — derfor er et andet oplagt tip til at øge biodiversiteten og bekæmpe skadedyrene at sætte redekasser op.

Dæk haven med blomstrende gødning

Efteråret er et oplagt tidspunkt at så grøngødning på alle havens nøgne arealer. Der er et mylder af fordele ved at så en dækafgrøde. Grøngødningsplanter skygger ukrudtet væk, og de beskytter jorden mod udvaskning af mineraler og næringsstoffer. Planternes rødder forbedrer jordstrukturen, og når du kultiverer planterne ned i jorden i foråret, fungerer de som gødning. Desuden øger grøngødning biodiversiteten i haven. Der findes mange gode dækafgrøder og grøngødningsblandinger, de fleste indeholder honningurt. Læs mere om grøngødning i vores guide til grøngødning.

Sponsoreret indhold