Lejlighed

BOLIGREPORTAGE | Diskret og raffineret jul i Frederiksstaden

AF: af Iben og Niels Ahlberg
16.12.2015
Tine Hertz’ barndomsjul blev hvert år holdt hos hendes morfar. Med faste traditioner, når det kom til julemaden, pynten og træet. Alle detaljer var nøje planlagt og altid de samme. Og Tine elskede det! Efterhånden som hun blev voksen, blev julen mere præget af mange forskellige traditioner, afhængig af hvor den blev holdt, og oplevelsen blev aldrig den samme. I dag er Tine nærmest begyndt forfra med at skabe sin egne traditioner omkring højtiden sammen med sin familie

I et eventyrligt univers af støvede toner og fantastiske prismekroner, hvor rejseminder fra i hvert fald seks af de syv verdens-dele blander sig med moderne kunst, franske antikviteter og nutidigt design, holder Tine Hertz jul med egne traditioner. Den store herskabslejlighed fra 1750, der på det nærmeste ligger dør om dør med Amalienborg i Frederiksstaden, bliver hvert år pyntet smukt op, på trods af at hun og familien på selve juleaften er langt væk fra Danmarks kolde og våde vinter. For selv om de altid rejser ud i julen, er Tine meget opmærksom på, at også tre-årige Elliot skal opleve julen og dens traditioner – selv om jule-aften for dem lige så godt kan fejres den 22. december.

– Vi holder juleaften for hele familien hvert år, inden vi rejser, med alt hvad dertil hører. Julemad, dans om juletræet og så videre. Så ingen går glip af julen, siger Tine.

Julen hos Tine og Christian er raffineret, som selve indretningen i den store herskabslejlighed. Enkle kranse på hoveddøren og en stor gren fra skoven dækket med lav pyntet op med et stort sølvhjerte tager imod i entreen ved det antikke spejl.

LÆS OGSÅ: BOLIGREPORTAGE | Grønt refugium i Hamptons

Juletræet er hovedsageligt pyntet med glasjulepynt i sølv og rosa. Under træet ligger julegaverne, og alle er pakket ind i sort papir med sort sejlgarn og en polkagris i stedet for et til og fra-kort, for Tine har med fin håndskrift skrevet med guldpen direkte på gavepapiret.

Tine og Christian er godt klar over, at de kommer til at holde lidt flere juleaftener hjemme i København, når Elliot bliver lidt større, og at selve dagen til den tid også vil få en større betydning. Måske også med et vist pres fra bedsteforældrene, som Tine siger. Men indtil videre nyder de at kunne bruge årets sidste uger til ferie.

– Julen er for os stort set det eneste tidspunkt på året, hvor vi kan rejse væk og rent faktisk få holdt rigtig ferie. Som selvstændige har vi ellers altid arbejdet med os overalt. Men da de fleste af vores kunder og medarbejdere holder fri størstedelen af julen, giver det også os mulighed for et pusterum. Derudover er det et perfekt tidspunkt at tage nogle længere rejser til både varme og eventyr, siger Tine.

Se alle de smukke billeder fra herskabslejligheden i galleriet

Boligreportage | Frederiksstaden

Sponsoreret indhold