Kom med ind i et smukt hjem, der emmer af julehygge, men hvor kravlenisser og farven rød er bandlyst.
Jul er ikke nødvendigvis indbegrebet af flettede julehjerter, kravlenisser og papirguirlander fra væg til væg. I hvert fald ikke hjemme hos grafisk designer Mette Myhlendorf Knudsen, hvor julepynten holdes i et stramt, minimalistisk og grafisk univers uden for mange dikkedarer. Inspirationen til den moderne julepynt har hun ikke fra fremmede: – Jul i mit barndomshjem bar bestemt ikke præg af røde julelys. Min mor kørte rendyrkede temaer, som et år kunne være sølv, et andet år hvide grafiske papirklip og et tredje år kun lilla kugler, som jeg efterfølgende har fået lov at låne. I 1980’erne lavede hun hvert år tre slanke adventskranse, stærkt inspireret af Tage Andersen, med mørklilla lys og ingen pynt udover kristtjørn, og vi tændte altid alle fire lys i vores adventskranse fra første søndag i advent, siger Mette Myhlendorf Knudsen. Se 15 stemningsfulde julestuer her!
Godt design, tak – også til jul
Mette Myhlendorf Knudsen bor i sin 105 m2 store Frederiksberglejlighed sammen med sine to drenge, Albert på 12 år og Bertil på 7 år. Ved juletid er der fokus på familiehygge rundt omkring det store spisebord, hvor der ikke spares på traditionerne, når det kommer til julemaden – i modsætning til julepynten, som hun har et særlig æstetisk forhold til. – Kravlenisser af enhver art er bandlyste. Farven rød er også sjælden her til jul, den optræder næsten kun i form af grene med røde vinterbær. Mit hjem er forholdsvis ryddet for pyntegenstande, og heller ikke i december er jeg tilhænger af overflod af nips, så her afviger stilmæssigt ikke meget fra den indretning, vi omgiver os med til daglig, siger hun. Måske hænger hendes tilgang til julepynt sammen med, at Mette Myhlendorf Knudsen er vokset op som arkitektdatter i sin fars selvtegnede og selvbyggede hus i 1970’erne, hvor der var fokus på godt, gedigent design i hjemmet. – Trods en form for overeksponering i min opvækst er jeg stadig meget begejstret for designere som Kay Bojesen, Arne Jacobsen, Knud Holcher, Poul Kjærholm og Alvar Aalto. Jeg er også stor fan af udenlandske, klassiske designere som Achille Castiglioni, Charles Pollock, Eames, Corbusier og Eileen Grey. I julen går jeg en smule amok med pynt, men for at jeg ikke samtidig skal få pip af at se på det hele december måned, er det nødt til at være i tråd med stilen i min lejlighed, siger hun. Klik på galleriet og se hele boligen...
1/14
Her bor: Grafisk designer Mette Myhlendorf Knudsen med sine to drenge, Albert på 12 år og Bertil på 7 år.Bolig: 105 m2 stor herskabslejlighed på FrederiksbergStil: Stram og minimalistisk
2/14
Pynt op med grene i vaser, og hæng enkel julepynt på grenene, som her, hvor Mette Myhlendorf Knudsen har pyntet op med keramik-engle. Hørdugen har hun selv farvet grå, så den passer ind i spisestuen. Køb en hørdug her!
3/14
Heldig kan man være, hvis man går på jagt i storskrald. Det var Mette Myhlendorf Knudsen, der fandt en daybed, som hun har stillet i karnappen. I vinduet hænger enkle julekugler fra Stol og Stage. Lampen i messing er genbrug. Litografiet på væggen er af Adi Holzer.
4/14
Det er i detaljen, man finder julestemningen – som her, hvor der er pyntet op med et sort hjerte og en minimalistisk grenkrans. Begge dele har Mette Myhlendorf Knudsen hjembragt fra en rejse til Paris. Skabet stammer fra et af de andre køkkener i ejendommen. JJ arkitektlampen er fra Designlite.dk, det lille bord er fra Eames, købt i Illums Bolighus, og Skull-sparegrisen er fra Normann Copenhagen. Over skamlen hænger et wall sticker-spejl af Inga Sempé, købt på Domestic.fr, og herover hænger Mette Myhlendorf Knudsens yndlingsbillede – et litografi af HuskMitNavn, en gave købt hos Schäfer Grafik.
5/14
Ligesom julepynten er indpakningen også vigtig. Du kan som Mette Myhlendorf Knudsen pakke ind i genbrugspapir. Hun har brugt Stendigkalenderen, så pakkerne bliver de fineste grafiske gaver med bredt, sort og gråt silkebånd.
6/14
Du kan skabe eventyrlige effekter med spejle på væggen. Ditte Fischer-vasen har fået dekorative grene med julestjerner fra Søstrene Grene på skænken fra Hay.
7/14
Messinglampen og spejlet er fundet på dba.dk.
8/14
En vinkaraffel af ældre dato med tilhørende små snapseglas gør julepynten både hyggelig og personlig.
9/14
I entréen står en oprindelig indbygget vitrine med messinggreb fra Genbyg. Kræmmerhusene på vitrinen har Mette Myhlendorf Knudsen selv syet i Liberty-stof. De grafiske pakker markerer hver søndag i advent og er naturligvis pakket ind, så de går i tråd med resten af julepynten. Papirsposerne er købt i Panduro Hobby, og numrene er fra Ikea.
10/14
Adventskransen må selvfølgelig ikke mangle, men i dette grafiske hjem er den holdt helt enkel og stilren. Køb den her!
11/14
Hæng få juleting på en snor i vinduet for et hyggeligt udtryk, der kommer både dem indenfor og udenfor til gode: Ræven er fra Areastore, hjertet i Liberty-stof er hjemmesyet, englevinger fra Søstrene Grene, en glaskogle fra Notre Dame, en hjemmelavet krystal iperler, en stjerne i træ – købt i Paris, en sort kat fra Liberty i London, samt et foldetræ fra Normann Copenhagen.
12/14
1. Jeg synger masser af julesalmer med mine børn – i hele december måned.2. Jeg bager altid jødekager, biscottier og drikker masser af portvin.3. Jeg fylder mig med risalamande, som er min yndlingsdessert – måske fordi man får den så sjældent. Få opskrift på julens bedste risalamande her!
13/14
Der er ingen overskabe i køkkenet, og det tillader masser af lys ind i det lille rum.
14/14
Den mørke væg i spisestuen fremhæver den dejlige lyse stue.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.