Hvad sker der, når man lader to designere med passion for interiør og design samt sans for funktionalitet flytte ind i en gammel Berliner-lejlighed fra starten af 1900-tallet? Vi kan afsløre, at der blandt andet opstår en magisk fusion af moderne, stilrent design, der står perfekt i kontrast til lejlighedens gamle detaljer og unikke loppefund.
Lejlighedens beboere, der kan tage æren for det smukke hjem, er Sina Gwosdzik og Jakob Dannenfeldt, der både professionelt og privat danner par. Begge er designuddannede og har med deres firma, Jäll & Tofta, specialiseret sig i specialbyggede møbler og indretning. Så det giver god mening, at den lille families hjem, en klassisk herskabslejlighed fra 1919 i Kreuzberg, emmer af både kreativitet og funktionalitet.
– Vores hjem er som en legeplads, hvor vi tester nye løsninger og projekter, siger Sina. Det betyder også, at nye møbler og idéer til firmaet altid bliver afprøvet derhjemme først.
Da parret flyttede ind for 12 år siden, var målet at sætte lejligheden i stand, så den blev hyggelig og indbydende og samtidig kunne opfylde en voksende families behov. Derfor var opbevaring i fokus, og parret designede selv specialbyggede møbler såsom skabe og senge. Samtidig var det vigtigt for parret at værne om lejlighedens historiske detaljer.
Berlin hører til de mest afslappede og kreative storbyer i Europa, og bydelen Kreuzberg er på én gang fuld af historie og sprudlende af liv. Parret begrænser sig dog ikke til Berlin, når de henter inspiration til indretningen.
- Vores stil er inspireret af rejser i Norden, for Sina har svenske rødder og tager tilbage til Sverige, så ofte som det er muligt.
Sina går ofte på jagt efter nyt i Kreuzberg-kvarterets mange antikvitetsforretninger. Hendes nyeste fund stammer dog fra eBay, hvor hun faldt over to gule lænestole til stuen.
– Stolene var bestemt ikke kærlighed ved første blik, for vi kunne ikke lide den gule farve. Nu elsker vi, hvordan de liver hele rummet op. Og så var de i perfekt stand, og prisen var ikke til at slå: Ejeren var nemlig nødt til at forære dem væk, fortæller Sina.
Vi er faktisk gladest for at tage på loppemarkeder og i antikvitetsforretninger, især når vi er i udlandet. De fleste af vores vintagefund er fra Frankrig, Sverige, Danmark og Marokko.
Hvem?
Produktdesignere Sina Gwosdzik og Jakob Dannenfeldt med deres to drenge på 11 og 8 år. Sina Gwosdzik og Jakob Dannenfeldt er sammen om at drive designfirmaet Jäll & Tofta, @jaellundtofta, der laver funktionelle møbler med grafiske linjer og friske farver.
Hvad?
Lejlighed på 100 m² i to etager i en ejendom fra 1919 i bydelen Kreuzberg i Berlin.
Sæt et møbel i en modig farve ind i et rum med afdæmpede toner. Som her, hvor Sinas gule stole fra Ligne Roset fungerer som et friskt og overraskende indslag i stuen. Sofabord fra Jäll & Tofta, sofa fra Fest Amsterdam. Vægfarven er Cornforth White fra Farrow & Ball, den sorte pendel er fra Muuto.
Mal stuk og fyldningsdøre i en usædvanlig farve, der giver et legende modspil til en klassisk herskabelig stil.
Grønne vægge og planter samler køkkenet med en rolig atmosfære. Parret har selv designet skab og spisebord. Pendlen er fra Gubi, og væggen er malet i farven Mizzle fra Farrow & Ball,.
Reolen er bygget specielt til soveværelset og gør det ud for opbevaringsmøbel, natbord og sengegærde i ét. Den koralrøde væglampe er fra Wästberg.
Gå efter støvede nuancer til vægge og interiør. Så er der plads til overraskelser i form af detaljer i skrappe farver som her 7'er-stolen fra Fritz Hansen.
Oversizekeramik klæder et smalt sidebord, hvor det tunge stentøj får lov at dominere.
Billedvægge behøver ikke altid at dominere de store vægflader bag sofaen. Det kan give et mere intenst udtryk som modspil til en luftig indretning, hvis du samler din kunst bag en dør eller på et smalt stykke væg.
Fjern hylderne i et skab, og skjul fjernsynet, når du ikke bruger det. Spejlskabet på væggen er parrets eget design fra Jäll & Tofta.
11-årige Jaspers værelse er indrettet med stol og seng designet af far og mor. Det lille rum har fået en hyggelig hulestemning med farven Borrowed Light fra Farrow & Ball på vægge og loft. Skab en samlet stemning i soveværelset ved at male dørkarme og sengestel i samme eller matchende nuancer.