Jesper Høvring er kendt for at designe overdådige kjoler, og overdådigheden går igen, når der skal pyntes op til jul derhjemme.
Han og familien elsker decembers festlige og højtidelige stemning, og man skal ikke være i tvivl om, at det er jul, når man lægger vejen forbi villaen nord for København i årets sidste måned.
I starten af december kommer familiens traditionsrige julepynt frem fra kasserne i kælderen, og duften af gran og nybagte småkager begynder at brede sig. Utallige kulørte kugler, tivolitrommer, guld, gran og glimmer gør villaen, der til hverdag er både enkel og nedtonet, klar til fest og gæster.
LÆS OGSÅ: Fantastisk julevilla i Espergærde!
Professionelt er december en af Jesper Høvrings travleste måneder, fordi han og hans team af syersker skal nå at have alle festkjolerne til kundernes jule- og nytårsarrangementer klar. Det afholder ham dog ikke fra også at skrue op for blusset derhjemme, hvor et af månedens højdepunkter er en stor julefest for 50-60 venner.
– Det er kun et spørgsmål om planlægning, siger han med et smil.
Jesper Høvring har fået familiens dekorationsgen, og det er primært ham, der pynter stuerne op og dækker det festlige bord – ligesom det er ham, der står for det meste af arbejdet i køkkenet. Her starter festforberedelserne allerede i oktober, hvor rødvin og champagne får tilsat krydderier, så det kan nå at trække, inden det skal bruges som hovedingrediens i husets gløgg.
I november begynder Jesper Høvring så småt at samle dejen til de omkring 10 kilo småkager, der skal til. Når weekenden op til festen indtræffer, hives dejen op af fryseren, og der er gang i ovnen stort set døgnet rundt – sideløbende med konstant konfektkreation.
– Det skal være festligt, men det behøver ikke at være dyrt. Det vigtigste for os er, at der er investeret tid, energi og kærlighed i enhver fest, fortæller Jesper Høvring, der insisterer på, at der skal være forskel på hverdag og højtid.
SE OGSÅ: Julestemning hos Tine K
Her bor: Lena og Jesper Høvring med børnene Wilma Rose, 8 år, og Noah, 13 år.
Bolig: 300 m² villa fordelt på tre etager. Villaen ligger nord for København og er bygget i 1933.
Stil: Nordisk hjem med klassisk julepynt.
Den klassiske jul starter allerede i entréen. Pynt trappen med gran, nisser og store snefnug, og lad den fungere som adventskalender ligesom familien Høvring.
Spred julestemning med store guldhjerter pyntet med gran og velourbånd. I entréen hos familien Høvring pynter hjerterne på de franske døre, der med deres hvide højglans står i kontrast til væggenes matte antracit.
Små kopper med hyacinter i vindueskarmen er en nem måde at få julestemningen ind i køkkenet. Jesper Høvring, som er en mand med mange talenter, har selv installeret familiens nye køkken med sin far.
Udnyt pladsen over kaminen ved at hænge en granranke pyntet med kugler og trommer op. Køkkenet i matsort træ og gråt marmor er fra Multiform.
Lad gaveindpakningen være enkel og ensrettet, hvis der er skruet op for farverne på træet.
Skift en af potteplanterne ud med et lille grantræ for at skabe julestemning i en enkelt indrettet stue. Sofaen og puffen er fra Hay, sofabordet er designet af den japansk-amerikanske kunstner Isamu Noguchi, og tæppet er fra Marokko.
Gran, velourbånd og gyldne materialer går igen i hele husets juleudsmykning og er med til at skabe den klassiske og traditionsrige jul, som hjemmets beboere sætter stor pris på.
Skab et personligt juletræ ved at samle pynt fra forskellige steder i verden som Lena og Jesper Høvring, der altid tager et par julekugler med hjem fra rejser. Den støt voksende samling betyder, at juletræet har en ekstra særlig betydning — og at de er nødt til at finde et større træ hvert år. Topstjernen er fra Georg Jensen.
Brug borddækningen som en dekoration, og tænk gerne op i højden som med rensdyrene og de høje hurricanes designet af Bjørn Wiinblad. Stellet er Royal Copenhagens Mega Mussel.
Vil du se flere fine julehjem? Kom indenfor og se det afdæmpede julehjem i Aalborg.