Hus

Stines isblå juleunivers leder tankerne hen på på vinterlandskaber og frostklare dage

AF: af Kristinna Andreasen. Redigeret til web. Foto: Mia Mortensen
3.10.2022
Sjældent støder man på et så gennemført julehjem som hos Stine Damborg Hust. I år er det en isblå nuance, der løber som en blå tråd gennem familiens patriciervilla i Viborg og går igen på alt fra pynt og borddækning til dekorationer – og vægge! Kom indenfor her.

Hvert år vælger Stine Damborg Hust et nyt juletema, som årets juleborde dækkes efter. Det tilfører noget særligt, når julebordene år efter år er en overraskelse, som er gennemtænkt ned til mindste detalje.

– December skal være noget særligt, og min indre æstetiker får i den grad lov at komme i spil, når jeg planlægger årets juleborde og dekorationer, siger Stine, der går i gang med planlægningen af årets juleborde og dekorationer et godt stykke forud for julemåneden. Her henter hun bl.a. inspiration hos de årlige juleborde hos Royal Copenhagen, på julemarkeder og i vintagebutikker.

– For mig må julen gerne være overdådig, men ikke overdrevet. Det er en hårfin balance, som jeg ynder at finde, siger Stine og fortsætter:

– Jeg er vild med mixet mellem det helt klassiske julepynt, som pryder vores kæmpe juletræ i stuen, og det mere moderne udtryk, som jeg forsøger at skabe i mine kranse og dekorationer. Jeg elsker at lege med udtrykket og farverne. I år er det en lyseblå farve, som sætter rammerne for en klar, yndefuld og frostlignende jul i hjemmet, hvor også adventskransen, som hænger i silkebånd fra loftet, er tænkt ind i årets juletema.

Barndomsminder og arvestykker

En del af julepynten i hjemmet er forbundet med barndomsminder. Stjernen på toppen af juletræet er et arvestykke fra Stines farmor, porcelænsenglene på det store julebord er en gave fra Stines mor, som hun fik som lille, og flere af glaskuglerne på juletræet har stor affektionsværdi for familien. For Stine er det nemlig ofte historierne, der er forbundet med julen, der skaber den største glæde, og som gør julen ekstra magisk for store og små.

– Den røde dekoration i dagligdagsspisestuen er lavet af gamle glaskugler, der havde lidt skavanker hist og her, lidt grene fundet ved blomsterhandleren og en antik glasopsats fundet for en slik hos en vintagebutik, siger Stine, der går meget op i at gøre julepyntningen til en del af indretningen.

– Det er vigtigt for mig, at vi prioriterer hvert et rum. Jeg kan godt lide, at indretningen bliver en oplevelse, og at der alle steder er smukke ting, der taler til sanserne, siger Stine og fortsætter:

– Jeg bliver især grebet af stemninger i gamle bygninger, på museer og rejser. Specielt ved Maraiskvarteret i Paris, hvorfra jeg har hjembragt en del vintage julepynt. Julepynten skal jo være smuk og gerne passe til vores ældre villa.

Boligreportage: På besøg i Stines Husts' frostblå juleunivers

hvid-patriciervilla-med-roedt-tegltag

Hvad?

Patriciervilla i Viborg fra 1918 på 290 m² fordelt på fire plan. Villaen er kategoriseret som bevaringsværdig hos Kulturarvsstyrelsen.

stine-damborg_boligreportage_patriciervilla-i-viborg

Hvem?

Stine Damborg Hust, markedschef og byrådspolitiker, sammen med manden, Jesper, og børnene, Oscar, Agnes og Svenne.

stine-damborg_julebord-i-herskabelig-spisestue-med-wegner-stole-stuk-og-hoeje-paneler.

I den lyseblå spisestue er årets julebord dækket, så det komplementerer den herskabelige indretning og de kølige nuancer. En samling af høje guldlysestager med lys fra Ester og Erik er placeret mellem de to frostlignende dekorationer. Spisebord og stole er Hans Wegner. Det store gipsrelief er af Bertel Thorvaldsen, og gardinerne er fra &Drape. Radiohus-pendlen over spisebordet er en gennemgående lampe i indretningen.

stine-damborg_stue-med-sildebensparket-hvid-sofa-og-juletrae

Familien værner om gedigent håndværk og kvalitetsmaterialer, som kan følge dem hele livet. I karnappen gemmer sig en cremefarvet Søren Lund-sofa og et Poul Kjærholm-sofabord produceret af Ejvind Kold Christensen, som stod bag produktionen af en række Poul Kjærholm-klassikere indtil 1982.

