Hus

Boligreportage: I oldefar Lassens fodspor

AF: Torsdag, 10. september 2020 - 9:24 (Først udgivet: d. 22. oktober 2018) - af Mette B.Seerup / Foto: Kira Brandt
10.09.2020
Da Nadia Lassen som helt ung kom til at smide to PH-lamper ud, det lå ikke til højrebenet, at hun skulle beskæftige sig med interiør. Kom indenfor i hendes imponerende villa.

Den hvide by og Kongekvarteret på Frederiksberg består af grønne alléer flankeret af hundrede år gamle patriciervillaer.

Side om side ligger små grønne forhaver trukket lidt tilbage bag hvidmalede stakitter og stokroser. Netop den idyl tiltrak ejer af lampefirmaet Nuura Nadia Lassen og hendes to døtre, da de for fire år siden flyttede ind.

Paneler og stuk på ny

Det hvide hus ligner en klassisk patriciervilla fra starten af 1900-tallet, men huset har både ude og inde ændret markant karakter, siden Nadia overtog det. Faktisk er villaen i dag dobbelt så stor, som da købskontrakten blev underskrevet.

– Det oprindelige hus var ekstremt lille, men havde fine detaljer som plankegulve og paneler. Derfor var jeg meget bevidst om at bevare den oprindelige stil i ombygningen.

Egentlig er det et nyt hus, men jeg er virkelig glad for, vi fik lavet det hele i den gamle stil. Alle detaljer fremstår oprindelige, selvom både stuk, paneler og gulve ikke er mere end et par år gamle, fortæller Nadia.

SE OGSÅ: Kunst og keramik i villaen

Farveskalaen bestemmer

Hun har ikke kun lagt vægt på de ydre rammer og rigtige materialer i renoveringen. Valget af farver, møbler og tilbehør er nøje udvalgt, så det stemmer overens med husets klassiske byggestil.

– Jeg arbejder ud fra et gammeldags moodboard, når jeg indretter. Så sidder jeg og finder inspiration i kataloger og magasiner og klipper og klistrer det ind i en scrapbog.

Jeg vælger typisk en farveskala, inden jeg går i gang med indretningen, og bygger så mit moodboard op efter den.

På egne ben

En enkelt form går igen gennem rummene i både stueplan og på første sal: den kvadratiske firkant i støbejern. Både reoler, spejle og lysestager har den karakteristiske kantede form, som har gjort Kubus-lysestagen populær.

Nadia Lassen har nemlig en fortid i firmaet bag lysestagen, By Lassen, som hun sammen med sin onkel Søren Lassen var med til at starte op i 2008.

Selve manden bag den ikoniske Kubus-lysestage, Mogens Lassen, er nemlig Nadia Lassens oldefar, og både han og broren står bag en lang række design.

– Da jeg flyttede hjemmefra, smed jeg to PH-lamper ud, fordi jeg ikke anede, at de var noget særligt. Vi talte aldrig om design derhjemme, og der var kun meget få designobjekter i mit barndomshjem, blandt dem den her firkantede stage, som min oldefar havde designet, fortæller hun.

Boligreportage: I oldefar Lassens fodspor

Her bor: Nadia Lassen, ejer af lampemærket Nuura og medejer af interiørmærket Gejst, sammen med sine to døtre på to og syv år.
Bolig: Patriciervilla fra 1902 i tre plan på 210 m² i Kongekvarteret på Frederiksberg.
Stil: Klassisk herskabelig med afdæmpede farver og enkle møbler.

En skænk kan både fungere som bogreol, barbord og udstilling og er praktisk i stuens hjørner. Med en enkelt tapetseret væg giver du desuden stemning til hjørnet. Skænken er fra Gejst, tapetet fra By Lassen, lampen fra Nuura og vægudsmykningen fra Wulff Winding.

Lad et mønster gå igen i forskellige materialer. Læg fx sildeben både som parketgulv og fliser. Væglamperne i messing hedder Lilia og er fra Nuura. Vasen på gulvet er fra 101 Copenhagen.

Skab hulestemning ved at indramme vinduet med lange gardiner og indrette dig med bløde tekstiler og polsterede møbler. Sofaen er fra Ilva, sofabordet i beton fra 101 Copenhagen, stolen fra By Lassen, pendlerne fra Nuura og vægkunsten fra Wulf Winding.

Polstrede møbler bløder en indretning op og kan gøre en stram stil mere taktil. Vælg et møbel i en farve, der er en lidt anden nuance af vægfarven. Både stolen Den Trætte Mand og reolkasserne er fra By Lassen. Gulvlampen er fra Nuura.

Hvis dit nips har samme farve, kan du sagtens blande forskellige stilarter og rejseminder i et enkelt stilleben. Skænken er ligesom væksthuset i glas og den sorte lysestage fra Gejst. Vægkunsten er fra Wulf Winding, og figuren i træ er fra 101 Copenhagen.

I stedet for store, grebsfrie køkkenlåger kan du gå efter masser af mindre skuffer med profil, hvis du ønsker et landligt køkken. Gråt gør det mindre klinisk end den klassiske hvide. Køkkenet er bygget af Handcrafted Interior, og vandhanen er fra Quooker. Pendlerne over bordet er modellen Anoli fra Nuura, og skamlen er fra By Lassen.

Bor du nordisk med lette møbler, kan du gøre stilen mere eksklusiv ved at tilføje lange gardiner og høje paneler. Hæng bogkasser eller hylder over dine høje paneler, så de ikke skygger for de flotte detaljer. Gardinerne er fra Brandsborg, bordet fra Eberhart Furniture, stolene er Arne Jacobsens Myren fra Fritz Hansen, og lampen er fra Nuura.

Gå efter en vægfarve som indbyder til fordybelse i dit arbejdsværelse, og indret rummet med kun de allermest nødvendige møbler, så der ikke er nogen forstyrrende elementer. Skrivebordet med top i sort marmor er fra Gubi, den hvide Myre-stol af Arne Jacobsen og lænestolen i cognacfarvet læder er designet af Mogens Lassen. På væggen hænger skulpturer fra Wulff Winding og en reol fra String. Lamperne er fra Nuura, og vasen i vinduet er fra Kähler.

Brug en træbakke til dekorative sæber og duftlys ved dit badekar, og få øjeblikkelig spastemning. Fliserne lagt i sildebensmønster går igen fra køkkenet til badeværelset. Armaturet er fra Damixa, og potten i vinduet er fra Kähler.

Vær ikke bange for de helt mørke vægfarver i soveværelset. De indbyder til ro og gør, at væggene omslutter sengen. Understreg hulestemningen ved at rede skødesløst op. Vitrinen er fundet på Lauritz.com, og gardinerne er fra Brandsborg.

Mere inspiration?

Kom indenfor her.

Sponsoreret indhold