Lejlighed

Hjemme hos Rikke Møldrup Rasmussen: ”De fleste af mine ting er tudsegamle”

AF: af Julie Vöge. Redigeret til web. Styling: Camilla Tange Peylecke. Foto: Peter Kragballe
3.05.2022
Når Rikke Møldrup Rasmussen, medejer af Moshi Moshi Mind, kommer hjem efter en lang arbejdsdag i modebranchen med hovedet fuld af nye farver, former og design, trænger hun til genkendelighed og ro i lejligheden på Østerbro. Kom med indenfor i hendes afdæmpede univers.

Rikke Møldrup Rasmussen bor kun et stenkast fra sit arbejde på kontoret hos Moshi Moshi Mind, som hun sammen med sin kompagnon stiftede for 20 år siden. I 2015 flyttede Rikke nemlig ind i lejligheden på Østerbro. Dengang med begge sine børn. I dag er sønnen Gilbert flyttet hjemmefra, og hun bor alene med teenagedatteren Molly. Også selv om Rikke for et par år siden blev gift med Flemming Møldrup, kendt som livsstilsekspert fra DR-programmet Kender du typen? Hvad indretningen helt præcist siger om Rikkes personlighed, er hendes mand derfor om nogen selvskrevet til at kommentere. Det var dog spildte tanker, da Rikke under Flemmings første besøg blev en smule nervøs, da han nærmede sig køkkenet:

– Ville han nu tænke, at jeg ikke købte klimavenligt nok mad? Sorterede jeg nu mit affald ordentligt? Heldigvis tænkte han ingen af delene, siger Rikke med et grin.

Tudsegamle ting

Hvor tøjbutikken helt naturligt lancerer nye modeller hver sæson, så sker der ikke ændringer i samme hast på indretningssiden i Rikkes lejlighed. Snarere tværtimod.

– De fleste af mine ting er tudsegamle. Når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag og har hovedet fuld af nye farver, former og design, så trænger jeg bare til genkendelighed og rolige nuancer. Til møbler og farver, der er nøje afstemt hinanden og som gør, at jeg mentalt kan slappe af, siger Rikke.

Fællesnævneren for de ”tudsegamle ting” er, at de alle rummer en historie, hvad end de købt i antikvitetsbutikker eller møjsommeligt fundet rundt om i landet på loppemarkeder.

– Historien kan også komme ved, at jeg har et personligt forhold til designeren, maleren eller fotografen. Det gælder blandt andet for mange af de værker, som jeg har hængende på væggen. Min far var hobbymaler, og hans små skilderier er billeder, som jeg virkelig nyder at kigge på hver dag og på den måde mindes ham. Især efter han er død, siger Rikke, der foruden kunst også samler på keramik.

I hvert rum i boligen står der mindst én af de gamle, store Kählervaser, som Rikke begyndte at samle på, da hun var i 20’erne:

– Det er nogle vidunderlige former, godt håndværk og glasuren på vaserne er i mønstre og nuancer, som på én gang er spændende at se på og samtidig rolige. Præcis som jeg også ønsker, at min indretning er det, siger Rikke, og fortsætter:

– Jeg kan godt lide farver, der komplimenterer hinanden fremfor farvesammensætninger, der larmer. Jeg er klart mest til douce nuancer. Det passer bare bedst til mig som person.

Boligreportage: Hjemme hos Rikke Møldrup Rasmussen fra Moshi Moshi Mind

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_medejer_moshi_moshi_mind.

Hvem?

Rikke Møldrup Rasmussen, 51 år, kreativ ansvarlig og medindehaver af Moshi Moshi Mind, der laver tøj og tilbehør i eget navn. Er gift, men ikke samboende, med livsstilsekspert Flemming Møldrup. Rikke, bor med datteren Molly, 17 år, som hun har med sin eksmand, der også er far til sønnen Gilbert, 24 år.

Hvad?

Lejlighed på 105 m² på Østerbro.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_spisestue_teakbord_laederstole

Det er nok de færreste, der har brug for et kæmpe spisebord til dagligt. Spar plads ved at vælge et bord, der kan udvides, når du får gæster. Spisebordet i teak er med hollandsk udtræk, så der kan sidde op til 12 mennesker omkring det. Stolene er fundet på DBA og er ikke af et bestemt mærke. Mexi Bowl skålen på bordet er fra Marie Worsaae, mens pendlen med skærm i bomuldstråd er lavet af Alexandra Raben. Cathrine Raben Davidsen står bag det store billede på væggen.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_spisestue

Få en sammenhængende indretning ved at vælge vægfarver, der går godt i spænd. I Rikkes lejlighed er alle døre ofte åbne, og derfor er det vigtigt for hende, at kiggene bliver harmoniske ved at væggene er malet i hvid, lysebrun og en lidt mørkere brun.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_teenagevaerelse_hoersenegtoek

Vælger du forskellige farver i douche nuancer, kan du sammensætte stort set alle farver og stadig opnå et roligt og afstemt udtryk. Rikkes datter Molly har indrettet sit værelse i afdæmpede nuancer, der går godt i tråd med resten af lejligheden. Hørlinned og puder er fra Merci Merci i Paris.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_stue_graa_sofa_flettede_sofaborde

Kombinationen af træ, hvid, beige og støvet grøn skaber et roligt og rent udtryk. Navnlig hvis træet som her er patineret egetræ i form af to Børge Mogensen fletbænke fundet på et loppemarked for mange år siden. Gardinerne fra Gardinbussen skaber en blødhed og elegance til hele rummet. Den gule Murano-lampe kan du finde lignende på Instagram hos f.eks. Millefiori Interior og Moro Moro.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_stue_flettede_sofaborde_pejs

En alternativ dekoration på væggen giver rummet en legende, kreativ vibe. Her er det Curtis Jeres Urchin messing vægskulptur fra The Apartment, som gør væggen interessant. På modstående væg hænger et billede af Cathrine Raben Davidsen og et stykke fotokunst af Robin Skjoldborg. Jagtskamlen er fra Rikkes barndomshjem.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_stue_brunge_vaegge.

Skab ro for øjet ved at bruge farver hentet fra samme farveskala. Her er det nuancen Oxford Stone fra Farrow and Ball, der er malet på væggen, mens rullebordet er fra Fil de Fer.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_koekken_keramik_skaerebraetter.

Med en større samling håndlavede skærebrætter får du natur og håndværk ind i køkkenet. Her en samling fra Andrea Brugi. Hylderne er fra Frama.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_sovevaerelse_baekogboelge

Forstærk lysten til at slappe af og sove ved at male væggene i dit soveværelse i en mørk nuance og understreg stemningen med mørke gardiner. Her er malet med farven London Stone fra Farrow and Ball, mens gardinet er fra Gardinbussen. Radiatorskjuleren er lavet på mål hos en lokal tømrer. Sengetøjet er fra Moshi Moshi Mind.

boligreportage_rikke-moeldrup-rasmussen_sovevaerelse_teaktraeskommode

Mørke træsorter som teak, valnød og egetræ skaber varme og hygge i boligen. Her en teakkommode fundet på et loppemarked. Find lignende på DBA, hvor også spejlet er fra. Puf og pendel er fra Normann Copenhagen, mens glasskulpturen er designet af Helle Mardahl. Plakaten med Kusama har Rikke købt, fordi hun holder meget af at gå på museer, og fordi Kusamas sort-hvide-univers matcher Moshi Moshi Minds prikkede totebags.

Sponsoreret indhold