Har du også forelsket dig i de farverige trapper, der dukker op igen og igen på Instagram og i boligreportager? Det havde vores boligredaktør, Mette Brøndgaard Seerup, så da trappen i hendes entré var træt og slidt, skulle den have en tur med penslen!
Trappen var slidt og træt, inden Mette gik i gang med at male. Nu er den malet i en smuk kombination af gråblå og mørk rød.
Er du blevet inspireret af Mettes smukke trappe til selv at gå i gang med pensel og maling? Her giver hun dig sine bedste tips til at give trappen en farverig forvandling!
Der er utrolig mange flader, der skal males, og det kræver lidt forarbejde, så sæt god tid af til projektet. Er du god, kan det gøres på en weekend, men så skal du heller ikke lave andre planer.
Gamle trapper, der er malet flere gange, har ofte en del ujævnheder. Sørg for at få slebet de værste ned inden, du går i gang med malingen, så ujævnhederne ikke kan ses gennem det nye lag maling. Er trappen i træ eller malet før, behøver du ikke grunde, før du maler.
Har dine trin en malet glat overflade, skal du overveje at gå efter en træmaling med lav glans, så trinene ikke bliver for glatte. Alternativ kan du vælge gulvmaling, som er mindre glat og mere slidstærkt. Mettes trappe er malet med gulvmaling på alle flader.
Vær opmærksom på alle de lodrette flader, hvor malingen kan løbe. Du kan ikke undgå at bruge pensel, når du maler trappe, fordi der er så mange små kroge, du skal ind i, men når man maler med pensel, har malingen også tendens til at løbe, fordi der kommer en større mængde maling på ad gangen. Derfor skal du ikke gå for langt væk, når du har malet de lodrette flader på din trappe. Bliv og overvåg malingen tørre nogenlunde op, så du kan fange løberne med det samme. Når løberne at tørre ind, skal malingen hærde helt, før du kan komme til at slibe dem væk, og så bliver det for alvor et langtrukket projekt.
Kan du ikke komme i seng eller ud af dit hjem, uden at bruge trappen, kan du male trinene i etaper. Start med hver andet trin første dag, og tag så resten dagen efter. Du kan godt gå lige så stille på trinene efter et døgns tid, men malingen er først helt hærdet efter 14 dage.
Begge farver er fra Farrow & Ball.