Fisk og skaldyr

Blomkålssuppe med østers

Det er sæson for østers fra oktober, så det er helt perfekt at servere en lun blomkålssuppe med østers her i efteråret.
af Mikkel Karstad, Foto: Anders Schønnemann3.10.2014

Der er sæson for østers fra oktober til april, så det er i efteråret, at du får de allerbedste østers.
Servér denne suppe enten som en forret eller hovedret. Den er god både til gæster eller hvis der skal hygges lidt ekstra derhjemme en fredag eller lørdag aften. Opskriften er ret nem at gå til. Hvis du skal lave blomkålssuppe på en hverdag, kan du sagtens bruge denne opskrift uden at servere østers til.

Blomkålssuppe med østers, hasselnødder og kørvel

4 personer

Blomkålssuppe:
1 blomkål
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
Havsalt og friskkværnet peber
5 dl kogende vand
2 dl letmælk
2 spsk cider­eddike

Østers og fyld:
6 limfjordsøsters
20 g hasselnødder
1 bundt kørvel

Blomkålssuppe:
Fjern de grønne blade, og skær blomkålen i mindre stykker. Det hele kan bruges, gem dog to buketter til garniture. Hak løg og hvidløg, og hæld det i en gryde med olivenolie. Sauter det let i 1 min., uden at det tager farve.

Tilsæt blomkål, krydr med salt og peber, og sauter i yderligere 1 min. Hæld kogende vand og mælk over, og lad det hele koge i 5-10 min. Blend suppen, til den er glat, kog den herefter op, og smag til med salt, peber og lidt eddike.

Østers og fyld:
Åben østersene, og tjek for friskhed. Hæld dem i en skål. Hæld saften fra østersene i suppen, hak østersene, og hæld dem i en skål.

LÆS OGSÅ: Sådan åbner du en østers

Hak hasselnødder groft, og hæld dem i skålen med østers. Skær de to blomkålsbuketter i helt små stykker, og bland med østers og nødder.

Drys østers, nødder og blomkål ned i suppen ved servering, så suppen får lidt knas. Drys med hakket kørvel. Spis din blomkålssuppe med godt brød til - enten som forret eller frokostret.

Tip

Det er vigtigt at holde tilberednings-tiden kort. Koger din blomkålssuppe i for lang tid, mister den sin friskhed og kan komme til at smage lidt for meget af kål.

LÆS OGSÅ: Alle opskrifter på supper her!

Find flere lækre suppeopskrifter i galleriet nedenfor.

10 lækre supper

Sponsoreret indhold