Brødrene Prices opskrift på Confit de Canard - den herlige franske delikatesse, som kan holde sig 6 måneder i køleskab!
Ingredienser:
(6-8 personer)
1 stor and eller 6-8 andelår
2-3 fed knust hvidløg
ca. 1 kg ande- eller gåsefedt
300 g havsalt
3 kviste timian, rosmarin, merian
1 spsk sorte peberkorn
3 laurbærblade
2 nelliker
Del anden i mindre stykker og gnid dem grundigt ind i hvidløg. Hvis du arbejder med andelår, behøver du ikke at dele dem i over- og underlår. Knus alle de andre ingredienser, bortset fra fedtet, i en morter og gnid andestykkerne ind i blandingen. Hvis du bruger friske krydderurter, er det vigtigt, at de er grundigt rengjorte, så der ikke er det mindste jord på dem. Læg køkkenfilm over og lad stykkerne marinere natten over i køleskabet.
Dagen efter smeltes fedtet i en gryde, og andestykkerne lægges i efter at være børstet fri for salt og krydderier. De skal være helt dækket af fedtet. De koges forsigtigt i ca. 2½-3 timer, eller til de er meget møre. Fedtet må ikke blive for varmt, for stykkerne må ikke stege! Hæld andestykkerne i en lertøjskrukke og dæk dem med det siede fedt.
Andeconfit'en kan holde sig i køleskab i omkring 6 måneder, og man kan bruge af det lidt efter lidt, blot de resterende stykker er dækket af fedt.
Prøv de andre juleopskrifter fra Brødrene Price her.