Grønt

Mød Anh Lê, forfatteren bag LêLês Grønne Køkken

I september er valget af månedens kogebog faldet på Anh Lês skønne grønne univers, der indbyder til smagfulde og smukke opskrifter inspireret af det vietnamesiske køkken ...
af Cecilie Rubini 8.09.2014

Gå ombord i det vietnamesiske gadekøkken i Anh Lês seneste kogebog 'LêLês Grønne Køkken', der i september måned er Månedens kogebog på IN.dk.

Vi har mødt Anh Lê til en snak om mad. Læs hendes svar herunder.

Hvad er det mærkeligste du nogensinde har spist?
Nytårsaften 2013 blev jeg inviteret til et vietnamesisk herreselskab blandt de lokale i Saigon: Her skulle der spises herremad og det var altså ikke chili, som blev serveret for at vise at man var en mand. Derimod handlede det om, at jo vildere specialiteten var, jo mere mand var man!!!
Jeg fik lov til at spise en fondue kogt på ged og når fonduen kommer i kog, bliver der lige tilsat gedehjerne og så er der serveret!!! Derudovervar der grillede citrongræs-gedepatter.

Ged er i vietnamesisk slang lig med casanova, så jo mere ged du spiser jo mere scorer du.

Beskriv din største madoplevelse?
Udover min første østersoplevelse som 16 årig, så var det min allerførste gadekøkken-madoplevelse, som fik mig til at ændre holdning fuldstændigt til mad, og en af grundene, som fik mig til at åbne LêLê er denne oplevelse:
Jeg var lige landet i Saigon for første gang (siden min flugt fra Vietnam) og min moster tog mig til en meget lille mørk og smal gyde. For enden af den var der et grønligt neonlys, en høj bølge af flammer fra wokkene, en massiv køkkenlarm, en gruppe gademusiker, der spillede højt på deres banjo, hundredvis af vietnamesere, 30 mandlige tjener, som løb rundt med kæmpe fade fyldt med den himmelske salte, sprøde gurkemeje-kokosmælk pandekage, Banh Xeo.

Man får et fad med 2 pandekager, fiske dip sauce og ½ kg salat og urter - teknikken er således, at man tager et salatblad, en masse urter, lidt pandekage, og ruller det hele sammen til en rulle, der derefter dyppes i saucen. Det er den bedste bid nogensinde, og jeg var i den 7. Himmel.

Hvad er det mest uundværlige køkkenredskab, du har? Og hvorfor?
En køkkensaks - Asiatere bruger ofte en saks som kniv, og det går hurtigere med at klippe, hvis man har små ting der skal ordnes, for eksempel en chili, lidt urter eller et stykke kyllingebryst - det er vildt praktisk når man kun laver mad til 1-2 personer, og så behøver jeg ikke engang at tage skærebræt frem.

Hvad er dit bedste madtip?
Uanset hvor jeg er (her i Europa) så er det ikke altid lige let at lave vietnamesisk mad. Men man kan altid finde urter, citron/lime og peanuts/cashewnødder og det tager maden til et helt andet niveau af friskhed og velsmag - dette har jeg brugt i min kogebog LêLês Grønne Køkken

Hvis du kunne/måtte leve af en type mad resten af livet, hvad skulle det så være?
Det kan ikke være andet end vietnamesisk.
Køkkenet er enestående og varierer meget fra supper, salater, fingermad, og simreretter. Derudover er der så mange grøntsager og urter som jeg er sindssygt vild med. Det vietnamesiske køkken betegnes som det franske køkken i Asien, grundet dens høje standard og de mange smagsnuancer.

Hvad skal du spise i aften?
I aften spiser jeg ude. Jeg er i humør til koreansk, her er O Mo Nim på Gasværksvej 21, helt fantastisk. Enkel i smag, og en meget lille autentisk restaurant, så man næsten føler, at man er et sted i en lille bitte gade i Korea eller en sidegade i New York. Men jeg kunne også være frisk på lækker sushi fra Damindra, der altid imponerer, på grund af ejerens store passion for god kvalitet, detaljer for maden, anretning som indretning

Hvad valgte du altid/ofte som ret på din fødselsdag, da du var lille? Og nu?
I min familie havde vi ikke råd til at fejre fødselsdag så hvis det var, så vil jeg ønske, at jeg fik en kagedame med det hele - og det skal være den jyske opskrift, med brunsviger og rigtig pisket fløde på.

Nu vil jeg holde et stort søndagselskab for 200 af mine venner med et stort bord kun med skaldyr - for alle de år jeg ikke fik holdt fødselsdag!!!

Sponsoreret indhold