stine-damborg_juletrae-med-antikt-pynt-og-levende-lys

En stort Nordmannsgran udgør familiens juletræ. Et juletræ, som vækker mange minder fra barndommen, da Stines farfar var skovfoged og engang leverede juletræet til dronningen. Hvert barn har en julekugle, der symboliserer, hvem det er.

kig-fra-koekken-til-spisestue-i-patriciervilla

I patriciervillaen er køkkenet valgt med omhu. Det skulle passe til husets oprindelse med fyldningslåger, vitrineskabe og marmorbordplade. Stine havde først valgt det i en klassisk hvid, men da det kom hjem, fortrød hun. Hun fik derfor overtalt sin mand til, at de skulle få lakeret køkkenet lysegråt.

graablaat-koekken-med-sildebensparket-og-julepynt

En nem og elegant måde at få julestemningen ind i boligen på er at pynte med grene fundet i naturen. En overdimensioneret lærkegren i en vase fra Kähler er pyntet med julekugler og tilfører noget skulpturelt til køkkenet fra Invita. En gammel guldkrans med tilsat gran pynter på fyldningsdøren.

stine-damborg_spisestue-med-rundt-bord-omgivet-af-wegner-stole-og-vitrine-fra-ikea

På bagvæggen i familiens dagligdagsspisestue pryder et stort vitrineskab med plads til alverdens smukke stel. Inde i vitrineskabet gemmer der sig i december lidt julepynt. Du kan genskabe stilen ved f.eks. at sætte flere Ikea-skabe ved siden af hinanden.

stine-damborg_hjemmelavet-vitrineskab-af-billy-moduler.

Vitrineskabet i spisestuen har familien selv lavet ud af BILLY-moduler fra IKEA, som er blevet slebet og malet i en gråblå nuance (farvekode 2502-B fra Sigma). Parret har også bygget en kasse rundt om soklen, som samler de sammensatte reoler, og som prikken over i'et har dit sat en liste på, som styrker det herskabelige udtryk.

stine-damborg_julebord-i-isblaa-nuancer

Stine er heldig at have to spiseborde, hun kan dække. Begge er holdt i isblå nuancer med gyldne detaljer. Her har hun holdt det helt klassisk med hvidt porcelæn fra Royal Copenhagen og brugt små messingholdere til de slanke lys. Vasen er fra Louise Roe, stofservietterne fra Søstrene Grene, bestikket er fra Georg Jensen, og glassene er vintage.

julepyntet-sovevaerelse-med-skaa-vaegge-og-sildebensparket

Med flere rækker puder og en bakke med julegodter er der skabt hotelstemning i soveværelset på kvisten. Eucalyptus og fyr i vaser giver nem julestemning. Sengelinned fra Georg Jensen med sengetæppe fra Hay. Loungestolen er fra FDB Møbler, og gulvvasen fra Ro Collection.

stine-damborg_sovevaerelse-med-sildebensparket-og-indbyggede-skabe.

I soveværelset går de samme farver igen som nedenunder: Grå og beige danner baggrund, mens isblå og en enkelt mørkerød farveklat slår vintertemaet an, her i form af en krans på døren.

badevaerelse-med-beige-sildebensfliser-og-gammeldags-vask.j

De italienske fliser på badeværelset er lagt i sildebensmønster både på gulve og vægge og er gennemgående for alle gulve i huset. Den sarte beige-gule farve har fået selskab af et fritstående badeværelsesmøbel fra Aquadomo med armatur fra Medina Interior og spejl fra Lemerand. En tæt julekrans har fundet vej til badeværelset sammen med et lille juletræ blandt skønhedsprodukterne.

julepyntet-toilet-med-beige-sildebensfliser

I kvistens skunk er der blevet plads til indbyggede toiletskabe, som har fået fine fyldningslåger i stil med lågerne i soveværelset og køkkenet. Et par grene overskudsgran fra juletræet og vintagestager med et mix af beige og røde stearinlys tilfører en fantastisk julestemning i vindueskarmen på badeværelset.

stine-damborg-entre-med-lyseroed-krans

Lad forskellige kranse være gennemgående i indretningen. Det er en enkel måde at skabe en speciel julestemning på, og flere af kransene kan genbruges år efter år. Her en stor hørkrans i den fineste lyserøde farve. Den sorte bænk er designet af Jørgen Bækmark for FDB Møbler.

Sponsoreret indhold